Morten Dahlin forstår ikke de kristne værdier, han hævder at tale om
Morten Dahlin forstår ikke, hvorfor hans følgende udtalelse til Berlingske skulle være kontroversiel: »Du går i krig for dit fædreland og for det værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også kristendommen.«
Må en kirkeminister nu ikke tale om kristne værdier, spørger han? Jo, det må han skam gerne, det horrible ved hans udtalelse er netop, at han ikke taler om kristne værdier, men prøver at forvrænge dem.
Kristendommen er ikke noget, man går i krig for. Vi er religionen, hvor man vender den anden kind til, og hvor vores værdier som næstekærlighed kun kan forsvares med udøvelsen af dem. For den kristne i krig er vores religion en påmindelse om, hvor sørgelig denne verden kan være og et håb om, at en bedre dag kommer; det må aldrig blive en motivation.
Hele Dahlins mediefremstød, hvor han taler for, at kirken skal hjælpe med åndelig oprustning, må ses som et forsøg på at forvandle kristendommen til en slags indadvendt skræmt nationalisme, og han melder sig således ind i samme klub som blandt andet Trump, Orbán og Putin, der kører samme øvelse.
Og når Dahlins modsvar er, at Danmark er et kristent land, så husk, at kristendommen ikke er dansk, men for alle folkeslag. Dahlin har i det mindste ret i dette: En kirkeminister bør tale om kristne værdier. Af samme årsag vil jeg anbefale ham at læse op på dem.
Christoffer Emil Juul Hansen, Hedensted, medlem af Radikal Ungdom
»Lande, vi deler interessefællesskab med«
Statsminister Mette Frederiksen stod forleden i Folketinget og sagde, at vi skal være glade for, at nogle udlændinge kommer til Danmark for at arbejde og studere. Men hun kunne selvfølgelig ikke lade være med at følge op med det sædvanlige »men«. For der er jo altid et »men«, når det handler om folk fra Mellemøsten og Nordafrika.
Hun siger, at vi i fremtiden skal orientere os mod »lande, vi deler interessefællesskab med«. Undskyld mig, men hvad i alverden betyder det? Hvad er et interessefællesskab? Er det et kodeord for hvide, vestlige lande? Lande med McDonald's og NATO-baser? Og hvem definerer egentlig, hvad et »fællesskab« er?
Det minder mig om hele den værdidebat, politikerne har misbrugt i årevis. »Danske værdier«, »fælles værdigrundlag«, »vestlige normer« – tomme ord, der altid bliver hevet frem, når man vil ekskludere nogen uden at sige det direkte. Når statsministeren taler om interessefællesskaber, lyder det som endnu et pænt ord for diskrimination. Det handler ikke om kvalifikationer, behov eller kompetencer – det handler om hudfarve, kultur og religion.
Og lad os ikke glemme, at mange af de mennesker, hun nu vil sortere fra, faktisk allerede er her. De passer vores syge og ældre, kører vores busser, rydder sne og arbejder på hospitaler, ofte i de job, ingen andre gider tage. Men i stedet for at anerkende det, bliver de gjort til et problem, bare fordi de ikke er fra »de rigtige lande«.
Hvis vi som samfund accepterer, at statsministeren taler om mennesker på den her måde – som om de er tal i et Excel-ark, der skal optimeres efter kultur og oprindelsesland – så er vi godt på vej væk fra det humanistiske samfund, vi ynder at prale af.
Det er på tide, vi spørger højt: Hvem bestemmer, hvem der passer ind? Hvem definerer, hvilke mennesker der har værdi – og hvilke der ikke har? Og hvornår begyndte vi at acceptere, at politiske beslutninger kan baseres på forestillinger om kulturelt fællesskab frem for menneskelig ligeværd?
Muhmen Parvaze, København
Ukorrekt om atomkraft
Et telegram fra Ritzau, gengivet i Berlingske 7. maj, oplyser, at »Socialdemokratiet har historisk set været imod atomkraft på dansk grund«. Det er ikke korrekt. Partiets statsminister, Viggo Kampmann, var ivrig fortaler for oprettelse af Atomenergikommissionen og dens forsøgsstation Risø midt i 1950erne. Danmarks første energiplaner 1976 og 1981 var udarbejdet af socialdemokratiske regeringer og omfattede atomkraft.
Bertel Lohmann Andersen, Lyngby
USA – vores bedste allierede?
Siden dannelsen af NATO i 1949 med USA som den militært set stærkeste medlemsstat, har vi i Danmark med god ret betragtet USA som en nær ven af Danmark, og vi har troet på, at blev der en militær trussel mod Danmark, så ville vi kunne regne med hjælp fra NATO og specielt fra USA.
Sådan har virkeligheden set ud for os lige indtil, Trump igen blev præsident for USA. Det var ikke fra dansk side, at der i januar 2025 blev ændret holdning, det var fra amerikansk side. Trumps holdning til NATO som helhed, til krigen i Ukraine og til Danmark og Grønland som en suveræn nation måtte naturligt nok give anledning til en ny vurdering af USA som vores bedste allierede.
Mange danskere er derfor begyndt at tvivle på, om USA stadig er vores bedste allierede. Regeringen har hidtil ikke ment, at der skulle være sket ændringer i det dansk-amerikanske forhold, og man agter nu at gennemføre en aftale med USA, så der kan stationeres amerikanske tropper på dansk jord. USA er vores bedste ven, siger regeringen fortsat.
Men hov! Bedste venner spionerer vel ikke mod hinanden? Bedste venner er vel ikke mistroiske over for hinanden?
Netop efter at spionagesagen også er kommet frem, må det vel stå helt klart, at USA med Trump som præsident ikke er vores bedste ven, og derfor skal aftalen om amerikanske tropper på dansk grund afvises. Vi må ikke gøre os selv helt til grin over for omverdenen. Det gjorde vi i 1930erne med lefleriet over for Tyskland, og siden 1945 har man sagt »Aldrig mere en 9. april«. Det er på tide at sige fra over for Trump. Ellers ender det helt galt. Ikke kun for Danmark, men for hele Europa.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
