Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Helt fordrejet rapport om islamofobi i Danmark

Det er i sig selv uforståeligt, at EU udgiver en rapport om islamofobi i samarbejde med en tyrkisk tænketank, der har forbindelser til landets præsident Erdogan. Når man læser det dybt skævvredne afsnit om Danmark, bliver forbløffelsen kun større.

EU bør holde sig langt fra at blive fedtet ind i den tyrkiske præsidents politiseringer. Samarbejdet om en rapport om islamofobi burde aldrig have været indgået. Her ses deltagere i konferencen om islamofobi - Islamophobia - a dilemma in the West -  2006 i Bella Center. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Had og diskrimination rettet mod etniske, religiøse eller seksuelle minoriteter er i alle tilfælde uacceptabelt. Det burde ikke være nødvendigt at konstatere. Men ikke desto mindre foregår der hadforbrydelser og angreb - voldelige eller verbale - også i Danmark. Dem må alle ansvarlige borgere tage afstand fra. Uanset om hadet eller diskriminationen er rettet mod jøder, muslimer, homoseksuelle eller andre.

Men samtidig er det vigtigt at debatten om de problemer, der er, foregår på en meningsfuld og ansvarlig måde. Hvilket bringer os til den rapport om islamofobi, »Islamophobia in Europe 2018«, der udkom for nylig som resultatet af et samarbejde mellem EU og en tyrkisk tænketank med forbindelser til landets halv-autokratiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Man kan med rette spørge sig selv, hvad i alverden EU har at gøre i dette samarbejde? Svaret er enkelt: EU bør holde sig langt fra at blive fedtet ind i den tyrkiske præsidents politiseringer. Samarbejdet burde aldrig have været indgået.

Men nu findes rapporten. Indbefattende et afsnit om islamofobiens tilstand i Danmark. Det danske afsnit nævner til en start en række islamofobiske hadforbrydelser og konstaterer, at der tilsyneladende er tale om en stigning. Det er der som nævnt kun grund til at tage dyb afstand fra.

Forfatterne til det danske afsnit, Silbel Özcan og Zeynep Bangert, går imidlertid derefter voldsomt meget længere. De tegner et billede af Danmark, hvor islamofobi er dybt indarbejdet i dansk mainstreampolitik. »Flertallet i det nuværende parlament bidrager konstant til at skabe mistænkeliggørelse omkring muslimer«, hedder det i rapporten, der ydermere konstaterer, at opdelingen i et »dem« og »os« har ændret det danske samfund fra et demokrati til et etnokrati - en styreform, hvor magten er placeret entydigt hos én (etnisk) gruppe.

Den sidste konklusion er sidenhen blevet nedtonet i rapporten efter den voldsomme kritik, den blev mødt af fra både politikere og andre forskere.

Men selv efter denne justering af den mest vidtgående påstand om tilstandene i Danmark fremstår rapporten fuldstændig skævvreden. Den benytter enkelteksempler på udsagn om indvandrere, islam eller muslimer som en slags dokumentation for, at islamofobi og had til den muslimske befolkningsgruppe er blevet indlejret i det danske samfundssystem.

Den skelner dertil ikke mellem legitim religionskritik og had til muslimer. Den fraviger helt at tage den kendsgerning ind, at det danske samfund over de seneste tiår er blevet markant forandret med ankomsten af en voksende muslimsk befolkningsgruppe. Den undviger helt at forholde sig til de problemer med parallelsamfund, radikalisering, kriminalitet og social kontrol, som også har været konsekvenserne af indvandringen fra især Mellemøsten. Alt bliver reduceret til islamofobi.

Det gælder f.eks. burkaloven, som man sagtens med rette kan være særdeles kritisk over for. Men kan motivet for at gennemføre den alene beskrives som politisk drevet muslim-had hos et flertal i Folketinget? Det siger sig selv, at det er noget sludder. Rapportens konklusioner er udtryk for et ret ekstremt syn på virkeligheden i det danske samfund. Præcis som en Recep Tayyip Erdogan sikkert kunne ønske sig det.

TOM JENSEN