For nylig mødtes stats- og regeringscheferne i hele Europa. Ambitionen var klar; Ukraine skal fortsat have vores støtte. Men mødet blev forpurret, da Ungarns statsminister, Viktor Orbán, blokerede for EU-støtte til Ukraine.
Desværre er det stadig sådan i Europa, at Orbán misbruger sin magt til at fremme Putins interesser i Europa. I kølvandet på mødet mellem EUs stats- og regeringschefer står det endnu mere klart, at vi i Europa må tage et opgør med Orbán og hans vetoret.
Det var vigtige beslutninger, som skulle tages på mødet i sidste uge. 50 milliarder euro skulle over 3,5 år gives til den ukrainske krigskasse. Men Orbán fik forpurret de planer. Og det er desværre ikke første gang. Sidste år ville EU også give støtte til Ukraine, som Orbán truede med at lægge veto imod. I uge 50 gjorde han det så.
Støtten fra EU er afgørende for, at Ukraine kan forsvare sig mod Rusland. Hvis der ikke er penge i den ukrainske krigskasse, smuldrer ukrainernes frihedskamp. Men det rører tilsyneladende ikke Orbán. Og man kan jo kun spekulere i, hvilke interesser det tjener.
EU er ikke bare et handelssamarbejde, men et værdifællesskab. Et fællesskab hvor vi respekterer den menneskelige værdighed og frihed – og det har vi brug for. Vi står i en verden, hvor Rusland uprovokeret invaderer sine naboer, Kina bliver stærkere, og hvor vi i mindre grad kan regne med vores tætteste allierede.
Verdens demokratier har brug for sammenhold, og Den Europæiske Union er vores vigtigste forum for samarbejde. Netop derfor er det så skadeligt, når antidemokratiske kræfter er inde i maskinrummet og spænder ben for afgørende beslutninger.
I Europa må vi stå vagt om vores demokratier og værdier, og det kræver især, at vi tager store og vigtige beslutninger. Eksempelvis beslutninger om at støtte Ukraine. Når lande misbruger deres magt over afgørende beslutninger som dem, må vi sige fra.
Det første må være, at vi fratager Orbán retten til at stemme i EU. EU er et demokratisk fællesskab. Hvis man ikke er et demokrati, så kan man ikke sidde med ved bordet, når demokratier skal træffe vigtige beslutninger. Selvom det er svært og drastisk at anvende den såkaldte artikel 7-procedure, så er det nødvendigt.
Det kan ikke nytte noget, at Orbán får truet sig til EU-støtte. I Europa må vi stå sammen over for de totalitære bevægelser, som lige nu bevæger sig i verden. Derfor må vi tage et opgør med Orbán og hans vetoret.
Tobias Marney, nr. 3 på Moderaternes liste til europaparlamentsvalget, Frederiksberg