Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hykleriet om politikernes pensioner må høre op

SV-flertallet blokerer for et vigtigt opgør med politikernes gyldne pensioner. Det er ikke den slags samarbejde over midten, det danske demokrati har brug for.

»Vejen frem er et rimeligt vederlag uden mystiske tillæg og uden en 'tjenestemandspension på speed',« skriver Pierre Collignon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Da Lars Løkke Rasmussen under valgkampen præsenterede sin drøm om et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre, argumenterede han for, at danskerne efterlyste en fornuftens midte i dansk politik.

»Mange danskere spørger mig: Kunne I store, erfarne midterpartier dog ikke prøve at løfte opgaven i fællesskab? Er der ikke en voksen til stede?« sagde Lars Løkke Rasmussen på en pressekonference, som er gået over i dansk politisk historie.

Vi fik som bekendt ikke en SV-regering, men denne uge kunne danskerne for første gang se det nye SV-flertal materialisere sig, da de to partier gik imod et forslag om at afskaffe pensionsordninger, som sikrer folketingsmedlemmerne langt gunstigere vilkår end på det almindelige arbejdsmarked.

Alle andre partier i Folketinget har erklæret, at de vil støtte et beslutningsforslag fra SF om at afskaffe de gyldne pensioner, men hvis Socialdemokratiet og Venstre stiller sig på tværs, sker der ikke noget. De to partier har tilsammen 91 mandater i Folketinget, og de kan dermed blokere et hvilket som helst forslag.

Striden handler om et forældet regelsæt, som giver medlemmer af Folketinget en lynhurtig ret til at optjene høje, livslange pensioner. Et år i Folketinget giver 1.758,62 kr. om måneden, når man går på pension, og herfra stiger beløbet efter anciennitet, indtil man når det maksimale beløb på 30.843,46 kr. om måneden for 20 års medlemskab af Folketinget.

Vores folkevalgte skal naturligvis sikres ordentlige løn- og pensionsvilkår, som tager hensyn til, at der med deres hverv følger en risiko for pludselig at stå uden arbejde. Det er rimeligt, at politikere kan få et eftervederlag, når de ryger ud af Folketinget, men der er ingen ræson i at bevare pensioner, hvis lige ikke findes på det normale arbejdsmarked. Det virker uigennemskueligt, og det kan nære en mistanke om, at de folkevalgte forsøger at skaffe sig særlige fordele i forhold til resten af befolkningen.

»Det sundeste i et demokrati er at have fuld transparens om politikernes løn- og pensionsforhold.«


Det sundeste i et demokrati er at have fuld transparens om politikernes løn- og pensionsforhold. Vejen frem er et rimeligt vederlag uden mystiske tillæg og uden en »tjenestemandspension på speed«, som SFs gruppeformand, Jacob Mark, ganske rammende har døbt politikernes pensioner.

Det kan forekomme hyklerisk, at Venstre og sågar Socialdemokratiet, som har svært ved at indfri partiets løfte om tidligere pension til nedslidte, ikke vil være med til at gøre op med politikeres lukrative pensioner. Men hykleriet gælder også alle de øvrige partier, som ikke greb muligheden i 2016, da den såkaldte vederlagskommission fremlagde et forslag til en samlet reform af politikernes vilkår.

Forinden havde fem partier givet hinanden håndslag på, at de ville følge kommissionens anbefalinger, men da de blev fremlagt og indebar en lønstigning på 15 pct. for at opveje tabet af pensionsfordele og andre privilegier, sprang SF som det første parti fra. I løbet af samme dag løb også de Konservative, de Radikale, V og S fra aftalen, og dermed endte reformforsøget i grøften.

Selv om kommissionens forslag samlet set var økonomisk neutralt, blev politikerne grebet af en kollektiv angst for at blive udstillet som grådige, hvis deres vederlag gik op. Den frygt må de se at gøre sig fri af.

Det er et godt tegn, at SF i denne uge for første gang signalerede vilje til at se på vederlagets niveau til gengæld for at skære i pensionen. Man må håbe, at de øvrige partier i Folketinget snart vil bevæge sig i samme fornuftige retning.

PIERRE COLLIGNON