Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nordisk forsvarskommission skal koordinere forsvaret af Norden

»Den sikkerhedspolitiske situation er blevet radikalt forværret, og forholdet til Rusland er fundamentalt ændret. Motiverne for at uddybe og styrke de forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejder er derfor stærke,« skriver indlæggets forfattere. Her ses norske soldater under NATO-øvelsen Trident Juncture i Norge i 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ole-Sverre Haugli / Forsvaret / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi lever i en tid med stærke sikkerhedspolitiske spændinger. Ruslands krigsførelse i Ukraine er meget brutal og overtræder alle folkerettens regler. Det truer freden på hele det europæiske kontinent. Vores støtte til Ukraine skal være vedvarende og langsigtet.

Den sikkerhedspolitiske situation er blevet radikalt forværret, og forholdet til Rusland er fundamentalt ændret. Motiverne for at uddybe og styrke de forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejder er derfor stærke. Svensk og finsk NATO-medlemskab vil styrke det nordiske forsvarssamarbejde.

I denne nye sikkerhedspolitiske virkelighed er det vigtigt, at en fælles politik er forankret i alle nordiske parlamenter. Vi socialdemokrater i Norden ønsker derfor at nedsætte en nordisk sikkerheds- og forsvarskommission. Den skal bestå af parlamentarikere fra alle parlamenter i Norden. Opgaven er at udarbejde en rapport, hvor politiske prioriteringer på sikkerheds- og forsvarsområdet og hovedretninger for fremtiden fremlægges for de respektive parlamenter. Parlamentarisk forankring giver langsigtet styrke og stabilitet. Selvfølgelig skal der koordineres med de forskellige regeringer, men den ultimative ambition er forankring i parlamenterne.

Hovedpunkter i det nordiske arbejde kan være en fælles sikkerhedspolitisk analyse af udviklingen i Arktis, Nordatlanten og Østersøen samt udvikling af totalforsvaret og fokus på Cyber- og informationssikkerhed.

Gennem fælles tilgange og ambitioner styrkes det nordiske samarbejde på sikkerheds- og forsvarsområdet. NATO bliver vores hovedarena, og det, der kan gøres i et nordisk perspektiv, styrker NATO som helhed og organisation.

At have en nordisk fællesforståelse omkring sikkerhed og trusler mod vores demokrati er et meget vigtigt signal til omverdenen. Det viser i sidste ende, at vi i fællesskab er parate til at stå op for de demokratiske værdier, som vores nationer er baseret på.

Hvis vi også ud fra verdensbilledet kan kortlægge vores fælles ressourcer og kompetencer til at imødegå truslerne, vil det styrke de myndigheder, der er ansvarlige for det civile og militære beredskab i det enkelte land. Vi skal bruge vores civile og militære ressourcer til at skabe maksimal sikkerhed.

Med et styrket og uddybet nordisk samarbejde kan vi bidrage til stabilitet, fred og frihed i Norden.

Annette Lind, medlem af Folketinget, Danmark (S), Erkki Tuomioja, medlem af, Finlands Riksdag (S), Heléne Björklund, medlem af Sveriges Riksdag (S), Jorodd Asphjell, medlem af Stortinget, Norge (Ap), Oddný G. Harðardóttir, medlem af Altinget, Island (S) og Peter Hultqvist, medlem af Sveriges Riksdag og forhenværende forsvarsminister (S)