Selvfølgelig skal Berlingske stille skarpt på Kongehuset


Med stigende smerte læser man debatindlægget af Nikolaj Bøgh, der efterlyser en mere kongehustro redaktionel linje hos Berlingske og nærmest antyder, at kongehuskommentator Jakob Steen Olsen gør sig skyldig i majestætsfornærmelse og landsskadelig virksomhed, fordi der helt fair indimellem stilles skarpt på, hvordan Kongehuset forvalter sit mandat og de ikke ubetydelige skattefinansierede midler, der tilgår Kongehuset.
Jeg er selv borgerlig og har endda været folkevalgt kommunalpolitiker for et borgerligt parti i en borgerlig kommune. Og Berlingske er mit foretrukne nyhedsmedie.
Men uanset dette har jeg en forventning om – som oplyst borgerlig læser anno 2024 – at Berlingske udfordrer det bestående, når det giver mening, og stiller skarpt, når noget ikke er godt nok. Og det gælder også kongehusstof.
Det er for eksempel en helt fair diskussion at tage, også når man er borgerlig avis eller person, om det er rimeligt, at man i det 21. århundrede i et oplyst demokratisk samfund har positioner, som man alene kan opnå via din fødselsret og ikke ved flid, evner og held, som gælder for at bestride alle andre stillinger og funktioner i Danmark.
Hvis man ikke kan have den diskussion eller stille skarpt på Kongehuset i øvrigt, så gør man Kongehuset en bjørnetjeneste.
Husk på, Nikolaj Bøgh, at vi skriver 2024 og ikke 1749, og at Berlingske heldigvis er klar over dette.
Christian Ingemann, Charlottenlund
Jeg har ingen sympati for iransk indblanding i danske moskeer, men jeg finder det betænkeligt, at regeringen vil forbyde udenlandsk støtte til organisationer og institutioner i Danmark.
Det er præcis det samme, som vi kritiserer Rusland og blandt andet Georgien for: at forbyde organisationer, der modtager udenlandsk økonomisk støtte, fordi de indebærer udenlandsk påvirkning af hjemlandets befolkning og politik.
Så hvis Danmark indfører dette ytringsfrihedsindskrænkende forslag, afskærer vi os fra at kritisere andre lande, der gør det samme – selvom vi naturligvis synes, at vores begrundelser er mere ædle end deres!
Henrik Brade, Virum
I forbindelse med debatten her i avisen om anglificeringen af det danske sprog tillader jeg mig at tilføje et andet element til diskussionen; nemlig manglen på variation i sproget, bedst eksemplificeret med det stærke overforbrug af ordet »fantastisk«.
Jeg har slet ikke noget imod ordet »fantastisk« som sådan, bare det ikke bruges hele tiden. Det er et meget alsidigt ord, der kan bruges i mange sammenhænge: næsten alt kan være »fantastisk« – en weekend, maden, stemningen, et stykke musik, osv.
Men jeg kan næppe være den eneste, som har lagt mærke til, hvor tit ordet er brugt af journalister i tv og i radioen, i andre medier og af folk i almindelighed til trods for, at der findes et utal af udmærkede alternativer.
Her er en kort liste over synonymer for »fantastisk«: fortræffelig, vidunderlig, mageløs, fremragende, uovertruffen, glimrende, blændende, storslået, ekstraordinær, pragtfuld, eventyrlig, overvældende, bemærkelsesværdig, forbløffende, sublim, fabelagtig – og man kunne blive ved.
Overforbruget af ordet »fantastisk« er et tegn på en kedelig fattigdom i danskernes brug af deres modersmål, synes jeg. Jeg vil derfor opfordre journalister og andre mediefolk til at vise vejen ved at forsøge at variere deres sprogbrug noget mere og vælge andre superlativer. Det ville være f---------!
Francis Monk, Hellerup
Peter Kauffeldt klager i Berlingske 25. oktober over de vine, som Søren Frank præsenterer os for i sine vinanmeldelser. Det kan man så gøre, men man kan også vælge at more sig over dem, for Søren Frank er vel også at anse som weekendens muntre indslag.
Berlingske har ikke »At tænke sig«, men avisen har Søren Frank, og det er ofte næsten lige så godt. Som da han 29. september under overskriften: »Synes du også, at bourgogne er blevet for dyr?« over hele tre sider prøvesmagte, hvad der formentlig skulle være billigere alternativer til de dyre, hvide bourgognevine. Gennemsnitsprisen på de prøvesmagte vine lå på 251 kroner, og mest munterhed vakte et billigt alternativ til 615 kroner for en flaske.
Kåre Lauring, Frederiksberg