Ældreminister Jacob Mark (SF) og sundhedsminister Ida Aukens (S) besøg på demensplejehjemmet Dagmarsminde ved Græsted i Nordsjælland har fået mediernes opmærksomhed, efter at plejehjemmets leder, May Bjerre Eiby, har været ude at kritisere ministrene for dårlig forberedelse og manglende situationsfornemmelse.

For Auken kom sidstnævnte blandt andet til udtryk, da hun spurgte, hvad man mener om aktiv dødshjælp på Dagmarsminde. 

Det var umiddelbart svært at vurdere, hvad Auken ville med det spørgsmål; et spørgsmål, som lederen har beskrevet som virkelig upassende, hvilket tør siges på et sted, hvor det handler om at drage omsorg for og lindre livet for én af samfundets mest sårbare grupper – ikke om at slå dem ihjel.

Ved nærmere overvejelse bliver Aukens spørgsmål dog ikke kun upassende, men ligefrem gruopvækkende, når man tager i betragtning, at netop denne regering i sit regeringsgrundlag har formuleret et ønske om at »arbejde videre med spørgsmålet om mulighed for aktiv dødshjælp i Danmark«.

Erfaringer fra flere lande, der har legaliseret og indført aktiv dødshjælp (for eksempel Holland og Belgien), viser, at de demensramte ikke som udgangspunkt – de første år – var en del af målgruppen for aktiv dødshjælp, men som årene er gået, er målgruppen gradvist blevet udvidet, så også de demensramte er blevet inkluderet. 

Tilbage står mennesker, der i forvejen kæmper med hukommelsen og kommunikationen – eller også står de pårørende til de sygdomsramte og skal tage stilling til samme spørgsmål.

Hvorfor i himlens navn stille en af samfundets mest sårbare grupper, deres pårørende inklusiv, i et sådant djævelsk dilemma, om et menneskeliv med demens er værdigt? 

Ethvert menneskeliv er værdigt. Det er tværtimod aflivningen af den sårbare – den aktive dødshjælp – der er uværdig. Det burde en minister med kandidateksamen i teologi vide og fornemme i sit hjerte.

Mathias Harding, sognepræst i Rungsted Kirke

Natur i byen

Arne Raahauge Tønsberg lufter i sit læserbrev i Berlingske 18. november mistanken om, at vilde blomster i kummer og på tage af busskure skulle være en væsentlig faktor i sygemeldingerne blandt hjemmehjælpere på Frederiksberg.

Jeg kan berolige med, at vi uden for Storkøbenhavn har langt flere vilde blomster, end man finder på Frederiksberg, uden at dette synes at få hjemmehjælpere til at sygemelde sig på stribe.

Vi kalder det natur, og i modsætning til Arne Raahauge Tønsbergs antagelse, så foreligger der faktisk overordentlig stærk forskning, der viser, at natur bedrer såvel fysisk som mental sundhed hos mennesker.

Katrine Søe, Ringe

»Dansk« diplomati

Det løsgående folketingsmedlem Jacob Harris har af egen drift taget kontakt med Ruslands ambassadør i Danmark for at forklare, hvorledes det danske folk ser på Ruslands overfald på Ukraine. Efterfølgende er Jacob Harris blevet interviewet i den russiske stats-tv-kanal Russia Today.

Nogle slår ham nu i hartkorn med Lenins »nyttige idioter«.

Jeg er kun enig i halvdelen.

Klaus Larsen, Vordingborg

Tidens vækstbrancher

Alle mulige brancher afskediger folk. Senest har ny miljø- og emballagelovgivning ført til 100 afskedigelser på Danmarks eneste glasværk. Dem var der engang mange af her i landet, i øvrigt.

Landbruget er trængt, fiskeriet er trængt. Fremstillingsindustrien er trængt.

Visse ting kan man ikke flytte – for eksempel menneskers trang til et måltid mad og en kop kaffe – og derfor kan man nok til enhver tid købe den slags. I Oslo koster en kop kaffe efter sigende nemt både 50 og 75 kroner, ganske vist norske af i forvejen ringe værdi.

Vi har en masse penge, der ikke rækker ret langt, fordi produktionen af selve varerne enten er for dyr eller for lille, dertil ofte langt borte. Når restaurantens eller cafeens el- og varmeregning dertil bliver for høj, på grund af politisk forkludring af energisektoren, svulmer prisen på et måltid og en kop kaffe yderligere op. Der er i sandhed tale om en bobleøkonomi.

Alle mulige andre brancher synes dog at ansætte folk på samlebånd. Vi ansætter computernussere som aldrig før: Man kan se i spalterne, at der bliver søgt »politiske chefer«, »strategiske pa'ere«, »datachefer«, »sektionschefer«, »pressechefer«, »compliancemedarbejdere« og »kommunikationskonsulenter« i hobetal. 

Den offentlige og halvoffentlige sektor er så sandelig ikke konjunkturfølsom. Man har folk, der kun arbejder på internettet og i Outlook, og som forresten ikke bidrager til nogen egentlig produktion. 

Man næres af lovgivning, bureaukrati og en masse hensigter. Lønnen er i øvrigt typisk skatteyderfinansieret.

Det holder næppe på lang sigt.

Anders Orris, Broager

Om Fadervor

Danskerne er tilsyneladende blevet for sprogligt udfordret til at begribe Fadervor, hvis man spørger Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun. Derfor har Bibelselskabet fundet det nødvendigt at lave en ny version.

Det står mig dog klart, at en ny Fadervor må tage højde for rigets tiltagende mangfoldighed. Jeg foreslår derfor en demografisk differentieret oversættelse, så enhver kan bede på deres kulturelle hjemmebane. Her følger mit beskedne bidrag, til glæde for særligt nogle af Berlingskes læsere:

Fadervor
Du, som elsker Hellerup,
helliget vorde din vandkant.
Komme din friværdi.
Ske din trav,
i Charlottenlund, således også din galop i Klampenborg.
Giv os i dag vort daglige caviar,
og tilgiv vore affærer,
som også vi tilgiver vore au pairer.
Og led os ikke i Netto,
men fri os fra discount.
Thi din er æren, stilen og klassen i evighed!
Amen.

Jens Holger, Taarbæk

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »God Bless America« med Birgitte Borup:

God bless America

I 12 år boede Mette Lisby i USA. Her boede hun op og ned ad Hollywood-stjerner i Los Angeles. USA er på mange måder mulighedernes land, mener hun. Men landet har ændret sig, og det samme har Hollywood. Gæst: Mette Lisby, forfatter og komiker Vært: Birgitte Borup