Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Danske Regioners totale rygeforbud er en farlig glidebane

Når man ikke længere kan ryge en cigaret på egen matrikel i løbet af en hjemmearbejdsdag, er grænsen nået. Vi har ret til at leve vores liv, som vi selv ønsker – også når det indbefatter usunde valg.

Det skaber en farlig præcedens at forbyde folk at ryge i arbejdstiden - endda i pauser eller hvis man arbejder hjemmefra. Hvis en offentlig arbejdsgiver med henvisning til folkesundheden kan blande sig i, hvad der foregår i folks private hjem, hvornår stopper det så? Man kunne jo snildt forbyde folk med et BMI over 25 at spise wienerbrød i arbejdstiden, ligesom man kunne udstyre alle ansatte med en skridttæller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der arbejder knap 140.000 mennesker i landets fem regioner. Det er blandt andet sygeplejersker, læger, sekretærer, akademikere og social- og sundhedsassistenter – voksne ansvarlige mennesker med fornuft og begavelse, må man gå ud fra.

Sådan ser man dog ikke på det i Danske Regioners bestyrelse. Her har man netop besluttet at indføre et totalforbud mod rygning i arbejdstiden fra 2020, hvilket skal tages helt bogstaveligt: Arbejder man fra kl. 8 til kl. 16, må man ikke under nogen omstændigheder tænde en smøg i det tidsrum – heller ikke selvom man er udenfor i sin pause og går langt væk fra arbejdspladsen, heller ikke selvom man går på gaden på vej fra ét sted til et andet og heller ikke selvom man har en hjemmearbejdsdag og befinder sig på egen matrikel.

Begrundelsen? Folkesundheden! De stakkels rygere skal reddes fra sig selv, for de er åbenbart ikke i stand til at overskue konsekvenserne af deres egne valg.

»Vi vil gerne have, at folkesundheden bliver forbedret og ikke mindst blandt vores egne medarbejdere,« har Ulla Astman, som er socialdemokratisk næstformand i Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Nordjylland, sagt om den nye beslutning.

Det er endnu uklart, hvilke sanktioner en overtrædelse af forbuddet vil medføre, ligesom der ikke umiddelbart vil være tale om rigid kontrol af for eksempel en hjemmearbejdsplads.

Alligevel er Danske Regioners totalforbud imod rygning en farlig glidebane, for hvis en offentlig arbejdsgiver med henvisning til folkesundheden kan blande sig i, hvad der foregår i folks private hjem, hvornår stopper det så? Man kunne jo snildt forbyde folk med et BMI over 25 at spise wienerbrød i arbejdstiden, ligesom man kunne udstyre alle ansatte med en skridttæller.

Rygning adskiller sig naturligvis fra andre usunde valg, idet passiv rygning kan skade andre mennesker. Derfor er både rygeregler og hensynsfuld rygning bestemt på sin plads. Det er også sådan, at mange rygere selv har et ønske om at stoppe – hele 75 procent af rygerne vil gerne holde op med at ryge.

Det betyder bare også, at 25 procent af rygerne ikke ønsker at stoppe. Ingen kan være i tvivl om, hvor sundhedsskadeligt rygning er, så for disse mennesker er der tale om et frit valg, der er truffet med åbne øjne. Nogle rygere accepterer simpelthen risikoen, fordi røgen giver dem livskvalitet.

Det er den slags individuelle valg og denne uperfekthed, der gør os til mennesker, og vores frie valg fortjener respekt.

Så er der selvsagt et økonomisk aspekt. Tobak er allerede i dag pålagt meget høje afgifter, og rygerne betaler ad den vej over syv milliarder kroner hvert år for deres belastning af sundhedssystemet. Man kunne bestemt også overveje at hæve afgifterne yderligere.

Men vi må passe på ikke at pålægge rygerne et særligt økonomisk ansvar for deres livsstil, for hvad så med andre grupper af borgere, som træffer valg, der øger risikoen for sygdom og skader?

AMALIE LYHNE