Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Mordforsøget på Salman Rushdie afslører en dyb værdikløft – også herhjemme

Efter et bestialsk forsøg på at likvidere Salman Rushdie åbenbarer reaktioner i både Teheran og København en dyb værdikløft. Vi må ikke lade os kue til underkastelse. Hverken af direkte angst eller misforstået hensyntagen.

Efter mordforsøget på forfatteren Salman Rushdie ser vi igen foruroligende reaktioner, som afslører en dyb værdikløft midt i vores samfund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joel Saget/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De seneste år var Salman Rushdie begyndt at leve mere frit, der var skruet ned for sikkerheden omkring ham, og den forfulgte britisk-indiske forfatter nød at kunne leve et næsten normalt liv i New York.

Men drømmen om normalitet og frihed brast fredag, da Salman Rushdie blev forsøgt myrdet af en rasende angrebsmand, som kastede sig over og stak ham adskillige gange med en kniv.

Gerningsmanden er endnu kun sigtet for mordforsøg, men vi ved, at han er shiamuslim og havde en Facebook-profil, der udstillede klar sympati for det iranske præstestyre. Vi kan også alle se, hvordan iranske aviser tæt på det fundamentalistiske regime har reageret på mordforsøget.

Her bliver gerningsmanden hyldet som en helt, der har forsøgt at fuldføre den religiøse ordre om at dræbe Salman Rushdie, som den iranske ayatollah Khomeini udstedte med en fatwa for 33 år siden.

Rushdie er ud over at være en blændende forfatter og intellektuel et ikon for den kamp for ytringsfrihed, som føres mod islamisk ekstremisme.

Rushdie kom i de islamiske fanatikeres sigtekorn i 1988, da han udgav romanen »De sataniske vers«, som fabulerer over, hvordan Koranen er blevet skrevet. Bogen gør det, litteraturen skal: Den skaber et imaginært rum, som udfordrer virkeligheden, men det kan formørkede islamister verden over stadig ikke tåle.

Rushdie blev det første store symbol på en ny kamp, og hans skæbne har også været at udstille vestligt hykleri og kujoneri i mødet med den islamistiske trussel. Rushdie er blevet svigtet af politikere, der ikke ville mødes med ham, og af andre forfattere, som mente, at hans værk var unødig islamkritisk.

Rushdie har måtte høre på samme triste og nedbrydende stråmand, som mange islamkritikere også forsøges dysset ned med: Jo, hedder det, der er nok ytringsfrihed, men der er ikke ytringspligt, vel? Underforstået: Lad nu være med at genere muslimer med kritik af deres religion.

Men blasfemi og åben debat om religion er en kerne i den demokratiske kultur, og de tilbagevendende islamistiske attentater og terrorangreb mod udøvere af ytringsfriheden er udtryk for, at vi stadig står midt i en civilisationskamp.

Overfaldet på Rushdie minder os om, at truslen stadig er her, og at vi har mennesker iblandt os, som betaler en høj pris for at forsvare de friheder, vi alle nyder godt af.

Det gælder for eksempel de gymnasielærere, som går imod presset og frygten for at undervise i Muhammed-krisen. Og det gælder debattører af både muslimsk og ikkemuslimsk baggrund, som tør at blive ved med at udfordre muslimske tabuer. Dem skylder vi tak.

Efter mordforsøget på Rushdie ser vi igen foruroligende reaktioner, som afslører en dyb værdikløft midt i vores samfund.

Den ledende imam for Imam Ali Moskeen i København, som har tætte forbindelser til det iranske regime, har reageret på mordforsøget på Rushdie med en lang tirade på Facebook om vestlige overgreb mod muslimer.

Imamen Mohammad Khani udtrykker ingen sympati med offeret. Ingen klar afstandtagen til mordforsøget. I stedet anklager han akademikere og meningsdannere for »dæmonisering« af islam.

Det kan være fristende at vælge både en åbenlys underkastelse og den mere diskrete af slagsen, der er forklædt som en medfølende holdning til muslimer. Men vi må ikke lade os kue. Vi må ikke vige tilbage fra de ubehagelige debatter om de religiøse kilder til den morderiske fanatisme.

De debatter er mere nødvendige end nogensinde.

PIERRE COLLIGNON