På vej fra München til Rwanda har Lars Løkke Rasmussen (M) gjort sig store tanker om verden, Europa og Danmark på LinkedIn.

Blandt de store tanker lyder det lidt henkastet: »og et skifte fra skattefrie ejendomsgevinster til lavere skat på arbejde«.

Ejendomsgevinster i Danmark er skattepligtige dog med en undtagelse i form af »parcelhusreglen«, hvis ejeren har anvendt ejendommen som bolig. Derfor må det være gevinster ved salg af bolig, Lars Løkke har i tankerne, og der må være tale om en øget beskatning af boliger, så det kan medføre lavere skat på arbejde.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på linkedin

Lars Løkke vil reformere boligbeskatningen samtidig med, at den seneste boligskattereform stadig sender chokbølger i form af fejlbehæftede og forsinkede vurderinger.

Når – måske snarere hvis – vurderingerne engang kommer på plads, vil det stadig tage lang tid, før reformen er slået fuldt igennem. De nuværende ejere får skatterabat, så længe de bliver boende. Det er kun nye ejere, der får fuld »glæde« af reformen.

Boligerne har indtil nu været underkastet løbende beskatning i form af grundskyld og ejendomsværdiskat. De Økonomiske Vismænd har tidligere overbevisende argumenteret for, at en løbende beskatning er at foretrække for en beskatning af gevinst ved salg.

Det er uklart, om Lars Løkke vil erstatte den løbende boligbeskatning med en skat på gevinst ved salg eller, han vil have begge dele. Hvis Løkke vil beskatte boligen både løbende og ved salg, bliver det eldorado for politikere, der hele tiden søger nye skatteindtægter, men et mareridt for boligejerne.

Uanset hvad, så åbner en beskatning af gevinst ved salg op for et administrativt mareridt. Hvordan skal gevinsten beregnes? Den stigning, der alene skyldes inflation, skal vel trækkes fra? Udgifter til vedligeholdelse og forbedringer bør også trækkes fra?

Skal skatten betales ved hvert salg, eller kan skatten, som i Sverige, udsættes, til man helt forlader ejerboligmarkedet? Den første løsning vil alvorligt hæmme mobiliteten på boligmarkedet, den anden løsning vil udskyde provenugevinsten til en ret fjern fremtid.

Der bliver noget at holde styr på. Det kræver helt sikkert nye it-systemer. Men det kan de dygtige folk bag udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem nok klare i en håndevending?

Det er fornuftigt, at Løkke vil sænke skatten på arbejde, selv om det kan overraske, at den idé kommer fra manden bag top-topskatten, som hævede skatten for de allermest arbejdsomme og produktive lønmodtagere.

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.

Det er lidt fantasiløst, at Løkke kun kan finde finansieringen til at lette skatten på arbejde ved at hæve andre skatter. Det ville være mere respektabelt, hvis Løkke præsenterede forslag til besparelser i den forvoksede offentlige sektor.

Her kniber det åbenbart med store tanker. Det burde ellers være en overkommelig opgave. Her er et par aktuelle ideer:

Lidt skarpere prioritering af udviklingsbistanden kan spare milliarder, som foreslået af Venstre. Overførselsindkomsterne kan stadig reformeres. Ved at gøre som Sverige, kan der spares på førtidspensionen.

Så er der også det store effektiviseringspotentiale i den offentlige servicesektor.

Lavere skat på arbejde kan finansieres med reformer og effektiviseringer i den offentlige sektor.

Skab ikke usikkerhed om boligbeskatningen, og da slet ikke før den igangværende reform er på plads. Det er angstprovokerende hos boligejerne.

OLE P. KRISTENSEN

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

Dagens "Lyt til Berlingske" starter med historien om den islamiske organisation Det Muslimske Broderskab og organisationens hidtil ubelyste forbindelser i Danmark. Dernæst dykker vi ned i et af tidens mest eksplosive politiske emner - udenlandsk arbejdskraft. I en kommentar analyserer Thomas Bernt Henriksen dilemmaet, som både erhvervslivet og Socialdemokratiet balancerer på kanten af. Og til sidst tager vi på boligfremvisning i Rødovre, hvor Berlingske undersøger, om man stadig kan finde værdi for pengene i hovedstadsområdet. Dagens historier er udvalgt af Berlingskes nyhedschef, Peter Burhøi.  Oplæser: Caroline Toft Baunkjær. Producer: Frederik Riis-Jacobsen