Når man som jeg bor på landet og arbejder i København er transporttiden et vilkår, man må acceptere. Man kan dernæst vurdere, om det giver mest mening at køre i bil eller tage offentlig transport med bus og tog til og fra arbejde.

Selv har jeg forsøgt begge dele med varierende fordele og ulemper. Mest ulemper på grund af det stærke trafikpres på vejene omkring København i morgentimerne.

Derfor skulle man jo tro, at toget var det oplagte alternativ, hurtigt og praktisk. Nu har jeg eksperimenteret med kombinationen med at køre til stationen og tage toget fra Køge Nord station til København – på papiret et super praktisk og hurtigt alternativ. 

Jeg tager det ikke personligt, men ikke én gang, jeg gentager, ikke ÉN gang har jeg oplevet, at hurtigtoget fra Køge Nord til Østerport Station er kørt til tiden. Tværtimod har morgentogene generelt været aflyst eller stærkt forsinkede ligesom i dag.

Det er naturligvis en sympatisk tanke, ofte fremført af storbypartierne, at vi skal fremme den kollektive trafik, men tag venligst højde for realiteterne i disse udsagn. 

DSB kan ikke klare opgaven, som det ser ud i dag. Derfor vil helt almindelige mennesker, som jeg, naturligvis være nødsaget til at vælge personbilismen for at få hverdagen til at hænge sammen.

Stop venligst hykleriet og kampen mod privatbilismen og find konkrete løsninger, så de transportmuligheder, vi har til rådighed i dag, faktisk fungerer. Så kan vi senere genstarte drømmerierne om mere kollektiv trafik. 

Tænk, at vores drømmerier ikke rækker længere end simple ideer om tog til tiden!

Christina Schiøtt Liaos, Strøby Egede

Kære folkevalgte: Bestem mindre

Folketinget er trukket i arbejdstøjet. 179 politikere er valgt på deres mærkesager og planer for Danmark og for folket. 14. april, hvor Grundloven underskrives af de nyvalgte, og vores friheder genbekræftes efter endnu et fredeligt valg til Folketinget, har jeg en opfordring til hele forsamlingen: Gør det til jeres fineste opgave at lade os borgere leve efter vores egen plan. Bestem mindre. I har nu magten til det.

Alle mennesker har drømme og ønsker for livet: en familie at tage sig af, et formål med at uddanne sig, at gå på arbejde, drive virksomhed og engagere sig i samfundet. Desværre møder vi politisk indblanding i de fleste af livets forhold, fra vugge til grav. Politikere vil så gerne planlægge det meste for os. Men uanset hvor godt I forsøger, kan 179 politikere ikke planlægge sig til et godt liv på vegne af flere millioner mennesker.

Mit ønske til det nye folketing er simpelt: Bestem mindre. I har magten – brug den til at begrænse den politiske indflydelse på vores liv. Jo mere vi hver især kan føre vores egne planer ud i livet, jo stærkere bliver det samlede resultat for Danmark. Det kan ingen politisk planlægning nogensinde hamle op med.

God arbejdslyst, og tillykke med valget.

Lisbet Røge Jensen, kommerciel direktør, Berlingske Media

Forringelse af Hillerød Station 

Når Hillerød Station skal ombygges for at gøre toget gennemkørende til det nye hospital, var der en nogenlunde fornuftig plan: Der skulle bygges gangbro, og tunnelen skulle forlænges ind under de nye spor. 

En grundig rapport viste, at begge dele var nødvendige for at sikre flowet af passagerer og ikke forlænge rejsetiden alt for meget. Planen blev vedtaget. Men nu lægges der op til at hælde beton i tunnelen i stedet for at forlænge den. Den spareøvelse giver bagslag.

Uden tunnel presses alle rejsende op på én bro. Det skaber flaskehalse, øger rejsetiden og gør toget mindre attraktivt end bilen. For dem med kørestol, barnevogn, rollator eller cykel betyder det en større forringelse: kun én elevator giver lang kø i myldretiden og risiko for at strande på de dage, elevatoren ikke virker.

Forringelsen kommer til at koste knap 50.000 timer om året af stationens brugeres tid og giver et samfundsøkonomisk tab. 

Og den spildte tid er ikke lige fordelt – den rammer særligt folk med handicap, ældre, småbørnsforældre og de aktive trafikanter, som dagligt vælger klimavenlig transport. Noget, vi ellers har brug for mere af i en tid med klimakrise og stigende trængsel i Hillerød.

Handicaporganisationer, Cyklistforbundet og pendlerne har råbt op, og de har ret. Et enigt regionsråd har også brokket sig, men forligskredsen i Folketinget tør ikke røre projektet. Selvom de flere hundrede millioner, man bruger på at ombygge stationen, nu ender med en forringelse af rejsetiden i stedet for en forbedring.

Det handler om rettidig omhu. Når først cementen er hældt i tunnelen, er beslutningen hugget i beton. I modsætning til andre anlægsprojekter kan man ikke fortryde fravalget og bare finde pengene i et senere budget.

Folketinget må tage ansvar og finde midlerne nu. Tunnelen er en investering i et sammenhængende, klimavenligt transportsystem og i en fremtid uden endnu mere trængsel. Det er billigere at bygge rigtigt første gang end at betale for konsekvenserne i form af længere rejsetid, flere biler og eksklusion af svagere trafikanter.

Er det dyrt at bevare tunnelen? Ikke i forhold til alt det andet, regeringen tilsyneladende har råd til. Prioritér kollektiv trafik, lige adgangsforhold og klimaet. Lad os bygge Hillerød Station ordentligt fra starten.

Monika Skadborg, medlem af Hillerød kommunalbestyrelse (SF), og Jacob Mark, MF (SF)

Navneskift

Efter de seneste dages turbulens omkring Borgernes Parti må tiden være inde til, at partiet får indkaldt sin folketingsgruppe og får opdateret sit navn til det, som partiet ser ud til at være blevet, nemlig: »Bojes Pengetræ.«

Tage Rosenmeier, Ørholm

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

Morten Messerschmidt har gennemført en nådesløs transformation af Dansk Folkeparti, men partiet er slet ikke færdig med sin udvikling. Forud ligger en komplet omstrukturering af organisationen, der skal forberede partiet på at blive blå bloks største og gøre Morten Messerschmidt til en borgerlig »førerhund« 28 af årets talenter afslører, hvad der skal på cv'et for at lande topjobbet i fremtiden - og svaret er fascinerende usexet. Og så er parforholdet et rigtig dårligt sted at spare, lyder det fra Sigurd Barrett, der deler sine ti vigtigste kærlighedsbud. Oplæser og producer: Frederik Riis-Jacobsen