Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Rasmus Paludan er et simulacrum og en dæmonisk skuespiller

Baudrillard skrev engang, at formålet med Disneyland var at overbevise alle om, at resten af USA var virkeligt. Lige omvendt er det med Rasmus Paludan. Hans formål er at overbevise os allesammen om, at Danmark er et uvirkeligt mareridt. Han er et simulacrum og en dæmonisk skuespiller. Det så Baudrillard før alle andre.

»Herhjemme såvel som i USA og i resten af Europa stormer en sand troldehær ind i den politiske virkelighed, fra Trump og Grillo til Rasmus Paludan og Uwe Max. Deres magt over virkeligheden og vælgerne består i, at de har en model og et skuespil, som fænger. De spiller hovedrollen i skuespillersamfundet, og de spiller alle ud mod hinanden,« skriver Timme Bisgaard Munk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

I sidste årtusinde var jeg en spinkel rullekravebeklædt hipster, som skrev speciale om den franske filosof Jean Baudrillard. Det var meget ugleset dengang.

Jeg blev forfulgt overalt på universitetet for at tage mandens vrøvl og vanvid seriøst. Det var kun med nød og næppe, at universitetets gamle marxister gav mig et 11-tal. Baudrillard var og blev jo fransk filosofis sorte får. Modsat kulturmarxisten Pierre Bourdieu, hvis selvindlysende banaliteter alle elskede.

Siden dengang har den franske filosof været tabu på universitetet. Baudrillards dødssynd var, at han mente, at grænsen mellem fiktion og virkelighed var opløst. Til erstatning var kommet en ny hyperrealitet, hvor fiktionen blev en model for virkeligheden. Hvad der er mere sandt og virkeligt end nogensinde før.

Foto: Timme Bisgaard Munk.

Vi er i en ny hyperrealitet. Fiktionen er blevet virkelig, og virkeligheden er for alvor blevet fiktiv i virkeligheden. Modellen er blevet mere virkelig end den original, den skulle afbilde. Disse nye magtfulde modeller kaldte han simulacra.

I Ukraine har de netop valgt en komiker til præsident. For et år siden spillede han hovedrollen i en TV-serie om en mand, som bliver præsident efter en viral video. Målet med serien var at skabe en hype og et realityshow. Nu er hologrammet blevet til virkelighed. Modellen er blevet det originale.

»Herhjemme såvel som i USA og i resten af Europa stormer en sand troldehær ind i den politiske virkelighed, fra Trump og Grillo til Rasmus Paludan og Uwe Max.«


Samme tendens ses overalt i den nye medieformidlede virkelighed, hvor USAs præsident er en tidligere TV-stjerne, som spiller præsident. Eller er det en præsident, som spiller med i en TV-serie? TV-serien »House of Cards« tabte tydeligvis alle deres seere, da virkelighedens præsident tog alles opmærksomhed. Hvem var og er i virkeligheden den bedste præsident? Vi ved det ikke. Og vi finder aldrig ud af det.

Herhjemme såvel som i USA og i resten af Europa stormer en sand troldehær ind i den politiske virkelighed, fra Trump og Grillo til Rasmus Paludan og Uwe Max. Deres magt over virkeligheden og vælgerne består i, at de har en model og et skuespil, som fænger. De spiller hovedrollen i skuespillersamfundet, og de spiller alle ud mod hinanden.

Virkeligheden har modsat fiktionen den luksus, at den ikke skal adlyde sandsynlighedens love. Sådan er det også for de nye klovne. De adlyder og lytter kun til usandsynlig meget had. Hvordan er det dog sket? Svaret er koden i den nye medievirkelighed. Vores allesammens opmærksomhedsalgoritme søger kun efter det, Facebook-reklamefolk kalder engagement, hvilket blot er et teknisk udtryk for, hvad der vækker flest mulig følelser såsom vrede og kærlighed.

Den nye følsomhed for alt og alle er forklaringen på, hvorfor fremmedhad, identitetspolitik og kønskamp er det eneste, som har politisk energi. Det er derfor, fornuften og midten er kollapset. Tilbage står kun ren rød identitetspolitik, som ubetinget multikulturel kærlighed, og blå-sort identitetspolitik, som ren had og frygt. Alt andet er ligegyldigt, og alle andre spørgsmål er irrelevante. Vi er som samfund og mennesker i en psykisk regressiv fase, hvor de basale følelser af frygt, kærlighed og vrede fylder alt. Det er et tab af en virkelighed og et fællesskab.

Baudrillard skrev engang, at formålet med Disneyland var at overbevise alle om, at resten af USA var virkeligt. Lige omvendt er det med Rasmus Paludan. Hans formål er at overbevise os allesammen om, at Danmark er et uvirkeligt mareridt. Han er et simulacrum og en dæmonisk skuespiller. Det så Baudrillard før alle andre.