Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Lad os få en barselsfond for selvstændige

Det halter stadig voldsomt med kvindelige ledere i Danmark. Vi skal have bedre rammevilkår og en kultur, der ikke forskelbehandler kvinder negativt. Og så har vi brug for forbilleder. Derfor hylder Berlingske i dag 100 kvinder på toppen.

Foto: Linda Kastrup, Thomas Lekfeldt og Martin Bubandt, Joerg Carstensen & Miklos Szabo/Ritzau Scanpix

De seneste ti år er der kommet 42 flere kvindelige topchefer i Danmark. Sådan lyder en af de indledende sætninger i tillægget Berlingskes 100 kvinder på toppen, som udkommer fredag. Smag lige på det igen. 42 flere. På ti år. Det smager ikke godt. Nærmere lidt bittert. For det er bittert, at vi som samfund ikke er i stand til at omsætte kvindelige talenter til topchefer. Det ville gavne alle. Den bundlinjesnak har vi trods alt fået ind på rygraden.

Man må spørge sig selv – igen – hvorfor? Noget handler givetvis om rammer. Noget andet om kultur.

Rammerne bliver ofte en diskussion om kvoter og øremærket barsel. Men der er også andre greb. F.eks. er det tåbeligt, at den tidligere regering nedlagde barselsfonden for selvstændige, nærmest inden den kom i gang. Jo, der var praktiske begyndervanskeligheder med administrationen af fonden, men det er ikke en undskyldning for at lade være. For se på konsekvensen: I 2017 FALDT andelen af kvindelige iværksættere. På et tidspunkt hvor der næppe har været mere fokus på iværksætteri. Hvorfor? En barsel kan være en stor, økonomisk udfordring hvis man er selvstændig, eller kun har ganske få ansatte. Derfor skal der selvfølgelig være en barselsfond for selvstændige, lige så vel som der er det for andre virksomheder. Andet giver ikke mening. Effekten er forhåbentlig både flere kvindelige iværksættere og flere børn.

Noget andet er kultur. Vi må i Danmark erkende, at vi er væsentlig mere biased i forhold til køn, end vi sikkert tror. De fleste opfatter sig som liberale i forhold til ligestilling og har den grundholdning, at mænd og kvinder er lige. Men vi agerer anderledes, når det kommer til stykket. Fakta er hårde i den sammenhæng.

Kun 75 af topcheferne i landets 1.000 største virksomheder er kvinder. 98 pct. af venturekapitalen hentes hjem af mænd, og 19 pct. af bestyrelsesposterne herhjemme besættes af kvinder. Det er selvsagt mistænkeligt lavt, når kvinderne i stigende grad fylder på både universiteter og i mellemlagene i virksomhederne.

Argumentet om, at kvinderne ikke kan eller vil, går ikke længere. Det forklarer ikke så stor en forskel. I f.eks. Spanien eller flere østeuropæiske lande har de flere kvindelige topchefer, end vi har herhjemme. For ikke at tale om, at en del af de kvinder, der sidder i toppen af danske virksomheder ikke er danske. Ofte er det kvinder hentet ind fra udlandet.

Vores opfattelse af virkeligheden stemmer ikke overens med tallene. Måske er det en del af problemet. For så tager man det måske ikke lige så tungt, hvis man ikke lige får tænkt kvinder ind i en rekrutteringsfase.

I Berlingskes 100 Kvinder på toppen kan man f.eks. læse om et forskningsforsøg, hvor to ens ansøgninger med præcis samme CV blev sendt ud til en stor gruppe mennesker. Eneste forskel var navnet. Halvdelen hed John, mens den anden halvdel hed Jennifer. John klarede sig markant bedre.

Derfor er der desto mere grund til, at vi hylder nogle af de kvinder, der er lykkedes. Og det gør vi med 100 kvinder på toppen. For vi har stadig brug for forbilleder. Kvinder der kan, vil og tør. Som går forrest og bryder glaslofter. Så der er lettere adgang for dem, som følger efter.

Hvis vi fortsætter i sneglefarten med 42 ekstra kvinde topchefer på ti år, ja, så vil der gå 102 år, før der er lige mange mænd og kvinder i spidsen for Danmark. Det smager unødigt bittert.

METTE ØSTERGAARD