Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Pengemaskiner eller en præventiv foranstaltning?

Politiet bør være helt ærlige over for borgerne om, at de udfører fartkontrol de steder, hvor der er størst sandsynlighed for, at de kan klippe folk, og ikke de steder, hvor der sker flest uheld, skriver Henrik Busch. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

Det er med stor interesse og nysgerrighed, jeg ser de forskellige TV-programmer omkring politiets arbejde og nyder at se, hvor godt vores politi klarer sig trods alt.

Når vi lægger TV-tid til bla. razzia og politijagt og netop ser de hastighedsmålinger, politiet foretager, sker det ofte på strækninger, hvor det er nærliggende at kunne fælde en bilist med fartovertrædelse. Ofte er det på motorvejsstrækningerne, hvor farten af en eller anden årsag nedsættes fra de 110 km/t til 90 (Amagermotorvejen som eksempel i mange TV- udsendelser), eller hastighedskontrollen på Langebro fra Tivoli mod Amager, hvor den store brede vej ofte genererer fartbøder også med klip i kortet til følge. Eller når fartgrænsen reduceres fra 60 el. 70 km/t til 50. Politiet forklarer i disse udsendelser altid, at de står de steder, hvor der sker flest ulykker, og at man derfor er her for at lægge et præventivt pres på bilisterne med de såkaldte ATK-vogne.

På strækningen H.C. Andersens Boulevard (Danmarks mest trafikerede vejstrækning) i retning mod Amager ud for det højhus, der indeholder »Hostel«, er der de seneste år registreret 44.870 sager, heraf 3.689 klip i kortet.

Kalvebod Brygge mellem Bernstorffsgade og Puggaardsgade i retning mod Langebro - på denne strækning er der registreret 18 sager, alle med klip i kortet (tallet forekommer noget lavt ift., politiet ofte er til stede netop her ud for Marriott-hotellet).

På  strækningen Nørre Allé mellem Vibenshus Runddel og Tagensvej i retning mod Tagensvej er der registreret 9.984 sager, heraf 649 med klip i kortet.

Politiet må hellere være helt ærlige over for borgerne om, hvorfor de ligger de forskellige steder. De steder, hvor der er størst sandsynlighed for, at de kan klippe folk, og ikke de steder, hvor der sker flest uheld. Jeg vil blot henlede opmærksomheden på, at man selv må afgøre, om politiets 100 ATK-vogne og indsatser mod farten sker steder, hvor det er let at fange fartsyndere – eller hvor der sker flest ulykker. Jeg er ikke selv i tvivl, men opfordrer alene myndighederne til at være helt ærlige om, at vi opsætter fartkontroller der, hvor

vi får flest penge i kassen og ikke nødvendigvis der, hvor der sker flest ulykker med personskade til følge.

Kør pænt!

Henrik Busch, Charlottenlund