Carla Sands skader USAs renommé

USAs ambassadør i København, Carla Sands, har bragt Danmarks varmeste støtter af USA i forlegenhed ved at sige nej til at invitere en Trump-kritisk forsker.

 
ccc

Da præsident Reagan holdt sin sidste tale for den amerikanske nation, vendte han tilbage til en af sine yndlingsmetaforer: USA skulle være »the shining city upon a hill« – den lysende by på bjerget, som kunne lede og inspirere resten af verden. USA skulle blive ved med at kæmpe for frihed, ude og hjemme.

Ronald Reagans ord faldt i januar 1989, og det føles som lang tid siden. Vi har også i dag en republikansk præsident i Det Hvide Hus, men hvor Reagan aldrig tvivlede på behovet for amerikansk engagement i verden, er Donald Trump blevet valgt på en »America First«-devise, som vi dagligt ser nye, negative følger af. Senest så vi det ske i København i løbet af weekenden.

Ronald Reagans afskedstale 11. januar 1989:

Her kom det frem, at Atlantsammenslutningen måtte aflyse en konference om NATO, som skulle have været afholdt i samarbejde med den amerikanske ambassade i København. Årsagen var den penible, at USAs ambassadør i København, Carla Sands, ikke kunne lide en af de talere, som var inviteret. Stanley R. Sloan er en anerkendt stemme i debatter om den vestlige forsvarsalliance, men han er også en åben kritiker af Trumps udenrigspolitik, og det huede ikke Carla Sands.

Da ambassaden nedlagde veto mod Sloan, var der ikke andet at gøre end at trække invitationen tilbage og aflyse hele konferencen. Atlantsammenslutningen er født med det formål at oplyse om NATO og styrke samarbejdet over Atlanten. Organisationen er også finansieret over finansloven, men det betyder ikke, at politisk kontrol er acceptabelt. Tværtimod skal Atlantsammenslutningen arbejde i den danske tradition for folkeoplysning og stå for åbne debatter og bredde i sit arbejde.

Derfor kan Atlantsammenslutningen ikke tåle at deltage i en politisk censurering af en talerliste. Carla Sands burde forstå, at den amerikanske ambassade heller ikke kan tåle at blive kendt for politisk censur.

Det er åbenlyst, at Stanley R. Sloan støtter Demokraterne i amerikansk politik lige nu. Følger man hans Twitter-konto, er den fyldt med indhold fra demokratiske politikere, som hamrer løs på Trump. Der er en nylig kampagnevideo fra Demokraternes favoritkandidat til næste års præsidentvalg, Joe Biden, hvor Trumps internationale anseelse latterliggøres. Og der er tweet på tweet om, at den demokratiske rigsretsundersøgelse mod Trump har afsløret magtmisbrug fra præsidentens side.

»Der skal mere end økonomisk og militær styrke til for, at USA bevarer sin magt. USA skal også udvide moralsk lederskab.«


Kløften mellem Sloan og Sands er et billede på den polarisering, som præger USA i Trump-æraen. Sloan repræsenterer en internationalistisk position i den amerikanske debat, som tidligere var mainstream i begge USAs to store partier, men nu er han blevet suget ind i den store stammekrig for og imod Trump, selv om han arbejder for Atlantic Council, som er kendt for at tiltrække støtte fra begge af USAs to store partier.

Det er trist, at den politiske splittelse i USA får afsmittende virkning på forholdet til landets allierede.

I stedet for at modsætte sig invitationen til Sloan burde Carla Sands have hilst debatten med ham velkommen. Hun burde have demonstreret, at hun ikke vil reducere amerikansk diplomati til partipolitik, og at hun som det mest naturlige i verden vil forsvare den frie udveksling af ideer.

Det er den ånd af frihed og respekt for demokratiske værdier, der kan gøre USA til den lysende by på bjerget, som Reagan talte om. Der skal mere end økonomisk og militær styrke til for, at USA bevarer sin magt. USA skal også udvise moralsk lederskab.

PIERRE COLLIGNON