Det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe skriver meget rigtigt og fornuftigt om statsministerens magtfuldkommenhed og om Socialdemokratiets selektive solidaritet, der udelukkende drejer sig om at tækkes partiets potentielle vælgere.
Det behøver man ikke være politisk analytiker for at kunne gennemskue, hvilket Zenia Stampe også har gjort. Tilbage står blot en undren over, at denne bandbulle er forfattet af et folketingsmedlem, hvis parti udgør regeringens parlamentariske grundlag.
Zenia Stampes indlæg illustrerer til fulde støttepartiernes magtesløshed.
Lasse Micheelsen, Korsør
Fortællingen om Rigsfællesskabet klinger hult
Ville det flytte noget som helst i forholdet mellem Danmark og Færørne, hvis danske børn fik mere undervisning om Færøerne? Eller hvis tv-avisen anstrengte sig for at skabe sober dækning af færøske forhold? Eller at man fik søsat et større besøgsprogram (med statssubsidierede SAS)?
Næppe. Men man ville måske formå at skabe en ny og mere spiselig fortælling om det såkaldte rigsfællesskab i Danmark.
Men det ændrer ikke en tøddel ved, at »fællesskabet« bygger på en hierarkisk struktur, hvor Danmark sætter betingelserne for Færøernes udøvelse af egen suverænitet.
Snak om ligeværdigt samarbejde og gensidig respekt klinger hult, hvis den ikke følges op med konstitutionelle forandringer, der netop giver udtryk for ligeværdighed og respekt.
Det gjorde Danmark i 1918, da Island og Danmark indgik en personalunion. To år senere hyldede Danmark igen principperne i selvbestemmelsesretten, som lå til grund for den sønderjyske genforening med Danmark.
Den gode fortælling om respektfuldt og jævnbyrdigt samarbejde skal derfor tage udgangspunkt i en ubetinget anerkendelse af Færøernes ret til fuld selvbestemmelse.
Ellers er det bare en konstrueret fortælling, som har til formål at sælge den fortsatte danske dominans i Nordatlanten.
Magni Arge, fhv. MF, Færøerne
Identitetspolitik og ytringsfrihed
Først en tak for den fremragende klumme, som ansv. chefredaktør Tom Jensen skrev sidste søndag (9. maj) om udstillingen på SMK med Nolde og Kirchner. Den beskrev lige, hvad jeg oplevede og havde svært ved at sætte ord på. Der er ingen tvivl om, at der har ligget et stort og flot researcharbejde bag udstillingen. Det er bare ikke den måde, jeg ønsker at opleve kunst på.
Dernæst er jeg forbavset over at opleve nogle journalisters, især de mandliges, ømfindtlighed overfor kritik, som i forbindelse med Nynne Sass Larsens kronik i Jyllands-Posten. Jeg hørte hende efterfølgende blive interviewet i Aftenshowet ret nærgående og absolut ikke empatisk, ligeledes i et P1-program.
Vi taler om, hvad en lille pige har oplevet i sin opvækst af følgevirkninger af journalisters hårdhændede skriverier om sin far. Overskrifter kan bare være så grusomme. Det fører mig i øvrigt hen på den såkaldte ytringsfrihed. Hvis den er uden grænser, fører det til det rene anarki i den yderste konsekvens. Hvis der ikke er fokus på indhold, har det ingen værdi for mig at se.
Hvorfor have så travlt med at krænke muslimerne? Kan det skyldes, at vi danskere er blevet så sekulariserede, at vi ikke har noget modspil at byde på? Debatten burde køre på indhold af Koranen, som jeg vil påstå, at mange af dem selv ikke har læst. Så var der noget at diskutere.
Karen-Mette von Benzon Madelung, Charlottenlund
Uro i flere baglande?
Uro i S-baglandet om børn i syriske lejre og om »hjemsendelse« af integrationsduelige syrere, der i stedet med sikkerhed ender i danske koncentrationscentre (kaldet »udrejsecentre«), måske i årevis, »har fået blå blok til at genoplive troen på, at udlændingestramninger fortsat kan bruges til at vinde valg,« mener Berlingske.
Spørgsmålet er dog, set herfra, hvornår samme uro rammer de borgerlige partier. Mit eget parti Venstres erklærede menneskesyn allerforrest i Principprogrammet er f.eks. totalt uforeneligt med den behandling af mennesker. Og jeg er næppe det eneste medlem af Venstre, som anser integrationsduelige syrere for også at være mennesker.
Ib Grønvaldt, Rødvig Stevns
