Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Pas på dyrene – forbyd fyrværkeri hele året

»Dyrene er således i den grad udsat for en unødig smerte, som de bør være forskånet for,« skriver Lise Rovsing, dyrlæge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Danmark har en dyreværnslov, der skal beskytte dyr mod unødig smerte og lidelse. Samtidig har man tilladelse til at måtte benytte sig af fyrværkeri fra  27. december til 1. januar.

I denne periode er både vores kæledyr samt naturens vilde dyr udsat for en voldsom belastning, da de pludselig høje lyde og lysglimt skræmmer dem og i den grad er invaliderende for deres psyke. Mange dyr kommer desuden til skade, når de rammes af raketter, der hæmningsløst skydes ud i naturen. Dyrene er således i den grad udsat for en unødig smerte, som de bør være forskånet for.

Det bør derfor ikke være tilladt at benytte sig af fyrværkeri på noget tidspunkt af året.

Lise Rovsing, dyrlæge, Hellerup

Værdighed for pårørende

Mette Bock er i Berlingske 24/12 vældig stødt over mit indlæg 22/12 om, at der er grænser for, hvor mange flere plejeopgaver pårørende kan overtage fra de professionelle uden selv at bukke under. Men Bock forholder sig desværre slet ikke til de faktuelle forhold, jeg peger på, herunder at pårørende i stort tal selv får helbredsproblemer, dvs. bliver både behandlingskrævende og uarbejdsdygtige pga. det stigende forventningspres.

Det burde ellers få enhver politiker til at spidse ører. Ja, kommunerne har utvivlsomt en stor udfordring omkring økonomi og rekruttering i ældreplejen, der skal findes en løsning på. Men nej, løsningen er bestemt ikke at presse pårørende endnu hårdere, så endnu flere bukker under. Det er hverken godt for den ældre, for de pårørende eller, i det bare lidt længere løb, for kommunekassen. At lige præcis Bocks egen familie er ressourcestærk i omsorgen for deres gamle er jo ikke et sagligt argument.

Vi ønsker vel alle et værdigt liv, både for yngre og ældre, for syge og svækkede og for deres pårørende. Det kræver en åben og lyttende tilgang fra vores politikere, ikke en vred afvisning af at høre det nødråb, som bl.a. foreningen Pårørende i Danmark udsender.

Marie Lenstrup, formand, Pårørende i Danmark

Ledersvigt om ledelsesvigt

»Skaldalerne i staten bunder i dårlig ledelse,« skriver Berlingske i lederen 26/12. Det er jeg ikke nødvendigvis uenig i, men så slås der på automatpilot med udsagnet: »Kontrasten til en privat virksomhed er slående.«

Som statsansat (mellem)leder bliver jeg umådelig træt af denne evige oversimplificering. Og sjovt nok bakker lederen sin pointe op med citatet »råddenskab i en organisation begynder i de øverste ledelseslag,« der ifølge lederen oprindelig var rettet mod Danske Bank – en privat virksomhed. Kontrasten er altså ikke slående.

Heller ikke i artiklen om Berlingskes største satsninger andetsteds i samme avis, der udover hvidvask i Danske Bank bl.a. omhandler bestikkelse i Carlsberg samt problemer med ledelsen i muslimske friskoler og med kvotekonger. Alle private aktører.

Så kære lederskribent i Berlingske: Sæt ikke kikkerten for det blinde eller ideologiske øje. Det klinger hult og løser ingen problemer. Dårlig ledelse kan finde sted overalt og bør adresseres seriøst i en avis, der gerne vil tages alvorligt på netop dette område. Og så vil jeg slet ikke komme ind på de ofte mangefold højere lederlønninger i det private sammenlignet med lederlønninger i det offentlige.

Klaus B. Møller, Vanløse

Hvad blev der af folks humoristiske sans?

Nogle studerende på CBS bliver bortvist, fordi de har lavet en fjollet invitation på Facebook til en fest. Nogle klager i Politiken over, at Jonathan Spang i sit stand-up show gør grin med klimakrisen. Har folk overhovedet ingen humoristisk sans mere? Forstår de ikke ironi, men tager alt bogstaveligt? Hvad blir det næste? Skal revyerne forbydes?

Inge Glud, Frederiksberg

Storkonflikt og foreningsmedlemskab

Niels Jespersen (NJ) beskriver i sit debatindlæg 25. december overenskomstforhandlingerne i 2020 og fagbevægelsens faldende medlemstal. Ifølge NJ er løsningen at minde de uorganiserede om, at man jo kun får understøttelse under en konflikt, hvis man er medlem af en fagforening. NJ tilføjer, at »udsigten til en måned uden løn vil nok få mange uorganiserede til hurtigt at genfinde deres indre solidaritet.«

NJ får dog ikke nævnt, at man som uorganiseret slet ikke er ramt af konflikten. Derfor skal man i udgangspunktet udføre sit sædvanlige arbejde og får sin sædvanlige løn. Hensynet til privatøkonomien under en konflikt vil næppe lokke nye medlemmer til – men måske vil »den indre solidaritet.«

Peter Kursawe Larsen, Hellerup