Efter mere end 30 års underprioritering af det danske forsvar har regeringen lagt nogle friske nye penge i forsvaret. Når nu Rusland er blevet en aktuel trussel, er det godt, at vi prioriterer vores sikkerhed. 

Men det skulle man have gjort for lang tid siden, faktisk skulle man aldrig have nedprioriteret Forsvaret i første omgang. Der er flere soldater, der forlader Forsvaret, og Danmark kan ikke deltage i en NATO-øvelse. Alt imens er truslen fra Rusland ikke blevet mindre. Tværtimod, den er vokset. Og vi kan se, at Rusland faktisk ikke er for sjov, ikke mindst i forhold til angrebet på Ukraine.

Nedskaleringen af Forsvaret begyndte, da østblokken gik i opløsning i 90erne, og der tilsyneladende ikke længere var en trussel. Men den trussel viste sig så få år senere, og nu er Danmark slet ikke i stand til at forsvare sig selv. Hvis eksempelvis russerne kom nu, ville vi blive taget med bukserne nede.

Derfor synes jeg, at 2 procent af BNP ikke er nok, men at 3 procent eller 4 procent ville være den passende andel at bruge på Forsvaret. Da vores lands strategiske placering bærer et stort ansvar, gælder det ikke kun vores egen beskyttelse, men hele Europa og NATOs. 

Da vores folk og nation er det vigtigste, vi har, burde vi ikke spare på sikkerheden og dermed udsætte Danmark for stor fare. Hvis vi virkelig elsker Danmark, burde vi prioritere vores eksistens, fordi den er bestemt ikke gratis. Vi skal altså have et stærkt Forsvar på mindst 4 procent af BNP, så vi kan forsvare os selv og vores interesser. 

Det er ikke bare retfærdigt over for vores befolkning, men også over for de danskere, der har måttet give deres alt for at bevare det Danmark, vi kender i dag.

Elias Bay, 10.-klasses elev, København

Skats manglende evner

Berlingske undrer sig over, at vi i Danmark kan udvikle avancerede lægemidler, huse internationale anerkendte forskere, og kunne man tilføje, fostre internationale virksomheder, når vi ikke kan udvikle et fungerende skattesystem. 

Svaret er enkelt, der er ikke politiske interessekonflikter i medicinalforskningen og virksomhederne.

John Jørgensen, Gilleleje

Sparker røv, hvor andre tier

Hurra og tak til Aminata Amanda Corr, der sparker røv, hvor andre tier, og tager et velfortjent kvælertag på den til tider ødelæggende politiske korrekthed. Tak for det.

Vibeke Bregnhardt, København

Hyggelige og højdisciplinerede skytteforeninger

En læser fra Frederiksberg skulle lige »synke engang«, da hun læste, at børn med behov for ro og fokus kan have glæde af at melde sig ind i en af landets 870 skytteforeninger. 

Men den bekymrede læser behøver nu ikke at synke af den grund, for skytteforeninger er nemlig lige præcis hyggelige, men også velkontrollerede og højdisciplinerede samlingssteder, hvor netop ro og fokus er i centrum. 

Pointen er jo, at man ikke kan basere en idrætsgren baseret på skydevåben uden en høj sikkerhedsdisciplin i omgangen og betjeningen af disse våben – uanset om det drejer sig om luftbaserede våben eller andre. 

Og sidst, men ikke mindst, man bliver altså hverken oplært i eller trænet til at udvikle sig som voldsforbryder, fordi man med tilbageholdt åndedrag, en rolig hånd og et sikkert øje sender et projektil ind i den lille sorte plet midt i papskiven på den lukkede skydebane under banekommandørens strenge overvågning.

Hasse Greiner, Bjæverskov

EU på vej ind i betydningsløsheden

6. oktober satte Berlingske fokus på det forhold, at den erklærede modstander af atomkraft, Dan Jørgensen, nu skal »skubbe på udbredelsen af atomenergi i EU«. 

I Lissabontraktaten (2007) blev der indsat en passus om, at et medlemsland selv kan bestemme, hvilke energikilder det vil bruge. Derfor spiller det ingen rolle, hvad den nye kommissær for energi, Dan Jørgensen, vil få tiden til at gå med. 

Han kan fortsætte sine forgængeres drømmerier om såkaldt vedvarende energi som kernen i overgangen til ren energi. Hvis et medlemsland ønsker det, så kan det indføre atomkraft, endda i form af den nuværende, gennemprøvede teknologi. Så kan EU producere papirer om, hvad EU opfatter som bedre reaktorer, som der ikke er nogen erfaring med, mens virkeligheden kører videre. 

EU er på vej ind i betydningsløsheden.

Bertel Lohmann Andersen, Lyngby

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk