De fleste havde opgivet tanken om valgudskrivelse i denne omgang, da mandag blev til tirsdag, uden at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde udskrevet folketingsvalg.
Men midt under en debat i folketingssalen tirsdag eftermiddag om lønsumsafgiften, hvor Enhedslistens Søren Søndergaard stod på talerstolen, overrakte statsministeren et stykke papir til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), med de i dansk politik så berømte ord:
»Anmodning om udtalelse af særlig karakter.«
I løbet af få minutter stod det herefter klart, at danskerne skal stemme til folketingsvalg på grundlovsdag 5. juni – halvanden uge efter det allerede programsatte valg til Europa-Parlamentet.
Meget er på spil, må man forstå på Lars Løkke Rasmussen.
»Hvem vil vi være? Hvad vil vi kendes for? Jeg er ikke i tvivl. Vi har vundet al vores velstand i et åbent og positivt samspil med resten af verden, og det skal vi holde fast i, mens vi passer på os selv og hinanden,« sagde han fra talerstolen og fortsatte:
»Samtidig giver en lang folketingsvalgkamp os god tid til at debattere partierne imellem, statsministerkandidaterne imellem, så danskerne får et klart billede af, hvem der er bedst til at lede Danmark.«
Dramatisk valg
Folketingsvalget år 2019 bliver ikke nogen normal øvelse.
Er du i tvivl, kan du bare prøve at se det hele lidt fra oven:
Der er 13 partier på stemmesedlen.
Der er seks, der har meldt sig som mulige statsministerkandidater.
Den siddende regering vil gerne genvælges – men dens magtfulde støtteparti, Dansk Folkeparti, vil have Liberal Alliance smidt ud for selv at træde ind.
Hvilket måske ikke engang bliver til noget, fordi de nye partier, Nye Borgerlige og Stram Kurs, truer med ikke at ville pege på Lars Løkke Rasmussen, medmindre hårde krav til udlændingepolitikken bliver indfriet.
På den anden side af midten går S-formand Mette Frederiksen til valg på at danne regering alene.
Kigger man nærmere på hendes mulige støttepartier, så peger Alternativets formand, Uffe Elbæk, på sig selv.
Enhedslisten ser hellere en anden statsminister end Frederiksen.
Og Radikale Venstre har gjort det klart, at partiet aktivt vil blokere for, at Socialdemokratiet kan danne regering, medmindre partiet får indrømmelser – også på udlændingepolitikken.
»Det hele er meget uforudsigeligt. Vi ser et politisk system i opbrud. Hvor de gamle samarbejdsrelationer er under pres, og hvor nye muligheder byder sig til. Nu mangler vi at se, om partierne slår til,« som valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager beskriver det.
Hans Engell, der er politisk kommentator, og som tidligere har været aktiv i toppolitik, er enig.
»Vi befinder os i en meget speciel situation. Vi kan ikke gå tilbage i nyere historie og sige, at her har vi en situation, der minder om den, vi står i nu,« siger han.
Meget på spil
Ifølge Engell er den nuværende situation speciel, fordi det politiske spil er præget af mange oprør, mange ultimative krav og meget ustabilitet – men alt sammen i en tid, hvor det egentlig går godt i Danmark.
»Når vi tidligere har haft de meget spændende og besværlige opgør, har det været i en situation, hvor Danmark var under pres. Men det er vi ikke i dag. Det går godt på mange ledder og kanter – og de udfordringer, der er, er partierne forbløffende enige om løsningen på,« siger han.
Hans Engell mener derfor også, at det er et valg, hvor der rent demokratisk er meget på spil, fordi mange af partierne møder vælgerne med et løfte om, at de vil stille ultimative krav på det ene eller andet område for at levere noget, der ikke tidligere har kunnet leveres i samme omfang.
»Men på forhånd kan man sige, at det med al sandsynlighed ikke bliver til noget. Uffe Elbæk bliver ikke statsminister. Nye Borgerlige får ikke regeringen til at melde Danmark ud af alverdens konventioner. Det er mest af alt krav, der er designet til at trænge igennem mediemuren. Men det kommer i en tid, hvor politikernes troværdighed er meget, meget lav – og det kan blive forstærket,« vurderer Hans Engell, som kalder partiernes ageren for »helt uforståelig«.
»I ønsket om at gøre sig interessant kommer man med nogle krav, som man på forhånd ved, at man ikke kan levere. Der er nærmest gået sport i det,« siger Engell.
Ved de seneste valg har en ofte fremført analyse været, at udlændingepolitikken har spillet en afgørende rolle. Ifølge Rune Stubager er det dog yderst svært at spå om, hvad der bliver afgørende denne gang.
»Det bliver formentlig et meget tæt valg, og det vil sikkert ikke være mange stemmer, der skal flyttes, og på hvert enkelt emne kan man så sige, at havde det været lidt anderledes, så var balancen tippet,« siger han.
Et andet spørgsmål er, hvor meget politikernes person vil komme til at betyde. Ved sidste valgkamp i 2015 spillede Socialdemokratiet med statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen hårdt på de personlige forskelle mellem hende selv og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.
Noget, der blandt andet skyldtes, at Løkke havde været voldsomt martret af flere dårlige sager.
Efterfølgende konkluderede valgforskningen, at Venstre havde tabt tusindvis af stemmer på den konto.
Ved dette valg er det mere usikkert, om det vil spille den samme rolle, mener Rune Stubager.
»Sidst var Lars Løkke en meget solid klods om benet på sit eget parti, og derfor spillede Socialdemokratiet benhårdt på det personlige element. Jeg ved ikke, om de tør gentage det denne gang, for der er noget, der tyder på, at Løkke har halet noget af det tabte ind igen,« siger han.
Vanskeligt uanset hvad
På Christiansborg har de seneste år været præget af meget uro, hvor partierne på skift har trukket overskrifter med ultimative krav. En situation, der kan gøre det oplagt at trække paralleller til andre dramatiske opbrudstider i den politiske historie – eksempelvis det berømte jordskredsvalg i 1973.
Ifølge Rune Stubager skal man dog holde tungen lige i munden. Jordskredsvalget var nemlig kendetegnet ved, at voldsomt mange vælgere flyttede deres stemme, at de gamle magtpartier blev stækket voldsomt, og at flere nye partier stormede ind i Folketinget.
Om dette valg ender med samme snit, eller om historien snarere vil være, at det er de »parlamentariske samarbejdsrelationer på Christiansborg, der er i opbrud«, er stadig uvist.
Uanset hvad resultatet bliver, er det dog højst sandsynligt, at der venter omskiftelige og til tider ustabile tider, også på den anden side af valgdagen, tror Rune Stubager.
»På begge fløje er der vanskeligheder, som kan betyde, at uanset hvilken regering vi får, så bliver det næppe en regering, der bare får en nem gang på jorden. Det må vi imødese. Alene regeringsforhandlingerne kan blive mere besværlige, end vi har været vant til – men det er kun begyndelsen, og så venter de største besværligheder, når regeringen er dannet,« vurderer valgforskeren.
Tilbage i folketingssalen takkede Lars Løkke Rasmussen »mine kolleger her i folketingssalen«.
»Tak for konstruktivt samarbejde. De seneste fire år har min regering lavet aftaler med alle i Folketinget,« sagde han og tilføjede:
»Tak for de mange gode stunder.«
Hvorefter folketingsformand Pia Kjærsgaard gjorde det klart for de tilstedeværende i salen, at man gerne måtte klappe.
Og til takterne af klapsalver blev valgkampen officielt skudt i gang.
