Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lad os undgå en værdikamp mod Kina i medierne

»Et dybere kendskab til Kinas prioriteter og vilkår for engagement giver mulighed for konstruktiv kritik af de beslutninger og vilkår, der rettelig kan og bør kritiseres – og ikke blot bidrage til hjemlige politiske markeringer uden effekt,« skriver Hans Henrik Pontoppidan. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALly Song / Ritzau Scanpix

Viggo Fischer, tidl. MF (K) skriver i Berlingske 25. december, at Kina kan man ikke stole på og mener ikke, at stille diplomati er en fordel.

Mit budskab er at lade fornuften råde og undgå en værdikamp mod Kina i medierne. Kina vil komme til at fylde mere i verden i fremtiden, det må vi respektere. Et dybere kendskab til Kinas prioriteter og vilkår for engagement giver mulighed for konstruktiv kritik af de beslutninger og vilkår, der rettelig kan og bør kritiseres – og ikke blot bidrage til hjemlige politiske markeringer uden effekt.

I de store principielle spørgsmål må EU være vores omdrejningspunkt for kritisk dialog med Kina med fokus på bæredygtighed og en regelbaseret tilgang til handel baseret på internationale standarder og gensidighed. Jeg er ganske enig med Viggo Fischer i den målsætning.

Hans Henrik Pontoppidan, generalsekretær i Danish-Chinese Business Forum

Historieløshed

Uvidenheden er stor i visse akademiske miljøer – og den er tårnhøj på Kunstakademiet.

De historieløse tosser på Kunstakademiet aner intet om slaveri i Danmark. Indtil – og mange år efter – stavnsbåndets ophævelse var store dele af den danske befolkning ufrie. Størstedelen af  landbobefolkningen bundet til landbruget som fæstere ejet af adelen/herremændene. Bybefolkningen bundet af laugsvæsnet, som ikke tillod erhvervsmæssig frihed – og overklassen, adelen, bundet af umenneskelige fordomme.

Der er en god grund til, at Rigsdagen anvendte udtrykket »ufrie« om slaverne på De Vestindiske Øer. Læs f.eks. »Betænkning fra Colonialraadet for de Dansk-Vestindiske Besiddelser over et af Gouvernnementet forelagt Udkast til Lov om vederlag til de forrige Besiddere af Ufrie«. 1852. Bemærk ordet »ufrie«.

Stort set alle danskere var »ufrie« – dvs. slaver indtil slutningen af 1800-tallet.

Niels Jensen, Kgs. Lyngby

Lyngvild og Grundtvig

Anne Sophia Hermansen mener, at Jim Lyngvild er vor tids Grundtvig –  som om der var tale om en anbefaling til et ledigt embede. Jim Lyngvild er allerbedst skikket til at give den som Jim Lyngvild, og det ville være en skam at give ham en anden bestilling. Grundtvig var filolog, historiker, digter og præst. Jim Lyngvild er fotograf og costumier med speciale i en genre, der faktisk var populær i Grundtvigs ungdom, tableau vivant, en opstilling af udklædte mennesker i en nøje tilrettelagt scenografi. Hvis man endelig skulle sammenligne ham med nogen fra Grundtvigs samtid, kunne det være skuespilleren H.C. Knudsen eller tegneren Lorenz Frøhlich.

Lyngvilds frit fabulerende historiske scenerier appellerer til fantasien. At museerne inviterer ham indenfor, kan man godt forstå. Lyngvilds fiktioner sælger billetter. Desuden er dialogen mellem kunst og videnskab inspirerende. Men det har været et problem, at publikum ikke i tilstrækkelig grad gøres opmærksom på forskellen mellem, hvad der er funderet i fotografens fornemmelser, og hvad der er videnskab. Man må håbe, at denne distinktion bliver gjort klarere i fremtiden.

Jes Fabricius Møller, formand for Grundtvigselskabet

Færgeruten Bornholm-København

I 1658 viste Bornholmerne med al tydelighed, at de var danskere af hele deres hjerte, idet de gode danske frihedskæmpere Jens Kofod, Willum Clausen og Poul Anker overgav Bornholm til kongen.

Dette sindelag har ikke ændret sig til trods for den behandling, Bornholm og bornholmerne fik i de forfærdelige majdage i 1945, hvor den danske regering og det øvrige land ganske »glemte«, at vi var en del af Kongeriget Danmark.

Da færgeruten Rønne-København blev nedlagt, opstod megen vrede, fordi bornholmernes fornemme og direkte adgang til den danske hovedstad ophørte og blev erstattet af en forbindelse, hvis eksistens var helt afhængigt af et andet lands berettigede behov for at træffe egne afgørelser, men som kunne besværliggøre forbindelsen til Bornholm og hele øens eksistensmuligheder. Et afhængighedsforhold som et selvstændigt folkefærd som bornholmerne (tænk 1658) havde svært ved at kapere.

Køgeruten er ikke et virkeligt og for alvor brugbart alternativ, og skulle vist også tilgodese andre interesser (besparelser samt promovering af Køge) end bornholmernes.

Hurtigfærgerne er på mange måder en gevinst for Bornholm, hvilket også anerkendes, men det ville klæde Folketinget, at indtænke Bornholm og bornholmerne som en del af Danmark ved at oprette en færgerute direkte til København (Nordhavn f.eks.)

Et værdigt svar på ydmygelsen i maj 1945.

Margit Ibsen, Glostrup