Jeg har påvist alvorlige fejl i sexisme-artikel. Hvorfor bliver de ikke rettet?

Universitetsledelserne insisterer på, at kvaliteten er i orden, og at alle kvalitetssikringssystemer er på plads. Når åbenlyse fejl påpeges, henvises til de samme systemer, som har fejlet.

»Der udgår fra BSS på Aarhus Universitet en artikel med klare fejl, som hverken tidsskrift, forfattere eller fakultet vil gøre noget ved. Hermed tilsidesætter alle tre parter principperne for god forskningspraksis,« skriver Torsten Skov. På billedet ses Aarhus Universitet og park. Villy Fink Isaksen/Wikimedia Commons

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forestil dig, at du har fået leveret en cykel fra en netbutik og pakker den ud. Derfra konstaterer du, at der mangler hjul og kæde. Da du klager, svarer leverandøren, at han har kvalitetssystemerne på plads, og at alle procedurer er overholdt. Hvorvidt hjul og kæde faktisk mangler, tager han ikke stilling til. Måske mangler de – måske ikke. Men du bliver forsikret om, at alle procedurer er overholdt. Desuden gør leverandøren dig det tilbud, at du kan fremstille en cykel, sådan som du synes, at den bør være, så skal leverandøren nok tage stilling til, om han er enig.