Berlingske fortæller 13. februar om forskning i, hvordan skærme kan påvirke spædbørn og børn op til 18 måneder, og at en tidlig skærmeksponering kan svække deres kognitive evner år senere. Der ses problemer ift. hukommelse, koncentration og tilpasning. Bekymrende resultater, der leder mine tanker hen på situationen i vores daginstitutioner.

Skærme er nemlig også en fast del her i større og mindre grad. Før iPad'en kom til, havde vi eksempelvis papirskemaer, hvor ansatte og forældre kort kommunikerede om praktiske og pædagogiske informationer, hvornår afleveres/hentes, søvn, mad etc. Et godt fundament for det konkrete møde og samtale om barnet. Skærmen har erstattet meget af dette, og den fysiske kontakt er minimeret. Det har konsekvenser også for et forældresamarbejde.

Relationerne er under pres af skærmen. Og især også fordi, vi er i den situation, at mange af vores daginstitutioner har alt for få pædagoger om børnene. Og pædagogandelen blandt de ansatte er faldende fra i 2019 at være på 49,9 procent, til i dag at ligge på 46,1 procent.

I sammenhæng med skærmenes indtog er det en alvorlig problemstilling. For når vi har med børn at gøre, skal skærme bruges med indsigt og faglighed, så de ikke bliver et middel, der står i vejen for barnets udvikling og trivsel, fordi man i afmagt og grundet for få hænder placerer børnene passivt foran dem. Det er afgørende for børns udvikling, at deres fulde sanseapparat aktiveres.

Derfor er en væsentlig del af løsningen at sikre, at der er nok pædagoger, som ved, hvad de små børn har brug for. Mindre skærm, mere voksenkontakt.

Og der har vi også brug for en styrket uddannelse, så optaget begynder at stige igen i stedet for som nu, hvor det falder.

Det er et større puslespil, og alle skal tage ansvar. Og med alle menes også arbejdsmarkedets parter. For at få en solid pædagogisk bemanding er en sænkning af børnetallet en vigtig brik, som vi ikke hører nævnt. Og her spiller et langt mere børnefamilievenligt arbejdsmarked ind.

Forældre bør eksempelvis have ret til deltid som i Sverige. Desuden må vi ændre på loven vedrørende tilskud til pasning af eget barn, sådan at alle kommuner SKAL tilbyde tilskuddet og meget gerne i en revideret model, hvor der må tjenes penge ved siden af.

Når alt kommer til alt, så er det vores børn, vi skal passe på, og jo mindre de er, jo mere sårbare og afhængige af vores nærvær som voksne er de. Dette er uden tvivl en af de allervigtigste dagsordener, vi skal løse i fællesskab – politikere, forældre og fagpersoner. For børnenes skyld.

Nanna Høyrup Andersen er pædagog og medlem af Alternativets børne- og familiepolitiske fagråd