Alex Vanopslagh mener, at Danmark har meget at lære af Schweiz. Derfor skal vi, ifølge Liberal Alliance, lade os inspirere af det lille land med de mange bankhemmeligheder.
Meget behørigt glemmer LA i deres begejstring for Schweiz at nævne, hvordan forholdene er for børnefamilier i alpelandet. I Schweiz koster børnepasning 130 schweizerfranc, svarende til cirka 1.025 kroner pr. dag. Det er en månedlig udgift på cirka 20.507 kroner for 20 fuldtidsdage med behov for pasning.
Her vil de, der mener, at Schweiz er et foregangsland, råbe, at man jo også betaler mindre i skat i Schweiz. Det ændrer dog ikke på, at prisen for børnepasning ifølge UNICEF udgør hele 46 procent af en gennemsnitlig husstandsindkomst, hvis man er en familie med to børn. For husstande med kun ét barn er tallet 26 procent.
De høje priser har ført til, at Schweiz har den næsthøjeste andel af kvinder, der arbejder deltid. Ifølge Eurostat arbejder cirka 61,9 procent af de schweiziske kvinder deltid. Til sammenligning er det 34,7 procent i Danmark.
I 2019 gik en halv million schweiziske kvinder på gaden i en såkaldt »Frauenstreik« for at vise deres utilfredshed med de strukturer, der er i landet, når det gælder blandt andet børnefamilier. Taget i betragtning, at der bor under fire millioner lokale kvinder i landet, må man sige, at det var noget af en markering.
Et af de helt store ønsker fra kvinderne var et opgør med det private og dyre daginstitutionssystem til gengæld for et offentligt system. Dette netop for at kunne sikre bedre vilkår for kvinders beskæftigelse – og dermed økonomi.
Så når Vanopslagh og Liberal Alliance mener, at Danmark i højere grad skal lade sig inspirere af Schweiz, er der grund til at blive bekymret for fremtidens børnefamilier. I stedet for at afvikle vores offentlige vuggestuer, børnehaver og skoler skal vi udvikle dem, så de bliver endnu bedre.
Trine Bramsen, MF og familieordfører for Socialdemokratiet
Hvordan og hvorfor tager man livet af stx/hf/IB?
Man overlader ansvaret for uddannelsesrevolutionen til Mattias Tesfaye (S), som vil give gymnasierne »en ren røv at trutte i« (Berlingske 12. september).
Tesfayes »vision« er formentlig: »Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære!« Så ud med det »svære« og »besværlige« og ind med Højere Praktisk Eksamen.
Gymnasielærerne må med rette spørge, hvorfor cirka 100 motiverede elever ikke må lære græsk og latin, og hvorfor tusindvis af elever ikke længere skal eksperimentere i skolernes laboratorier i 3.g. Dermed var ellers fødekæden fra gymnasium over universitet til for eksempel medicinalindustrien, PtX sikret. Endelig må lærerne spørge sig, hvorfor både hf, 10. klasse og IB skal nedlægges.
Ja, hvorfor tage livet af det, der gør Danmark til et almendannet videnssamfund? I stedet for kunne ministeren justere, reformere og forbedre det, som vi allerede har bygget op?
Med denne revolution vil Tesfaye »spare« millioner, som selvfølgelig skal kanaliseres over i en endnu ukendt, såkaldt Højere Praktisk Eksamen samt andre »spændende« forsøg.
Jeg blæser til kamp i min trompet – i bestyrtelse og vrede over skrivebordsrevolutionen.
Sigrid Jørgensen, lektor, Vedbæk
Hvad med den grønne omstilling?
Danmarks gasdistributionsselskab EVIDA vil indføre ændringer i takststrukturen fra 1. januar 2025. For de forbrugere, som ikke længere benytter gasfyr til opvarmning, men kun bruger gaskomfur til madlavning, vil de faste distributionsudgifter blive tre til fem gange højere.
Som om det ikke var nok, betyder ændringerne reelt, at de små forbrugere – dem som kun bruger gaskomfur – ender med at betale en stor del af gildet for dem, som fortsat benytter gasfyr til opvarmning.
Med den nye struktur indføres nemlig en fast årlig systemtarif på 2.050 kroner, som skal betales uanset, om kunden har et stort eller lille forbrug. Hertil vil kunderne blive opkrævet en næsten ubetydelig volumentarif. For en typisk kunde, som opvarmer boligen med gasfyr, bliver den variable udgift cirka 270 kroner, mens de, der kun bruger gaskomfur, skal betale cirka 2 kroner oveni de faste årlige udgifter.
De varslede ændringer holder dermed distributionsudgifterne kunstigt nede for dem, der fortsat bruger gasfyr. Hvis man ønsker at tilskynde til grøn omstilling, er det den forkerte vej at gå. Lad os i stedet få en takststruktur (som den nuværende), hvor betalingerne afhænger af forbrugets størrelse.
Tom Dahl-Østergaard, Præstø
Stop med at tale byggebranchen ned
Med mere end 30 år i byggebranchen kan jeg slet ikke genkende det billede, som Claus von Elling tegner i sit indlæg 26. september. Han er endda formand for 3F Byggegruppen. Der er tusindvis af store og små virksomheder, der hver dag arbejder loyalt inden for lovens rammer og gør sig umage for at levere byggerier i topkvalitet. Hver dag ser vi også flere tusinde unge, der er ved at uddanne sig til de mange spændende byggefag. Den virkelighed undlader Claus von Elling helt at nævne i sit indlæg.
I stedet fortæller han, at organiseret kriminalitet er en fast del af byggebranchen. Men hvor er dokumentationen for denne påstand udover det, som vi så i »Den sorte svane«? Ingen steder. Skulle vi så også tro, at hele advokatbranchen er kriminel, fordi en enkelt advokat ikke fulgte spillereglerne i den samme dokumentar? Det er en urimelig generalisering, som kun gør skade.
Nej, Claus von Elling, det er tid til at stoppe med at male fanden på væggen. Byggebranchen er et fantastisk sted at arbejde, med masser af spændende opgaver, gode kolleger og taknemmelige kunder. Selvfølgelig findes der brodne kar, men de fylder uendeligt lidt i det store billede.
Martin Skou Heidemann, tømrermester, Gladsaxe
Mediesoten slår til igen
Det er muligt, at jeg er blevet en gammel, sur mand, men pressens glubske behov for at snage og udstille det mindste fejltrin hos vores folkevalgte er på sigt med til at undergrave vores højt skattede demokrati. Ingen er som bekendt fuldkommen, så der vil altid være noget at skrive om for de cirka 130 journalister, der huserer i og omkring Christiansborg.
For nærværende er det Moderaterne, der får en tur i kødhakkeren, og pressen er gået helt i selvsving. Alle steder, hvor mennesker skal samarbejde, vil der fra tid til anden opstå problemer. Inkompetente ledere kombineret med en tyndhudet, krænkelsesparat curlinggeneration skaber dagligt udfordringer på mange danske arbejdspladser.
Men når det så sker i et politisk sekretariat, står journalister klar med fråde om munden og kaster sig hæmningsløst over byttet. Soten vil kræve sine ofre, og retfærdighed sker ikke fyldest.
Det er afgørende for vores demokrati, at det kan tiltrække dygtige og ordentlige mennesker til de folkevalgte embeder. Pressens overdrevne eksponering af fejltrin og politisk ukorrekthed fremmer ikke just denne sag. Alt med måde, kære presse!!!
Eirik Vinsand, Kalundborg
Børn og våbenbrug?
I en stor annonce, der har været vist et par gange i aviserne, senest i Berlingske 29. september, viser TrygFonden os stolt, hvordan de hjælper barnet xx, der har »brug for ro og fokus«. Det gør de ved at støtte den sikkert flinke og rare Clemme fra Helsingør Skytteforening i at oplære det sikkert skrøbelige barn og andre i samme situation i skydning. Er jeg den eneste, der lige synker en gang?
Eva V. Ersbøll, Frederiksberg
Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk