Pia Kjærsgaard: Eliten tog Dannebrog som gidsel i kampen mod DF

Langt de fleste helt almindelige mennesker har altid elsket deres flag og vist det ved festlige lejligheder, skriver Pia Kjærsgaard. Emil Helms / Ritzau Scanpix

Under overskriften »Fodbolddanmark har taget flaget tilbage« har Mette Østergaard i en leder tilsyneladende for første gang fået øje på, at danskerne er glade for deres flag (3. juli). Det er vi nu temmelig mange, der godt vidste i forvejen.

De fleste af os husker de festlige »roligans« ved VM i Mexico i 1986 og skoven af flag, da det danske landshold vendte tilbage fra en historisk finalesejr mod Tyskland ved EM i 1992, hvor Danmark endda kom med på afbud.

Dannebrog var synligt overalt. Men for Mette Østergaard er det åbenbart en nyhed, og det får hende til at konkludere, at »folket har taget flaget tilbage«, efter at det i en årrække var blevet kapret af platuglerne i Dansk Folkeparti.

Men Dannebrog har aldrig været »kapret« af Dansk Folkeparti. Det blev i stedet enten ignoreret eller trukket gennem sølet af andre, som led i kampen mod DF.

Dannebrog blev udstillet og latterliggjort. Ja, det var nærmest dårlig smag at vise flaget. Meningen var naturligvis ren hån. Man kan faktisk gå så langt som til at sige, at det var Dansk Folkepartis modstandere, der bevidst valgte at lægge afstand til flaget for derigennem at lægge afstand til Dansk Folkeparti

Socialdemokraterne viste gerne de røde flag – uden det hvide kors – og EU-flaget for at hylde internationalismen. Så man kan sige, at Dannebrog var overladt til os, fordi det blev stedmoderligt behandlet i andre partier. Men det er vel ikke vores skyld?

Jeg er stolt over, at det efter 20 års vedholdende kamp lykkedes at få Dannebrog placeret i folketingssalen. Det er helt grotesk, at det skulle tage så lang tid. På samme måde glæder det mig, at Dansk Folkeparti har fået Dannebrog ind i mange af landets byrådssale.

Smagsdommeren Mette Østergaard konkluderer, at »vi har her på lederplads tidligere hyldet den smukke nationalisme. Den, der gør den grimme protektionistiske version af nationalismen til skamme« – underforstået: Dansk Folkepartis brug af flaget.

Måske er det her, hunden ligger begravet. Mette Østergaard evner slet ikke at anskue flaget som et neutralt og upolitisk symbol for alle danskere, men har travlt med at trække ideologiske konstruktioner ned over det. I ideologers verden bliver alt nemlig til ideologi.

Så måske skulle Berlingskes lederskribent prøve at bevæge sig ud i samfundet og tale med helt almindelige mennesker. Måske ville det være en stor oplevelse. Så ville hun nemlig opdage, at for langt de fleste har EM ikke forandret noget som helst ved deres forhold til flaget.

De har altid elsket deres flag og vist det ved festlige lejligheder. Men måske er det for meget forlangt. Måske vil Mette Østergaard hellere lukke sig inde i sin egen lille ideologiske og elitære boble. Det er i grunden en skam.

Pia Kjærsgaard, MF, værdiordfører og fhv. formand for Folketinget