Flere turister går ud over klimaet

På Berlingske.dk kan man læse, at »turisme er så omfattende en industri i Danmark, at by- og landdistriktsminister Morten Dahlin (V) nu vil sætte turbo på udviklingen. Danmark skal have markant flere turister, og det begynder nu«.

Disse udtalelser kommer samtidig med, at regeringen er i fuld gang med at forhandle om grøn trepart, fordi specielt landbruget sviner for meget. Landbruget sviner, ja, men intet sviner som turismeindustrien. Den ødelægger uberørte naturområder, genererer affald og er storforbruger af vand.

Vores fælles verden er udfordret af store klimaforandringer, som vi danskere også har et medansvar for. Vi sviner med plastik, vi overforbruger tøj og andre varer, vi rejser verden rundt, og vi er ikke i nærheden af at acceptere tanken om, at vi kan blive nødt til at sætte vores levestandard ned, hvis vi skal ændre vores klimaaftryk.

Langt de fleste mener, at blot vi køber en elbil, laver vindmølle- og solcelleparker (helst langt ude på landet, væk fra meningsdannerne), kan vi med god samvittighed fortsat rejse med fly til varmere himmelstrøg.

Men sådan er det ikke, for produktionen af elbiler sviner, vindmøller udgør et fremtidigt affaldsproblem, når de er slidt op, dertil indeholder de mikroplast, der kommer ud i naturen, og solcellerne indeholder PFAS, og det udgør derfor et problem for vores børns mulighed for at få rent drikkevand.

Så – Morten Dahlin – der er ikke brug for flere turister, der er brug for, at du og SVM-regeringen tager klimaudfordringen seriøst og retter al jeres fokus på at genoprette de omfattende skader, der er på vores natur.

Dertil vil det være skønt for os vælgere, hvis du og dine kolleger samarbejder om opgaven, således at det, der sker i arbejdet med den grønne trepart, ikke saboteres af en plan om flere turister til landet med deraf stigende forurening.

Fillippa Gottlieb, Allerød

En guldgrube

Staten har da ramt en guldåre ved at lade skyldnere af småbeløb betale afgift for sen betaling. Fire øre kan inddrives som 400 kroner.

På den måde kan staten få dækket de milliarder, der blev udbetalt til udenlandske spekulanter. Men det gavner næppe tiltroen til Skat. 

Carsten Seeger, Ishøj

Det er urimeligt, Heunicke

Vandet kommer, og regeringen har 150 millioner kroner i en pulje, som kommuner kan søge til kystsikring.

Kommunerne har søgt om støtte for over en milliard kroner.

Det er grundejernes eget ansvar at kystsikre, lyder det fra Magnus Heunicke.

Det er fuldstændig absurd og helt uden sammenligning med den situation, vi står i i dag. Vandet kommer ikke længere bare fra kysterne, men også fra oven og nedenfra.

Borger og kommuner har brug for ubegrænset hjælp til at sikre Danmark mod vandet. Det må være et fælles nationalt projekt.

500.000 boligejeres boliger står i fremtiden til at stå under vand. Det er en stor procentdel af Danmarks befolkning, som vi må og skal hjælpe. Det er et fælles ansvar. Alt andet er urimeligt.

Joan Bach Ludvigsen, Frederiksberg

Stærke fodboldkvinder

Dyb respekt for fodboldkvinderne, som med deres protest viser, at de kan bruge deres hoved til andet end at heade til fodbolden. Kvinderne udfordrer FIFAs tvivlsomme sponsorat fra Aramco, som ejes af Saudi-Arabien – en nation, der på ingen måde anerkender, at kvinder selvfølgelig er ligeværdige med mænd. Herrelandsholdet har en del at lære!

Poul Krebs, Nyborg

Overkommelig vin, Søren Frank?

Berlingske bringer hver uge råd om såkaldt fornuftige vinkøb. 20. oktober lovpriser Søren Frank en uhyre elegant, super sexet rød bourgogne til 375 kroner pr. flaske, som topper ugens prøvesmagning som »en overkommelig vin«.

Kunne anmelder Frank ikke snart nærme sig Jordens overflade, hvis flertallet af avisens vinglade læsere skal have praktisk glæde af rådene?

Peter Kauffeldt, Kgs. Lyngby