Ydmygelsesvideoer bør være et wakeupcall for techgiganterne

Berlingske afdækker lige nu et rystende eksempel på, hvor galt det kan gå, når sociale medier får tag om vores børn.
Avisen har nemlig dokumenteret et decideret uhyggeligt fænomen, som er opstået blandt børn og unge i Danmark. De slår hinanden, filmer det og lægger det op på sociale medier. Og de såkaldte ydmygelsesvideoer florerer på platforme som Snapchat, Telegram og TikTok.
Som henholdsvis Socialdemokratiets retsordfører og medlem af Europa-Parlamentet arbejder vi fra hver vores side for at bekæmpe vold og kriminalitet og beskytte børn på nettet.
Derfor kæmper vi for en aldersgrænse på sociale medier, både i EU og i Danmark. Børn skal ikke lukkes ind på platforme, hvor vold og krænkelser bliver en del af deres hverdag.
Ydmygelsesvideoerne viser, hvor alvorligt problemet er. Et overfald bliver filmet og delt, så krænkelsen bliver ved og ved. Og det sker ovenikøbet blandt børn.
Vi skal sætte ind over for volden og ydmygelserne. Også når sociale medier er med til at forstærke dem. For børn får ikke den slags ideer ud af den blå luft. De kommer, fordi de gang på gang møder grænseoverskridende og voldelig adfærd online. Og det kan vi takke techgiganterne for.
I årevis har deres algoritmer spredt skadeligt og ulovligt indhold på sociale medier. Det er alt fra vold til selvmord og seksualiseret indhold. Indhold, som i første omgang ikke engang burde være på platformene. Og da slet ikke tilgængeligt for børn. Men det er det.
Og hvad svarer techgiganterne så? At de har regler mod den slags. At de fjerner indhold. At de føler med ofrene.
Det er slet ikke godt nok, når man ser på de massive konsekvenser, det har for de børn og unge, som bliver ydmyget igen og igen.
Vi vil ikke acceptere, at vold blandt børn og unge bliver det nye normal. Derfor vil vi presse på for, at EUs regler bliver håndhævet, og at det får konsekvenser, når techgiganterne svigter deres ansvar.
For lige nu er det vores børn og unge, der betaler prisen.
Christel Schaldemose, MEP (S), og Lea Wermelin, MF og retsordfører (S)
Voldsvideoer på SoMe
I disse dage kan man ikke åbne en avis uden at falde over den ene artikel efter den anden om volds- og ydmygende videoer på SoMe.
Løsningen burde ligge lige for – indfør lovkrav om identifikation, MitID eller pas, når man skal uploade et indlæg, det være sig skriftligt, video eller andet.
Det vil nok bremse en god del af videoerne og for den sags skyld også hadtale, der florerer på disse medier.
Tænk pludselig at skulle stå til mål for sin opførsel!
Michael Stenaae, Holtug
Anklagere skal ikke bære religiøse symboler
Det har grundlæggende altid været naturligt, at parterne i en straffesag hver især har tilstræbt at være objektive og upartiske.
Dette blev cementeret i 2009, da Folketinget ved lov pålagde dommere ikke at bære nogen former for politiske eller religiøse identitetsmarkører inden for retssalens fire vægge.
De seneste dage har der pågået en debat om, hvorvidt anklagere, der repræsenterer samfundets interesser i straffesager, har lov til at bære religiøse symboler i retssalen, fordi en anklager ved Statsadvokaten i Viborg har publiceret et opslag på det sociale medie LinkedIn, hvor hun udtaler, at hun både er »stolt og ydmyg« over at være den formentlig første anklager i landet, der bærer tørklæde.
Det burde hun ikke være. I Danmark bør alle statslige og offentlige aktører tilstræbe upartiskhed i retssalen, og egentlig er det underligt, at det i dag er tilladt for anklagere at bære religiøse symboler, fordi anklagemyndigheden skal efterleve et objektivitetsprincip.
Og selvom anklagere ikke er underlagt samme strenge neutralitetsprincip som dommere, bør hensynet til deres neutralitet, objektivitet og upartiskhed i retssalen efter vores opfattelse også indebære, at anklagere ikke bærer religiøse symboler.
Derfor bør Folketinget straks indføre et forbud mod at bære religiøse og politiske symboler for alle landets anklagere, der altså tjener offentlighedens interesse i straffesager.
Victor Kaus, formand for politisk udvalg i Danmarksdemokraternes Ungdom, og Oscar Ingvardtsen, hovedbestyrelsesmedlem i Danmarksdemokraternes Ungdom
Fregatter
Det er meget deprimerende, at politikerne atter drager tvivl om bygningsprojektet af nye fregatter til søværnet, som beskrevet i Berlingske 1. oktober. Det kan nu frygtes, at det får endnu længere udsigter med de nye skibe.
Der var ellers politisk enighed om, at skibene skulle bygges i Danmark, selvom man i sagkyndige kredse tvivlede på, at det var muligt.
En stor fortaler for projektet var Dansk Metals magtfulde formand, Claus Jensen, der tilsyneladende kærede sig mest for sine medlemmers ve og vel.
En tidligere formand for samme forbund, Hans Rasmussen, argumenterede i 1950erne for, at der skulle bygges dieselelektriske MY-lokomotiver i Danmark af hensyn til beskæftigelsen, selvom man havde fået leveret meget driftssikre MY-lokomotiver fra Sverige. De to danskproducerede lokomotiver var behæftet med så mange fejl, at de måtte hugges op efter få år.
I sit stille sind kan man håbe, at tanken om danskbyggede fregatter opgives. Det er for usikkert, og det vil tage for lang tid. Få dog de skibe bygget i udlandet – hurtigt og billigt.
Lasse Micheelsen, Korsør
Pronominer
Når Berlingske flere dage i træk på bagsiden af første del fortæller, at »os med abonnement kan dele Berlingske med venner og familie«, er det så Berlingskes nye stil i omgangen med de danske pronominer?
Niels Holmer Johansen, Hillerød
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk


