Som mangeårig borger i Gentofte er jeg både stolt af og glad for, at vores kommune bidrager til velfærden i resten af landet. Selvfølgelig skal stærke kommuner hjælpe svagere kommuner. Solidaritet er en vigtig del af det danske samfund.

Men der må være en grænse.

Ifølge det nye budget sender Gentofte Kommune næsten 5,2 milliarder kroner videre til andre kommuner gennem udligningsordningen. Det svarer til, at omkring 61 procent af de kommunale skattekroner forlader kommunen. Med andre ord arbejder vi som borgere frem til omkring 13. august, før skattekronerne for alvor kommer Gentofte til gode.

Det er efter min mening ude af proportioner.

Konsekvensen mærker vi i hverdagen. Gang på gang hører vi, at der ikke er råd til nye anlæg eller større forbedringer af kommunens faciliteter. Tag Kildeskovshallen som eksempel. 

Det er en smuk og historisk svømmehal, som mange borgere bruger hver uge. Men den bærer tydeligt præg af mange års manglende investeringer. Det kan være svært blot at få et ordentligt varmt brusebad efter svømning eller gymnastik, fordi installationerne er nedslidte og tilkalkede efter årtiers brug.

Der gennemføres nu forbedringer, men det ændrer ikke ved det grundlæggende problem: En kommune med mere end 60.000 indbyggere burde have mulighed for at investere langt mere i for eksempel idræts- og fritidsfaciliteter. 

Man kan med rette spørge, hvorfor mindre kommuner andre steder i landet har flere svømmehaller og bedre faciliteter pr. borger end Gentofte.

Det handler ikke om, at Gentofte ikke skal bidrage. Det skal vi. Men det kan ikke være rimeligt, at bidraget bliver så stort, at kommunens egne borgere oplever, at nødvendige investeringer udskydes år efter år.

Derfor er det på tide, at Kommunernes Landsforening og Christiansborg ser kritisk på udligningssystemet. Formålet må være at skabe lige muligheder på tværs af landet, ikke at straffe de kommuner, der bidrager mest.

Solidaritet skal være rimelig. Når over halvdelen af kommuneskatten sendes væk, er der grund til at spørge, om balancen er forkert.

Carsten Grønvold, Gentofte

Facebookpolitikere

De to løsgængeres historiske uvidenhed er tilsyneladende fuldstændig uden huller. De har ikke hørt om Ungarn 1956, Tjekkiet 1968, »En dag i Ivan Denisovitjs liv«, »16 år i Sibirien« eller om giftmordet i straffekolonien IK-3 på én af de skarpeste Putin-kritikere, Aleksej Navalnyj, i februar 2024. 

Fejer man dette ind under gulvtæppet i en sådan grad, at man heller ikke engang kan huske, at det var Putin, der helt uden for folkerettens regi annekterede Krim i 2014 og indledte en fuldskala-invasion af Ukraine i 2022, må man sige, at de to løsgængere har forvildet sig ind på det forkerte sted. 

Bevares, med al respekt for en superstylet Facebook-profil, som det sig hør og bør for enhver moderne narcissist, der spejler sig årle og silde i selfies.

Peter Brenøe Lange, Birkerød

Vild med vilje – er det i virkeligheden grønt?

Vild med vilje, det har vi hørt om længe. Det er det nye billede på biodiversitet og grønne ambitioner, men er det i virkeligheden grønt?

Vild med vilje er ikke grønt i min optik, ikke når det er placeret på busstoppesteders tage og i mindre kasser på fortove og veje. Det kan derimod udløse pollenallergi og allergiske reaktioner som følge.

Det kan være dyrt at vedligeholde for kommunen. Når ældreplejere sygemelder sig som følge heraf, koster det også kommunen en del. Når ældre beklager sig over ikke at have de samme plejere, men en ny hver dag, skyldes det også, at vi nogle steder i landet har alt for mange sygedage. 

Her kunne et forsigtigt bud være vild med vilje. Det løser ikke problemerne, og det er ikke »grunden«, men det bidrager bestemt negativt.

Og det at nyde naturen sker ikke på taget af et busstoppested. For eksempel i københavnsområdet er der parker nok og masser af gode steder, hvor man kan nyde naturen, gå en tur med hunden eller tage en rask løbetur. 

Vild med vilje, offentlige plantekasser uden formål og pollental, som for nogle er helt uudholdelige, er ikke velfærd. Det er for mange det sørgeligste syn, de ser, før de møder på arbejde.

Arne Raahauge Tønsberg, formand for Konservativ Ungdom på Frederiksberg

Vores far

Sådan omtaler jeg min og mine søskendes far. Fader vor er noget ganske andet.

Hedder Fadervor efter det nye forslag så Voresfar?

Hvorfor forny noget, der virker? Fadervor kan læres udenad af selv de mindste børn. Indholdet kan man forklare dem.

Det nye forslag har mistet den rytme, der gør det let at lære og let at fremsige. Formuleringen af skyld og skyldnere virker kluntet og ikke nemmere at forstå end den gamle ordlyd.

Mon Brorsons, Grundtvigs og Ingemanns salmer også skal omskrives til et mere nutidigt sprog?

Der må gerne, efter min mening, være lidt mystik eller glans over det spirituelle, for det mister sin magi, hvis det forfladiges af dagligdagssprog.

Det, der er højtideligt, behøver ikke at være moderne for at være forståeligt. Og det, der er gammelt, er ikke automatisk forældet.

Ingelise Hallengren, Vanløse

Stein Bagger-gruk

Forbrydelse betaler sig ikke
lærte vi da vi var små
Men hvordan kan Stein Bagger så slikkesol og nyde livet som få


Med kæmpe palæ i det spanske
og Bentley og swimming pool
har han sagt farvel til de danske,
som han snød, for at leve i skjul


Hvor er de 200 millioner
der forsvandt lige før han røg ind?
Det skulle vel ikke være netop de kroner
der betaler for sus og dus og solskin?

David Munis Zepernick, København

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »God Bless America« med Birgitte Borup:

God bless America

Martin Krasnik har altid været fascineret af USA, og han kan næsten ikke holde tanken ud om, at han aldrig har boet i landet. Med midtvejsvalget ser han et enormt skifte i amerikansk politik, men han tror ikke, at vi her i Europa skal forvente, at forholdet til vores vigtigste allierede bliver som før. Men hvordan havnede vi her? Og hvad kan vi nu se frem til? Gæst: Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen Vært: Birgitte Borup