Nej til videoovervågning i eget hjem
Selv om man har demens, har man stadig rettigheder, som skal respekteres. Og videoovervågning uden samtykke i ens eget hjem mens man sover, som Esbjerg Kommune nu vil, overskrider klart den grænse. Og plejehjem er lige præcis folks eget hjem.
Jeg forstår godt, at pårørende er bekymrede. Ofte ved mennesker med demens ikke, hvad de foretager sig, og det kan være til stor fare for dem selv. Og det er også vigtigt ikke unødigt at afbryde nattesøvnen for at tjekke, om den ældre nu også sover. Men der er andre muligheder. F.eks. er gulvcensorer ret effektive til at »fortælle« nattevagten, om den ældre er ude af sengen. Så kan man banke på for at se, om alt er i orden uden at forstyrre unødigt og uden at kunne se hver en bevægelse, den ældre foretager sig, når man ligger i sengen.
Jeg har netop sikret, at videoovervågning uden samtykke ikke blev en del af det kommende lovforslag om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, og at en minister heller ikke senere egenhændigt kan skrive det ind. Og jeg synes virkelig, at det er en dårlig ide at indføre det i Esbjerg Kommune, også selv om det er som forsøg, og selv om de pårørende samtykker på vegne af den ældre med demens.
May-Britt Kattrup, sundheds- og ældreordfører, MF (LA)
Kan man løse pladsbillet til Himmerige?
En meget kold, blæsende formiddag, hvor det også sneede, gik jeg for mange år siden ind i en marskandiserforretning tilhørende en venlig midaldrende mand med et stort gråt, tilbagestrøget hår.
Han havde lige åbnet butikken og fået tændt petroleumsovnen, og jeg var den eneste kunde. Jeg havde god tid til at studere de mange gamle sager, da endnu en kunde kom ind i butikken.
Det var en gammel mand iført et luvslidt sæt tøj over en trøje. På hovedet havde han en tynd strikhue og på fødderne nogle tynde gummisko. I hånden bar han en snavset plastikpose med et ubestemmeligt indhold. Trods kulden havde han altså intet overtøj på, og det var tydeligt, at han var snevåd, og at han frøs.
Efter kort tid spørger han butiksejeren, om han må se sig omkring og blive i butikken, indtil hans bank åbnede kl. 10. Så ville han hæve nogle penge til at købe noget i butikken for.
Det var tydeligt for enhver, at han ingen konto havde i banken, og derfor ikke kunne købe noget som helst. Den venlige butiksejer smilte til ham, og sagde, at han kunne blive, så længe han ønskede, og spurgte ham så, om han i ventetiden måske havde lyst til en kop kaffe og en bolle.
Et kort øjeblik kom der lidt liv i den gamle mands øjne, og han takkede mange gange for det generøse tilbud.
På trods af kundens fattigdom og elendighed behandlede ejeren ham altså med en sjælden set værdighed og hjertevarme.
Det sidste jeg så, inden jeg forlod butikken, var to ligeværdige mænd sludre hyggeligt over en varm kop kaffe og en bolle, og da slog det mig, at man godt kan løse pladsbillet til Himmerige.
Den rare marskandiser må for længst være død, men ikke borte ‒ jeg ved, hvor han er.
Preben Hartmann-Petersen, Frederiksberg
Brug af fyrværkeri er brud på dyreværnsloven
Hvert år lider vores kæledyr i december under menneskets behov for at muntre sig med fyrværkeri.
Dyrlægerne bruger mange ressourcer på at hjælpe dyrene gennem nytåret. De meget høje lyde og unaturlige lysglimt fremkalder oftest voldsom angst hos kæledyrene og er direkte skadeligt for krop og psyke.
Vi har i Danmark en Dyreværnslov, der skal sikre dyr mod unødig smerte og lidelse. Fyrværkeri er ikke nødvendigt, og det medfører lidelse hos dyrene.
Det bør derfor ikke være tilladt af bruge fyrværkeri på noget tidspunkt af året.
Lise Rovsing, dyrlæge, Hellerup
Jul i taxaen
»Tør du høre prisen?« spurgte den kvindelige ekspeditør i Taxi 4 x 27 ikke uden en vis selvironi i stemmen, da jeg et par uger før jul ringede og spurgte, hvad det kostede at køre fra Hørsholm til familien på Østerbro, 25 kilometer, juleaften.
Velvidende, at netop det selskab stod i spidsen for en drastisk prisforhøjelse i jul og nytår.
OK, jeg var jo forberedt. »Det bliver lige 1.100 kr. hver vej, altså 2.200 kr. hvis I skal hentes igen,« fortalte hun. »Tak, så vil jeg lige tænke over det.«
Det gør jeg stadig. Men det var jo ikke det, vi ville, da vi er nogle, som gennem tiden har efterspurgt mere konkurrence i den danske taxabranche, og som politikerne valgte at følge med en ny taxilov, der efter Uber skulle øge konkurrence og udbud. Og gerne samtidig forbedre service, digitalisere og modernisere. Efter, at taxabranchen igen og igen har forsøgt at arbejde efter russisk planøkonomi.
Den med, »at hvis der ikke er nok at køre med, må vi enten have færre vogne på gaden eller højere priser.« Ikke just forbrugervenligt. Som en taxarepræsentant forleden sagde til B.T: »Vi har ingen forpligtelse til at levere billig taxakørsel.«
Nej, og derfor var der formentligt ikke så mange at køre med i julen som sædvanligt. Eller var der?
Ejvind Olesen, Hørsholm
