Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Brexit er en lære i, at EU kan styrke nationalstater

Theresa May er fanget i en Brexit-blindgyde. Hendes vej derind siger noget om, hvordan EU giver nationalstater styrke.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, lytter til oppositionsleder Jeremy Corbyn, efter at hun mandag har fremlagt sin plan B for en Brexit-aftale i Parlamentet. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO / Ritzau Scanpix

Den britiske premierminister, Theresa May, er kørt fast. Sidste uge blev den skilsmisseaftale, som hun har forhandlet på plads med EU, stemt ned af et massivt flertal i det britiske parlament. Nu kæmper May videre for sin aftale, men da hun mandag skulle fremlægge en ny vej frem, var der reelt intet nyt.

Theresa May bruger tydeligvis risikoen for en »hård« udgang af EU for Storbritannien 29. marts som pressionsmiddel. Nedtællingen blev sat i gang, da May udløste EUs artikel 50-udgangsprocedure for snart to år siden, og hun håber i sidste øjeblik at få nok af sine kritikere til at makke ret af frygt for det kaos og de økonomiske tab, som vil følge med, hvis Storbritannien ikke har en aftale på plads.

Den strategi er alt for risikabel, og derfor vil det være godt nyt, hvis et flertal i det britiske parlament vil vedtage, at Storbritannien skal bede om en udsættelse af den formelle udtræden af EU, hvis en aftale ikke er landet. Kommer vi dertil, bør EU gå langt for at give vores britiske venner mere tid til at finde ud af, hvad de vil.

Mens vi venter på, at tågen letter i London, kan man tænke over, hvordan vi er kommet så vidt. Det afgørende problem er nu som før, hvad der skal ske på grænsen mellem Nordirland og Irland i fremtiden. Her kræver EU en garanti for, at der ikke genindføres grænsekontrol på den irske ø.

Det ville nemlig være i strid med Langfredagsaftalen fra 1998, der afsluttede årtiers vold mellem nordirske katolikker og protestanter. Derfor er der i aftalen med May indskrevet et backstop, der ultimativt kan betyde, at Nordirland forbliver i en toldunion med det øvrige EU – en mekanik, som har fået britiske konservative og nordirske unionister til at se rødt.

Hen over weekenden forlød det fra kilder tæt på den britiske premierminister, at May ville forsøge at komme ud af den fastlåste strid gennem en direkte forhandling med den irske regering. Svaret fra Dublin kom prompte: nej tak. »Irland forhandler som del af en gruppe på 27 europæiske nationer,« sagde en talsmand for den irske regering.

Det er sagen i en nøddeskal. EU-landene forsvarer på naturligste vis et medlemslands interesser i en konflikt med en tredjepart. Mandag syntes Polen at afvige fra den fælles linje, men EUs chefforhandler Michel Barnier holdt fast i, at de 27 EU-lande ikke vil risikere at udvande det omstridte backstop.

For Irlands vedkommende viser Brexit-striden, at medlemskabet af EU har styrket landets suverænitet. Ivan Rogers, tidligere EU-ambassadør for Storbritannien, har ligefrem peget på, at det er første gang i »historien af engelsk-irske forhandlinger«, at London ikke har stået som den stærkeste part i forhandlingerne.

Debatter om EU har ofte fokus på et muligt tab af suverænitet, når et medlemsland bliver stemt ned, eller en dom fra EU-Domstolen går et medlemsland imod. De tilfælde findes skam, men generelt bliver et lands evne til at påvirke verden omkring sig snarere styrket end svækket af EU-medlemskabet.

Tænk bare på, hvor langt Danmark ville komme med at kæmpe for klima, frihandel og menneskerettigheder på egen hånd. Senest har Danmark været med til at sikre vedtagelse af EU-sanktioner mod Iran som svar på et planlagt iransk attentat på dansk jord. Her var det tydeligt, at Danmark både havde indflydelse internt i EU – og fik en stærkere stemme på verdensscenen takket være EU.

PIERRE COLLIGNON