Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skal vi bruge vores sidste tid sammen på at vaske fars beskidte underbukser eller på at tale om det liv, han har levet?

Jens Ives ideer strider mod Servicelovens bestemmelser om, at det er den enkelte svækkede borger (og ikke dennes pårørende), der har ret til at få den nødvendige hjælp fra offentligt ansatte fagpersoner (og ikke fra familiens nok så velmenende amatører). Det strider også mod almindelig ordentlighed og sund fornuft at presse pårørende til at påtage sig så mange opgaver, at de i stort tal bliver så belastet, at de selv bliver behandlingskrævende og ikke kan passe deres erhvervsarbejde. Det er en ommer, Jens Ive.

»Pårørende påtager sig allerede masser af opgaver, som falder uden for plejepersonalets område,« skriver Marie Lenstrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

I tirsdagsavisen kommer Rudersdals borgmester Jens Ive (V) med en fortælling om urealistiske pårørende, som »stempler ud« når deres kære kommer på plejehjem. Familierne bør tage et langt større ansvar, mener Ive, som vil have sine medarbejdere til at presse de pårørende mere på banen.

Rationalet bag er hørt mange gange før: Trods mange års besparelser har kommunen ikke råd til al den ældrepleje.

Må jeg med tilkæmpet rolig stemmeføring indvende:

1) Det er ikke gratis at presse pårørende til at overtage dele af plejen. Nedskæringer i hjemmehjælp og kortere hospitalsophold har allerede flyttet en enorm plejeopgave over på familierne. En undersøgelse fra 2018 (KMD, Pårørende i Danmark og Ældre Sagen: Pårørende på arbejdsmarkedet) viser, at hver fjerde pårørende oplever mentale udfordringer, hver femte får fysiske belastningssymptomer og hver sjette må sygemelde sig som følge af de mange forventninger til pårørendes indsats. Samfundsøkonomisk og sundhedsøkonomisk er det en elendig forretning.

2) Pårørende påtager sig allerede masser af opgaver, som falder uden for plejepersonalets område. Vi køber ind, ordner post, holder styr på økonomien, tager med til lægen, holder gang i det sociale liv, skaber gode stunder og meget, meget mere. Langt de fleste af os hjælper gerne, men vores undersøgelse viser også, at mange allerede hjælper mere, end de egentlig har energi til, og over halvdelen føler sig presset til at påtage sig bestemte opgaver, fordi den offentlige hjælp opleves som utilstrækkelig. Ives sammenligning med Holland, som har en væsentligt lavere arbejdsmarkedsfrekvens blandt kvinder, holder ikke en meter.

Marie Lenstrup Fold sammen
Læs mere

3) Pårørende er også en slags mennesker. At hjælpe sin ægtefælle eller sine forældre til at flytte på plejehjem er en af de sværeste og tungeste beslutninger, man kommer ud for i sit liv. Man flytter nemlig ikke på plejehjem, når man er så og så svækket, men når de pårørende ikke længere kan holde den gående derhjemme. Pårørende til plejehjemsbeboere er slidte, stresset og sorgfulde. Skal vi så bruge vores sidste tid sammen på at vaske fars beskidte underbukser, eller kan vi sætte os sammen og tale om det liv, han har haft, og måske om den død, som nærmer sig? Hvad vil far mon selv foretrække?

Jens Ives ideer strider mod Servicelovens bestemmelser om, at det er den enkelte svækkede borger (og ikke dennes pårørende), der har ret til at få den nødvendige hjælp fra offentligt ansatte fagpersoner (og ikke fra familiens nok så velmenende amatører). Det strider også mod almindelig ordentlighed og sund fornuft at presse pårørende til at påtage sig så mange opgaver, at de i stort tal bliver så belastet, at de selv bliver behandlingskrævende og ikke kan passe deres erhvervsarbejde. Det er en ommer, Jens Ive.