Jeg er barn af DFs – og nu også Socialdemokratiets – »dem og os«-retorik. En retorik, der splitter i stedet for at samle. Politik er blevet et middel til at jagte stemmer, snarere end et redskab til at bygge bro og skabe forståelse mellem mennesker.
Vi bliver nødt til at møde hinanden med åbenhed og respekt, ikke med mistro og fordomme. Det gælder særligt i forhold til islam. Så snart jeg nævner, at jeg er en kristen kurdisk pige, bliver jeg stemplet som »en af de gode« af mennesker, der slet ikke kender mig og intet ved om, at jeg har en fod i begge lejre.
Andre vælger at møde mig med grimme tilråb, som om mit efternavn automatisk gør mig kriminel. Her er det måske værd at nævne, at min fritid i flere år er gået med at bevise mit værd gennem viden og uddannelse. Allerede i 8. klasse begyndte jeg at læse Karen Blixen, fordi jeg troede, det ville hjælpe mig med at vinde indpas blandt de »ægte« danskere.
Netop derfor virker det så håbløst, når politikere som Søren Espersen hævder, at islam og demokrati ikke kan være to ord i samme sætning. Jeg er vokset op med kulturislam og kristendom side om side: mine forældre, der er muslimer, ledsager mig til julegudstjeneste, og jeg lytter nysgerrigt med, når Koranen bliver læst op under ramadanen.
Islam og demokrati kan godt være i samme sætning, og det kan vi kun bevise ved at møde hinanden, ikke ved at skubbe hinanden væk. Det kræver nysgerrighed og respekt, ikke retorik der bygger mure af mistillid.
Når en voksen politiker som Espersen påstår det modsatte, virker det for mig – som ung gymnasieelev – både banalt og søgt. Det lugter mere af politisk stemmejagt end af reel forståelse.
Som barn fik jeg at vide, at jeg skulle skikke mig for at blive accepteret. At jeg skulle tilpasse mig for ikke at falde udenfor. Men denne forventning om tilpasning er i virkeligheden et brud på demokratiets grundtanke. Det er ikke mig, der skal bevise mit værd, det er samfundet, der skal rumme forskellighed uden fordomme.
At nægte at bygge bro er ikke løsningen, det er roden til polarisering og had. Og det er dét, som Søren Espersen har fat i.
Lana Nagat Amin, Gymnasieelev, Aarhus
Vi er alle født, men ikke født lige
Vi bliver alle født, men vi bliver ikke født med lige vilkår. Nogle børn starter livet med fysiske eller psykiske udfordringer, andre med forældre, der kæmper med misbrug, sygdom eller skilsmisse.
Mange vokser op med konstant økonomisk usikkerhed og fravalg – ikke af lyst, men af nødvendighed. Livet er ikke retfærdigt fordelt, det ved jeg, for jeg har selv mærket det. Længe havde jeg svært ved helt at forstå, hvad det var, jeg stod midt i. Først som voksen forstod jeg, at det i virkeligheden handlede om vilkår, ikke om evner.
En video på Facebook har brændt sig fast i mig. En række unge står klar til kapløb. Præmien: et stort pengebeløb. Men før nogen må løbe, bliver der givet »fordele«: »Træd frem, hvis dine forældre ikke er skilt.« »Hvis du aldrig har manglet mad.« »Hvis du aldrig har måttet sige nej, fordi der ikke var råd.« Mange tog skridt frem. Nogle blev stående. Ikke fordi de ikke kunne løbe, men fordi livet havde sat dem tilbage – længe før startskuddet.
Den med de bedste forudsætninger vandt. Den stærkeste løber stod stadig på startlinjen.
Det er dét, social ulighed handler om. Det er ikke evnerne, det er udgangspunktet. Og det bør forpligte politisk. Vi skal sikre reel social lighed, hvad enten det handler om sundhed, adgang til gratis fritidstilbud, tidlig støtte i skolen eller hjælp til udsatte familier. Så alle børn får en reel chance i livets løb. Det er noget af det, jeg brænder for som kandidat: at skabe mere retfærdige startlinjer for alle.
Vibeke Henriksen, byrådskandidat og regionskandidat (M), Kolding
Grønland
Efter Trumps nyudnævnelse af sin ambassadør til Danmark er det på tide, at Grønland og Danmark i fællesskab optager forhandlinger i Bruxelles om mulig fremtidige EU-militære baser i Grønland. Derefter kan man meddele Trump, at spionage og amerikansk politisk indblanding i Grønland kan medføre en opsigelse af aftalen om amerikanske baser.
Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk
Mere end to forældre
Berlingske havde 4. maj en kommentar om forældre i sammenbragte familier og tak for det. Forældreskab i den moderne verden er mange ting, og der mangler diskussion om lovgivning, ret og pligter. I forbindelse med homoseksuelle par har antallet af legale forældre for eksempel i forbindelse med brug af rugemor været diskuteret, men diskussionen dør hurtigt ud.
I sammenbragte familier er dette også en problemstilling. Hvilke rettigheder og pligter har mors nye mand eller fars nye kæreste? Og hvilke rettigheder har børnene?
Mine forældre blev skilt, da jeg var fire år gammel, og jeg blev hos min far. Min mor giftede sig igen efter kort tid, og ægteskabet holdt i cirka 40 år, så den nye mand var en slags tredje forælder for mig, indtil han døde, men uden automatiske rettigheder og pligter. Heldigvis ordnede min mor og han det selv meget fint, men det er der ingen garanti for.
Min far havde den samme kæreste en stor del af min barndom, men da forholdet gik i stykker, så jeg hende (stort set) ikke igen. Ingen »hver anden weekend« og den slags. Et enormt tab for en stor knægt. Jeg har ikke svarene, men det er klart for mig, at lovgivningens opfattelse af, at der er to forældre, ikke svarer til virkeligheden, og forældreskab bør diskuteres meget mere.
Klaus B. Møller, Vanløse
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
