Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Drop den blinde moraliseren i au pair-debatten

Der er gode grunde til, at en del danske familier tyer til au pair-ordningen. Det bør politikerne forstå, inden de med forhastede indgreb risikerer at slå ordningen ihjel. Det kommer der ikke noget godt ud af for nogen. Ikke for de unge filippinske kvinder, som kommer hertil. Eller for de travle danske børnefamilier, som i dag gør brug af ordningen.

Politikerne gør klogt i ikke at tage brillerne med tunnelsyn på, inden de griber ind og detailregulerer mere - eventuelt på en måde, der i praksis vil tage livet af au pair-ordningen, som vi kender den. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Vi danskere bryster os ofte af vores velfærdssamfund. Det har bestemt sine fordele: Hvad der f.eks. i situationen føles som gratis skolegang, uddannelse og ældrepleje.

Men af og til overser man dets ulemper, hvilket ugens ophedede au pair-debat blotlagde. Den konkrete virkelighed for mange danske familier er således: De betaler en verdenshistorisk, tårnhøj skat til det offentlige. Derfor er det sådan i de fleste familier, at både mor og far er på arbejdsmarkedet på fuld tid. I ledelsesjob ofte mere end det. Hvilket hos en del udløser behov for hjælp med det praktiske og børnepasning i hjemmet. Her sluttes cirklen: Denne hjælp er frygteligt bekostelig for selv en godt lønnet dansk familie. For mange udover det mulige. For enlige mødre og fædre i endnu højere grad.

Altså tyer nogle til de løsninger, der dog findes. Herunder en au pair-ordning, som betyder at især yngre filippinske kvinder kommer til Danmark.

Når debatten om au pair-ordningen alligevel i denne uge blev så voldsom, som tilfældet var, skyldes det givetvis, at den – til trods for, at der er tale om en helt legal og fuldt lovreguleret ordning – for nogen forbindes med udnyttelse af fattig arbejdskraft fra den tredje verden. Oven i købet ofte hos relativt velbeslåede danske familier. Ordningen er oprettet som kulturudveksling, men rækker i praksis ud over det. Og så har der været historier om misbrug af au pair-ordningen og af tilrejste au pairer. Det sidste må samfundet skride konsekvent ind over for, når det konstateres.

Altsammen har fået udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye til at varsle et indgreb mod au pair-ordningen. Den er blevet justeret løbende over de seneste år, forholdene er blevet forbedret, familierne betaler mere – også til danskundervisning. Men naturligvis er det legitimt igen at se på, om forholdene for de tilrejste au pairer gode nok.

Men på dette område som på alle andre gør politikerne klogt i ikke at tage brillerne med tunnelsyn på, inden de griber ind og detailregulerer mere – eventuelt på en måde, der i praksis vil tage livet af au pair-ordningen, som vi kender den.

»Faktisk ville der ikke være nogen tabere, hvis man i én øvelse forbedrede aupairordningen og sænkede topskatten mærkbart.«


Det er så let at lynregulere med den hurtige forargelse som drivkraft, men med følger ude i den virkelige verden, der ikke rigtig gavner nogen.

For de au pairer, der kommer hertil, er alternativet ikke ansættelse på almindelige overenskomstvilkår i danske familier. Smuldrer au pair-ordningen, kommer de i fremtiden slet ikke til Danmark, men må leve i fortsat fattigdom i hjemlandet. Eller påtage sig arbejde på ægte, slavelignende vilkår f.eks. i Mellemøsten.

Dertil kommer grundspørgsmålet om rammerne for helt normale, travle danske børnefamilier, hvor givetvis især en del kvinder ser au pair-ordningen som en mulighed for at magte såvel jobbet som nærværet med deres børn. En analyse fra de økonomiske vismænd fra 2018 viste derudover, at en sænkning af topskatten ville få især kvinder til at arbejde mere. Altså er der en sandsynlig sammenhæng mellem familiernes vilkår og kvinders lyst til at påtage sig mere arbejde, herunder lederjob.

Faktisk ville der ikke være nogen tabere, hvis man i én øvelse forbedrede au pair-ordningen og sænkede topskatten mærkbart. Det ville være godt for dem, der er her som au pairer. For danske kvinder med leder-aspirationer og travle familier i det hele taget. Og det samlede arbejdsudbud ville stige.

Det er der mere perspektiv i end et blindt moraliserende indgreb, der blot vil fastholde travle familier yderligere i det højtbeskattede velfærdssamfunds økonomiske jerngreb, lukke døren til Danmark for filippinske au pairer, skabe grobund for et endnu større, sort servicemarked ude på villavejene – og ja, i den konkrete virkelighed, modvirke ligestillingen.

TOM JENSEN