Stærke værdier kræver kloge handlinger

Det er let at råbe bluff fra sidelinjen. Det er straks sværere at tage ansvar i en regering, hvor man skal balancere både principper og realiteter – og sikre, at vores fælles beslutninger faktisk virker i praksis. Derfor er det også nærliggende at svare klart på kritikken fra Danmarksdemokraterne om de såkaldte bederum.

I Moderaterne står vi fast på, at danske uddannelser skal være frie rum for fri udfoldelse, læring og dannelse – ikke steder, hvor social kontrol får lov at vokse. Men vi tror ikke på, at man bekæmper kontrol med mere kontrol. Derfor afviser vi ideen om et nationalt forbud mod stillerum, der nogle steder bruges til bøn.

Det handler ikke om at »vinde« en armlægning. Det handler om at gøre det rigtige. Det er hverken bluff eller svaghed at sige: »Det her løser vi bedst lokalt, med ledelserne i front, understøttet af klare retningslinjer og politisk vilje.« Tværtimod er det et udtryk for tillid til de voksne mennesker, der hver dag driver vores skoler og universiteter med respekt for både faglighed og fællesskab.

Danmarksdemokraterne vil gerne sende »et signal«. Det lyder fint, men vi stiller os selv det vigtigere spørgsmål: Hvad virker? Forbyder vi bederum med lov, flytter aktiviteterne sig bare uden for skolens område – og vi overlader de unge til sig selv. Det kan skabe mere kontrol, mere radikalisering, mere polarisering.

I stedet bør vi stå fast på vores værdier ved at støtte op om ledelser, der siger fra over for religiøst pres og negativ social kontrol. Vi skal ligeledes sikre gennemsigtighed i brugen af skolens faciliteter, og skabe et læringsmiljø, hvor alle elever og studerende mødes som individer – ikke som repræsentanter for en bestemt tro.

Lukker nogen uddannelsesinstitutioner rummene af hensyn til tryghed eller fællesskab, så bakker vi op. Holder andre fast i, at rummet bruges bredt og ikke til at udøve kontrol – så har vi tillid til deres dømmekraft. Det er sund fornuft.

I stedet for symbolpolitik bør vi føre en værdipolitik, der virker. Moderaterne står ikke i vejen for noget. Vi står op for noget: Et samfund, hvor ansvar bæres dér, hvor det virker bedst – og hvor vi ikke løser reelle problemer med symbolske forbud.

Mohammad Rona, politisk ordfører, Moderaterne

I skyggen af de sultne pengefolk

Der er historier, man skriver, fordi man har fået støtte. Og så er der dem, man skriver, fordi man ikke kan lade være. Det her handler om den sidste slags.
Og om hvor træt man bliver af at se filmverdenen knække under vægten af sine egne krav, sin pengesult og sit frygtstyrede system.

For ja – manus er skrevet. Skuespillerne er fundet. Holdet står klar. Vi har ryddet vores kalendere. Tegnet storyboard på servietter. Snakket i munden på hinanden om ideer, kameraudsnit og lydflader. Men vi er ikke »kendte nok«. Og det er dét, vi får at vide.

Ikke: »Historien er ikke stærk nok.« Ikke: »Manuskriptet mangler noget.« Bare: Du har ikke været nok på skærmen. Ikke gået nok på de rigtige skoler. Ikke været i de rigtige kredse.

I en tid hvor nye stemmer burde høres højere, lukker man dørene – og beder én komme tilbage, når man allerede er inde. Vi ser et system, der hellere støtter det sikre, det salgbare, det forudsigelige. Vi ser pengeinstitutter og støttemodtagere, der vil have deres andel for hver eneste ledning, hver eneste kop kaffe. Og vi ser en branche, der taler højt om mangfoldighed, fornyelse og unge stemmer – men som i praksis kræver, at man har haft premiere på Berlinale, før man må lave sin første film.

Vi spørger: Hvad med de unge filmfolk, der aldrig får lov at blive »kendte«? De debuterende skuespillere, der brænder lige så stærkt som dem med cv’er på ti sider? Dem, der ikke laver film for penge, men for overlevelse?

Det er ikke naivt at ville ændre noget. Det er nødvendigt. Så vi gør det alligevel.
Vi optager. Klipper. Skriver. Græder. Griner. Vi samler et hold, der laver film, ikke for betaling, men fordi det betyder noget. Måske er det ikke nok til at få støtte i dag. Men det bliver det, der ændrer, hvad der bliver støttet i morgen.

Emil Darchy Thomsen, producer

Sprogbrug

Hvor er jeg træt af det sprogbrug, der er på tv og i aviser: Det bliver pissedyrt, pisseærgerligt, pissegodt. Kunne man ikke finde en pænere måde at udtrykke sig på?

Dorrit Wejen, København S

En kæp i øjet

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilken ansigtsfarve Putin sidder med i disse dage efter det succesfulde NATO møde i Haag.

De mange spekulationer om, hvorvidt USA var på vej ud af kredsen af medlemslande forsvandt som dug for solen, og præsident Trump roste i usædvanligt positive og optimistiske toner gentagne gange samarbejdet og sammenholdet.

Sammen er vi stærke, sagde præsidenten og rakte begejstret i et kort nu en knytnæve i vejret!

»Sammen er vi stærke« minder om NATO-eden – En for alle, alle for en. Vi må håbe, entusiasmen holder præsident Trumps embedsperiode ud. Sker det, er vi sikre på, ansigtsfarven i Moskva forbliver som den i russisk salat.

Torben Busekist, Hellerup

Paradoks

Der er udbredt enighed om, at børn og voksne i Gaza, som lider af sygdomme, der kræver hospitalsbehandling, de ikke kan få lokalt, bør hjælpes. I Danmark har politikerne haft det synspunkt, at de bør hjælpes lokalt. Forklaringen på dette synspunkt er tilsyneladende frygt for terrorisme blandt de, som ville komme hertil. 

En anden mulig er, at FNs flygtningekonvention tillader alle at søge politisk asyl i opholdslandet. Så i stedet for et humanitært velbegrundet og tidsbegrænset behandlingsforløb, vil Danmark efterfølgende stå med et ukendt antal måske kronisk syge asylansøgere, som er kommet til Danmark uden om de sædvanlige kanaler.

Er det et paradoks, at den konvention, som var tænkt at beskytte udsatte overalt i verden, i stedet kan stille sig i vejen for at hjælpe, der hvor nøden er størst?

Allan Moos, Rødovre

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk