Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det store spørgsmål er: Bliver Danmark muligt at regere efter valget?

Danmark står over for den mest uforudsigelige valgkamp i årtier med opbrud i begge blokke og ekstrem politik på stemmesedlen.

Om normalen skifter tilbage igen efter det folketingsvalg, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har indstillet til Dronningen at udskrive til afholdelse på selve Grundlovsdag 5. juni, ved naturligvis ingen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I 14 ud af de seneste 18 år har Danmark haft borgerligt ledede regeringer. Det kan man godt tillade sig at kalde en æra i et land, hvor normalen i årtierne efter Anden Verdenskrig var socialdemokratiske regeringer.

Om normalen skifter tilbage igen efter det folketingsvalg, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har indstillet til Dronningen at udskrive til afholdelse på selve Grundlovsdag 5. juni, ved naturligvis ingen. Mange vælgere har endnu ikke afgjort, hvor de vil placere deres stemme, og en lang, hård og udmattende valgkamp kan bevæge sig i mange uforudsigelige retninger. Ikke mindst denne gang.

Men det er udtryk for realisme at konstatere, at Løkke skal hive et af sine velkendte mirakler op af lommen for at blive siddende som statsminister. Rød blok – eller resterne af den, forstået som de partier der til syvende og sidst forventes at pege på Mette Frederiksen som statsminister – fører stort i meningsmålingerne, der de seneste måneder ikke har budt på mange gode nyheder for den borgerlige regering.

Samtidig har feltet af partier med senest Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs’ noget overrumplende tilkomst udviklet sig til et ekstraordinært mareridt for det borgerlige Danmark. Ikke kun fordi valgkampen kan frygtes at udarte til noget nær et freakshow. Men også fordi de mange partier kan ende med et historisk stort stemmespild i den borgerlige lejr. Hvis man da med nogen rimelighed kan placere eksempelvis en Rasmus Paludan i en sådan. Snarere udgør han sin helt egen bekymrende ekstremisme i dansk politik, og en eventuelt fortsættende borgerlig regering bør ikke bygge sin eksistens på hans racistiske og etno-nationalistiske stemmer, skulle Stram Kurs blive valgt ind.

Blandt de ansvarlige partier har den seneste valgperiode budt på bevægelser, der ligeledes pegede i retning af et opbrud i dansk politik. På et tidspunkt så det ud som om, at Dansk Folkeparti og dets leder, Kristian Thulesen-Dahl, var i fuldt firspring på vej i seng med Mette Frederiksens socialdemokrater. Blodrøde tal i meningsmålingerne har dog de seneste måneder fået DF til at vende interessen tilbage mod blå blok.

»Det har ikke været let at være borgerlig de seneste fire år. Ej heller borgerlig ved magten. Måske er en æra faktisk ved at rinde ud. Vi får se. «


Det har været en fælles interesse for VLAK-regeringen og DF at lukke en stribe aftaler, der kunne signalere borgerligt sammenhold. Senest aftalen om seniorførtidspensionen, hvor man opsigtsvækkende nok fik de Radikale med ombord i en slags omvendt miniversion af efterlønsreformaftalen fra 2011.

Forliget har indlysende haft det sigte at lukke endnu en flanke i forhold til en rød blok, hvor overbudspolitikken hærger i alle retninger. Socialdemokratiet nægter at konkretisere sine pensionsplaner og har adopteret en økonomisk politik á la Anker Jørgensen. SF har genindtaget pladsen som et socialdemokrati, der bare vil bruge endnu flere af skatteborgernes penge. Enhedslisten stiller ultimative krav om at gøre op med den økonomiske politik, der over de seneste 35 år har reddet Danmarks økonomi og velfærd. Og Alternativet … tja, det er et helt kapitel for sig selv. Oven i det er der det radikale ultimatum på udlændingeområdet.

Det har ikke været let at være borgerlig de seneste fire år. Ej heller borgerlig ved magten. Måske er en æra faktisk ved at rinde ud. Vi får se. Det store spørgsmål er imidlertid, om Danmark bliver muligt at regere effektivt efter valget. At de borgerlige skulle blive afløst af en handlekraftig socialdemokratisk ledet regering er således mere end tvivlsomt. Mon ikke valgkampen også vil komme til at afsløre det?

TOM JENSEN