Vi skal ikke begrænse toppen, men løfte os i fællesskab

At en række danske virksomheder toppræsterer på den internationale scene, er altså ikke et udtryk for, at vores samfund er ved at knække over på midten – tværtimod.

I artiklen »Ni danskere er på eksklusiv rigmandsliste« bragt af TV 2 Nyheder 19. januar kan man læse, at ni danskere er på listen over de 3.000 mennesker i hele verden, som kan kalde sig dollarmilliardærer. Denne statistik placeres i samme artikel som en ny rundspørge om danskernes holdning til ulighed, hvor det beskrives, at bekymringen er stigende.

På listen ses blandt andet Anders Holch Povlsen. Man kan selvfølgelig vælge at se på de penge, som ejerkredsen selv nyder godt af. Man kunne også vælge at se på alt det positive, som Anders Holch Povlsens virksomhed Bestseller bidrager med. 4.000 danske arbejdspladser, nye lokale investeringer i ansatte og virksomheder samt et beløb på 8,7 milliarder kroner i virksomhedsskat.

Med priser på dagligvarer, så man skulle tro, man spiste på d’Angleterre, og en amerikansk præsident, der nu vil forringe vores konkurrenceevne med nye toldsatser, forstår man godt, hvor bekymringerne kommer fra. Men det bør ikke være uligheden i et af verdens mest lige lande, man frygter.

For det er altså ikke driftige og initiativrige virksomheder, der er problemet – de er løsningen. Vores erhvervsliv er forudsætningen for vores arbejdspladser, vores vækst og vores fælles velfærdssamfund.

Så i stedet for at skælde ud på dem, som betaler en ganske stor del af gildet, bør vi sige tak.

Præcis som vi lærte det, da vi var børn og var blevet færdige med at spise.

Anders Graversen, landsstyrelsesformand, Venstres Ungdom, og Frederik Houmann Thuesen, byrådsmedlem og folketingskandidat for Venstre, Viborg

Fra en amerikaner

Jeg skriver, som amerikaner bosiddende i staten Minnesota, for at udtrykke min sympati for og solidaritet med det nordiske folk, mens de står over for Donald Trumps vanvittige raseri.

Selv mens han har presset på for sit ønske om at »eje« Grønland – noget, som de fleste amerikanere anser for at være en latterlig idé – truer han nu også med at bruge den amerikanske hærs magt mod min egen stat, fordi den vover at protestere mod hans fascistiske feberdrømme.

Jeg frygter, at mit lands præsident i stigende grad mister forstanden, og alt for mange af mine amerikanske landsmænd har støttet ham. Men jeg er overbevist om, at endnu flere amerikanere modsætter sig ham og de retninger, han vil føre os i.

Jeg føler, at tidevandet vender, hvis vi bare kan modstå dens strøm lidt længere.

Jeg skammer mig dybt over vores føderale regering på nuværende tidspunkt, og jeg undskylder for den nød, som den forårsager for så mange nationer i verden.

Bliv ved med at stå sammen med os mod denne potentielle tyran, og vid, at de fleste amerikanere, især her i Minnesota, værdsætter vores forhold til Danmark og danskerne meget højt.

Robert Farlee, Minneapolis, Minnesota, USA

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

Dansk diplomati bærer frugt i Grønlands-krisen, mens regeringen vil udvise kriminelle med kontroversielt lovforslag, og Mette Frederiksen anklages for hykleri i ulighedskamp. Det er overskrifterne i dagens Lyt til Berlingske. Vært: Pierre Collignon Oplæser: Frederik Riis-Jacobsen Producer: Frederik Riis-Jacobsen

Kleptokrati

Alle de farer, som Trump har påberåbt sig for at overtage/købe Grønland, er ikkeeksisterende. I stedet tegner der sig et billede af, at det alene er økonomiske berigelser, der er baggrunden for kravet om at overtage Grønland.

Vil Trump sikre sin familie og gode forretningsbekendte en fremtidig økonomisk gevinst i form af indtægter fra mineraler og olie fra Grønlands undergrund? Overtagelsen af kontrollen af Venezuela bærer præg af det samme formål.

De amerikanske olieselskaber klappede dog ikke entydigt i hænderne. Forretningsmulighederne i Venezuelas olie er måske ikke så store trods reservernes størrelse. Der er i øvrigt olie nok i verden.

Undskyldningen med, at det var narkoproblemer, der var grunden til overtagelsen af kontrollen, holder heller ikke. Så længe der er et marked for narko i USA, vil narkoen fortsat komme ind.

Trumps besynderlige ideer kommer måske fra de meget rige personer, der omgiver ham. De vil meget gerne sikre sig forretningsmuligheder.

Ideerne er i hvert fald hverken politisk eller sikkerhedsmæssigt begrundede. Så det, der er ved at ske, er måske, at USA er ved at udvikle sig til et kleptokrati på linje med Rusland?

Mogens Pihl, Sorø

Når man er en hudfarve på arbejdsmarkedet

Jeg er dansk statsborger og uddannet sygeplejerske. Jeg er desuden aktiv med frivilligt socialt arbejde. Alligevel bliver jeg ikke altid mødt som en fagperson, men som en hudfarve.

Fordomme lever stadig på det danske arbejdsmarked – også i sundhedsvæsnet, hvor omsorg og professionalisme burde være grundlaget.

Jeg er ikke bange for ansvar. Jeg er ikke bange for hårdt arbejde. Jeg er uddannet til at yde omsorg. Men jeg bliver udfordret af kolleger og strukturer, der åbenbart stadig har svært ved at acceptere, at kompetence ikke har en farve.

Jeg taler dansk, men har en accent, da dansk ikke er mit modersmål. Nogle danske vokaler kan være svære at udtale korrekt. I enkelte situationer oplever jeg, at dette ikke altid bliver mødt med tålmodighed, eller at jeg ikke bliver lyttet til.

Det kan være svært at acceptere, især i et moderne og mangfoldigt samfund som Danmark, hvor respekt og forståelse bør være en naturlig del af samarbejdet.

For mig er det vigtigt med et respektfuldt og inkluderende arbejdsmiljø, og jeg håber, vi sammen kan have fokus på god dialog og gensidig forståelse. Jeg bidrager meget gerne og vil altid gøre mit bedste for at kommunikere klart.

Problemet er ikke mig. Problemet er et arbejdsmarked, der taler om mangfoldighed, men ikke altid praktiserer den.

Vil I høre om den virkelighed, man sjældent taler højt om, så deler jeg gerne mine erfaringer.

Deepa Nilmini Frederiksen, Ølstykke

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Birgitte Borup går tæt på den tid, vi lever i

I »For tiden« kaster international kommentator Birgitte Borup hver uge et skarpt blik på de strømninger og begivenheder, der former vores samtid – og på det at være menneske.