Vi skal bekæmpe racisme og beskytte ytringsfriheden på én gang

Vi skal ikke gøre Rasmus Paludan til martyr, men tværtimod udstille hans – og alle andres – klart racistiske og islamofobiske holdninger.

»Det kommende folketingsvalg nærmer sig, og spørgsmålet er allerede stillet: Hvad gør vi, hvis Rasmus Paludan eller andre kandidater kommer med klart ulovlige eller racistiske ytringer. TV 2 vil »reagere«, hvis en kandidat udtaler sig ulovligt, mens DR endnu ikke har taget stilling til, hvad man vil gøre,« skriver Jonas Christoffersen.  Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I et demokratisk samfund skal vi både kunne tolerere ytringer, vi er uenige i, og beskytte borgerne mod racisme. I en valgkamp er det politikernes og ikke studieværternes ansvar at stoppe racismen.

Rasmus Paludan har givet anledning til en enorm polarisering i den offentlige debat. Nogle ønsker en stærk beskyttelse af forsamlings- og ytringsfrihed, og andre foretrækker en stærk bekæmpelse af racisme og islamofobi. For mig er det ikke et enten/eller, men et både/og.