Det er alt for let at glemme, hvad frihed er værd

Lad os tænde lys i vinduerne i aften og mindes de mennesker, som under Anden Verdenskrig valgte at stille sig på frihedens og demokratiets side.

 
Det er 75 år siden, Danmark blev befriet. Se klip fra de historiske døgn her. Video: DFI, redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere

9. april 1940 blev Danmark udsat for en national katastrofe, som varede i fem år. Efter årtiers neutralitetspolitik og uvilje til at investere i landets forsvar mistede Danmark i løbet af få timer sin selvstændighed.

Samarbejdspolitikken blev indledt, hvor et reduceret nøddemokrati forsøgte at forhandle sig til rette med besættelsesmagten. Det føltes for mange som den eneste mulighed i begyndelsen, men realiteten gik efterhånden op for flere og flere: Danmark var reduceret til at være en pacificeret leverandør til den tyske krigsmaskine. Og selv om samarbejdet med Nazityskland utvivlsomt skånede landet, var det ubærligt for nogle at se, at Danmark overlod kampen til andre.

Det var mennesker som Jørgen Kieler, der afskyede nazismen og følte en »uendelig sorg og stor skam« over, at »Danmark i realiteten havde overgivet sig uden modstand«. Kieler gik ind i den borgerlige modstandsgruppe Holger Danske ud fra en etisk overbevisning om, at det var nødvendigt at gribe til våben for at skabe en modvægt til samarbejdspolitikken. Han endte selv i tysk krigsfangenskab.

»Danmarks voksende bidrag til den tyske krigsmaskine i form af industriprodukter, reparationsarbejder og transport var et bidrag til en forbryderisk krig,« skrev han i en erindringsbog, som er led i en kommende udstilling på Frihedsmuseet.

Der var heldigvis titusinder af andre, der traf samme valg om at gå ind i modstandskampen. Hele 85.000 ifølge en opgørelse fra Frihedsmuseet.

Der var kommunister, som fulgte deres partilinje og kæmpede for både Danmark og deres egen forståelse af demokrati. Der var aldeles upolitiske danskere, som ikke kunne udholde tanken om deportationer af jøder og hjalp dem med at flygte over til Sverige i oktober 1943. Og der var 6.300 danske søfolk, som efter Besættelsen valgte at blive på havet og sejle for de allierede.

En af dem hed Anders Hansen, og han skrev hjem i et brev til sin kone, som er citeret i bogen »Breve fra Anders« fra 2012: »Jeg nærer maaske ikke stort mere Sympati for England end for Tyskland; men for mig er Tyskland af i Dag, Had, Løgn, Ondskab og Ødelæggelse af al Kultur, af alle Menneskerettigheder, af al Frihed.«

Det var danskere, som valgte side. De nægtede at bøje nakken. De nægtede at nøjes med at redde, hvad reddes kan. De satte i stedet livet på spil og leverede dermed deres bidrag til et verdenshistorisk opgør mellem demokratier og det totalitære helvede.

»Når vi for øjeblikket mærker et lille tab af frihed, fordi en virus tvinger os til en vis isolation, må vi tænke på, at der var mennesker før os, der led afsavn og bragte ofre langt større, end hvad vi i dag må tåle.«


Deres indsats må vi i dag lade os inspirere af. Vi må aldrig igen lade Danmark stå så forsvarsløs mod udefrakommende trusler, som landet gjorde i 1940. Vi må selv investere i vores nationale forsvar og beredskab. Vi skal pleje vores alliancer i NATO og EU, og vi skal blive ved med at forsvare demokrati og menneskerettigheder både herhjemme og i resten af verden.

Det er alt for let at glemme, hvor meget vores frihed er værd. Når vi for øjeblikket mærker et lille tab af frihed, fordi en virus tvinger os til en vis isolation, må vi tænke på, at der var mennesker før os, der led afsavn og bragte ofre langt større, end hvad vi i dag må tåle.

Når vi i aften sætter lys i vores vinduer og fejrer 75-året for Danmarks befrielse, kan vi sende en tak til de danskere, som under Anden Verdenskrig satte sig op imod barbariet. De viste vejen. Æret være deres minde.

PIERRE COLLIGNON