Venstre vil sænke udviklingsbistanden fra 0,7 procent af bruttonationalindkomst (bni) til 0,5 procent.

Det vil ifølge partiets beregninger frigive i omegnen af 6,5 milliarder kroner.

Forslaget kommer fra partiets formand, Troels Lund Poulsen, der fortæller om planerne i et interview med Berlingske.

- Vi står i en situation, hvor vi ikke bare kan gøre, hvad vi er vant til. Det er nødvendigt at omprioritere udviklingsbistanden, fordi vi gerne vil investere mere i velfærden - også mere end det, det demografiske træk lægger beslag på, siger Troels Lund Poulsen til mediet.

Han tilføjer, at Danmark desuden ser ind i yderligere udgifter i forhold til sikkerhed.

Troels Lund Poulsen slår fast, at der ikke skal skæres i den del af udviklingsbistanden, der går til Ukraine.

- Men vi har masser af bilaterale partnerskabsaftaler med lande, programsamarbejdslande og multilaterale organisationer, vi støtter. Det kan være en bred vifte af ting, som vi kommer til at prioritere anderledes, siger formanden i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Ifølge Berlingske har Danmark i 2026 afsat 23,1 milliard kroner til udviklingsbistanden. Det gør Danmark til et af fire lande, der lever op til FN's målsætning om at bruge 0,7 procent af bni.

Men det kan forslaget fra Venstre altså ændre på.

- Vi kommer fortsat til at gå allerforrest i kampen for en bedre og sikrere verden, siger Troels Lund i et skriftligt svar til Ritzau og fortsætter:

- For det er vigtigt at understrege, at selv når vi sænker udviklingsbistanden til 0,5 procent af BNI, så vil Danmark fortsat ligge i top-8 over de lande i verden, som bidrager mest til udviklingslandene.

I sommer skrev Venstre sammen med de andre regeringspartier, Socialdemokratiet og Moderaterne, og en række partier under på at holde fast i FN's målsætning om de syv procent af bni.

Det skete med den udviklingspolitiske strategi med navnet "Verden i opbrud - partnerskaber i udvikling".

- Den strategi, vi nu har lavet, tager afsæt i, at vi fortsat gør det, og det har Danmark gjort i omkring 45 år i træk, sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), da strategien blev præsenteret.

Adspurgt af Berlingske om forslaget fra Venstre skal tolkes som et markant opgør med den strategi, som Lars Løkke stod i spidsen for, svarer Troels Lund Poulsen, at der er tale om Venstres bud på en ansvarlig finansiering af afgørende områder herunder velfærd.

/ritzau/