Spansk stjernefilosof har været under politibeskyttelse i årtier: Terrorens sigte er at dressere os – som var vi dyr i et cirkus

Truslerne imod demokratiet i Europa udgår fra den samme kilde: Uddannelsesreform på uddannelsesreform, der gradvis svækker befolkningernes uddannelse i borgerskab, mener den spanske filosof Fernando Savater. For så er det at bo i et demokrati jo som at have et stykke hård hvidevare uden at have en brugsanvisning. 

Hør kronikredaktør Anne Sofie Allarp læse interviewet højt ved at trykke på play-ikonet under billedet.

»Terror forener os i den forstand, at vi alle føler rædsel for død og ødelæggelse. Andre følelser er mere individuelle – der er dem, der vil have flere penge, dem, der vil have mere sex, og dem, der ønsker hæder og ære,« siger Fernando Savater. Nicoline Kjems-Krognos

»Demokrati er en luksussvare,« siger Fernando Savater, den legendariske filosof og forfatter fra Baskerlandet i det nordlige Spanien. 

Han ved, hvad han taler om. Han har været under politibeskyttelse og i selvvalgt internt eksil i Spaniens hovedstad Madrid i årevis efter dødstrusler fra den baskiske separatistiske terrororganisation ETA, Euzkadi Ta Azkatasuna. Han modtog i 2000 Europa-Parlamentets pris for tankefrihed, Sakharovprisen, for sit arbejde mod ETAs voldstyranni.