Det var ikke forargelse, som ramte mig, da jeg læste, at unge i dag ikke kan læse længere tekster, og at undervisningsinstitutioner føler sig nødsaget til at forsimple pensum – jeg blev ramt af en følelse af frygt. 

Hvis nye generationer opfostres som valideringsafhængige dopaminjunkier, hvor efterlader det så Vesten? Der er en grund til, at kinesiske TikTok er forbudt i – ja, Kina! Og den kinesiske pendant til TikTok viser mere seriøse opslag. Ikke, at jeg tror på forbud, men vi er nødt til at stille modkrav til de unge, så de kommer ind i den virkelige verden.

Problemet med sociale medier er, at de kun viser højdepunktet i en historie. Dermed fjernes alle nuancer, kilder til kritisk tænkning og rum til refleksion. Samtidig er det ofte ordløst indhold. Ord, vores evne til at kommunikere og videreformidle viden har udviklet vores verden til der, hvor vi er i dag.

Sociale medier er ikke designet til refleksion, men til fastholdelse, helst uden at brugeren tænker over noget som helst, da tankevirksomhed giver plads til, at brugeren overvejer, om de måske skulle foretage sig noget andet.

Ikke at vi skal have forbud. Vi skal have regulering. Og vi skal uddanne vores børn og unge i, hvordan sociale medier og algoritmer virker langt tidligere, end det sker i dag – hvis det overhovedet sker i dag. 

Vi skal kræve af dem, at de skal læse pensum – og gør de ikke det, så er de ikke egnede til at studere eksempelvis litteratur. Man må og skal stille krav til børn – det er også en del af livet. 

Reduktion af brugen og kritisk tilgang til sociale medier vil med stor sandsynlighed også påvirke de unges mistrivsel i positiv retning. TikTok og sociale medier har været geniale til at underminere kritisk tænkning og mobilisere negative strømninger.

Litteratur og betalte nyhedsmedier med researchet indhold har aldrig været så vigtige som nu, hvor verdens demokratier er truet både fra autokratier men også indefra af populistiske TikTok-politikere uden egentlige politiske ideologier til gavn for det land, de agter at »tjene«.

Marianne Thorn, Helsingør

Udviklingen går ikke i den rigtige retning, CEPOS

Jeg undres over de angreb, som CEPOS’ Mia Amalie Holstein retter mod mig og Mødrehjælpen i Berlingskes spalter.

Senest påstår hun, at Mødrehjælpen »hensynsløst forsøger at fremme egen sag«, fordi vi bruger det relative fattigdomsbegreb. Et begreb der ellers er bred konsensus om – også Danmarks Statistik, EU og FN bruger det.

Det er rigtigt, at relativ fattigdom ikke måler antallet af børn i laset tøj, der tigger i gaderne – for sådan ser børnefattigdom i Danmark heldigvis ikke ud i dag. Lever man i relativ fattigdom, har man så få økonomiske ressourcer, at man ikke kan deltage i fællesskaber og aktiviteter. Børnene føler sig ofte udenfor, fordi de ikke kan gå til fodbold med vennerne eller invitere dem hjem til fødselsdag. De lider afsavn, der påvirker dem negativt, og som trækker spor langt ind i voksenlivet.

Mia Amalie Holstein kritiserer mig også for at tegne et forkert billede af udviklingen i børnefattigdom og tale imod data. Det ligner en bevidst misforståelse. Faktum er, at børnefattigdommen faldt fra 2017 til 2022. En god udvikling, men ikke godt nok, for antallet lå stadig over niveauet i 2015, hvor Danmark tilsluttede sig verdensmålene og forpligtede sig til at halvere andelen af personer i fattigdom inden 2030.

Læg dertil, at børnefattigdommen for første gang i flere år steg fra 2022-23, som er det nyeste tal, vi har. Så bør det være klart, at udviklingen går den forkerte vej.

Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

De gode hensigters afskaffelse af friheden

Louise Dam Kristiansen mener i Berlingske 8. december, at en masse skatteyderfinansierede tiltag på alkoholområdet er gode. Der er ingen ende på fortræffelighederne.

Hvis det er tilfældet – hvis det hele er så positivt, alle Dam Kristiansens mange, mange gode, gode hensigter – så er det bare ud med raslebøssen og samle penge ind på frivillig basis. Hvis der er så mange gevinster, så mange fordele, så er det bare ud og sprede budskabet til private interessenter og fonde – alle, som deler anskuelserne og vil bidrage frivilligt og af egen lomme.

Hvis man ikke mener, at Dam Kristiansens gode hensigter er gode, og hvis man ikke tror på gevinsterne og fordelene – resultaterne – så kan man få lov at blive fri ved at insistere på, at Dam Kristiansen hverken kan eller skal gøre brug af tvang, lovgivning og skatteyderkroner. Dét er et reelt og indholdsrigt frihedsbegreb, som adskiller sig fra Dam Kristiansens absurde, forkvaklede frihedsbegreb, hvor anvarsfratagelse, tvang og mindsket forbrugs- og valgfrihed iklædes begreber som »øget reel frihed« og »kulturforandringer«.

Anders Orris, Broager

Teltlejre for hjemløse

Det må være oplagt at spørge, om dele af Københavns Rådhus har tabt hovederne.

Overnatninger i vores parker, teltlejre, affald, svineri og utryghed i det omliggende nabolag, hvad tænker rådhuset på?

Har man fuldstændig glemt, hvordan det gik for få år siden med romalejrene? Åbenbart.

Hvad med renholdelse, opsyn og almindelig lov og orden?

Jeg bor på Christianshavn, her har vi kæmpet i årevis med druk, hærværk og svineri på vores torv, forårsaget af store grupperinger af hjemløse. Der er indsendt klager til rådhuset og intet sker. Dette ønsker jeg ikke for vores parker og grønne områder.

Lad borgerne nær parker og grønne områder få ordet, og hør, hvad de har at sige til dette vanvittige forslag.

Vibeke Bregnhardt, København

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk