Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
København betaler – men bliver behandlet som en pengetank
Der er en fortælling i Danmark om, at København er en rig by, der sagtens kan tåle lidt mere.
Den fortælling holder ikke.
En ny analyse fra CEPOS dokumenterer, at København faktisk er en nettobidragsyder til staten. Hver københavner bidrager i gennemsnit med over 20.000 kroner mere, end de får tilbage. Og det tal er steget markant over de seneste år.
Det er med andre ord ikke resten af landet, der finansierer København. Det er i høj grad København, der er med til at finansiere resten af landet.
Alligevel er det præcis i København, at man har valgt en politisk linje, hvor borgerne mødes af flere og højere lokale afgifter, mindre tilgængelighed og en stadig mere aggressiv parkeringspolitik.
Parkeringslicensen er reelt blevet en ekstra skat. Fra omkring 1.800 kroner til over 6.000 kroner om året.
Samtidig er parkeringsafgifterne i København mellem to og fire gange højere end i andre større danske byer.
Det rammer ikke bare bilisterne. Det rammer håndværkere, serviceerhverv, leverandører – og i sidste ende hele byens erhvervsliv.
Mens København gør det dyrere og sværere at komme til byen, står storcentrene uden for byen klar med gratis parkering og nem adgang.
Så hvor tror vi, kunderne kører hen?
Det er ikke bare en parkeringspolitik. Det er en aktiv omfordeling af handel, liv og aktivitet væk fra byen.
Det bliver endnu mere problematisk, når man ser det i sammenhæng med den nationale omfordeling.
København er ikke bare en stor by. København er en økonomisk motor.
Når man politisk både bruger byen som finansieringskilde og samtidig gør det dyrere og sværere at bo, arbejde og drive virksomhed her, så saver man i den gren, man selv sidder på.
Det er ikke bæredygtigt.
Spørgsmålet er derfor helt enkelt:
Hvor længe kan København blive ved med at betale mere og få mindre tilbage – uden at det får konsekvenser?
Og endnu vigtigere:
Hvornår begynder politikerne på rådhuset at stå på mål for københavnerne – i stedet for bare at sende regningen videre?
Det er på tide, at vi får en ærlig debat om, hvad København bidrager med – og hvad byen får igen.
For lige nu er balancen skæv.
Og det kan alle mærke.
Henrik Busch, formand for foreningen Ja Tak Til Parkering
Monarkiet
I et vidtløftigt indlæg 4. april siger Mads Rundstrøm, at monarkiet er et problem.
Kunne han ikke have oplyst, hvilken skade monarkiet gør i modsætning til de frivilligt folkevalgte, hvis dispositioner ikke altid er lige velsignelsesrige?
Hans Knudsen, København
Rosenborg Slot
Jeg håber, at kronjuvelerne på slottet bliver forsvarligt flyttet og opbevaret under hele det lange ambitiøse ombygningsprojekt, så der ikke sker lignende (farceagtige) indbrud som på Louvre sidste år.
Udover kronjuvelerne er slottet jo spækket med uvurderlige kunstgenstande, så man undres over overvejelserne om at holde det åbent undervejs.
Kirsten Bie, København
EU-debat: Hvad gør vi nu, lille du?
Danmark og Europa står i en historisk brydningstid. Truslen fra øst, en rablende alliancepartner i vest, et Kina med voksende selvforståelse, og Mellemøsten har lige stået i flammer.
Alligevel var der næsten ingen debat om EU i de tre uger op til folketingsvalget med det presserende spørgsmål: Hvordan skal Danmark – og EU – finde sit fodfæste? Spørgsmålet forblev ubesvaret.
I Bruxelles er der ellers fuld damp på kedlerne. EU er i gang med et historisk opgør med sin egen industripolitik, ambitiøse tiltag for genoprustning og sikring af forsyningssikkerhed.
Det er ikke småting, når årtiers urokkelig tro på frihandel nu viger for krav om »Made in EU«. Samtidig er arbejdet med genoprustningen ikke afgrænset til EUs landegrænser: Canada deltager nu i fælles EU-indkøb af forsvarsmateriel.
Disse emner kan – lidt kynisk – ses som EUs to-do-liste. Praktiske og akutte nødvendigheder. Men de skygger for de større spørgsmål: Hvilken retning skal EU tage for at have magt efter sin agt? Og hvor stiller Danmark sig efter at have stået ansigt til ansigt med truslen mod rigsfællesskabet – The Greenland moment?
I 1980erne talte man om et EU i flere hastigheder eller de koncentriske cirkler, som akademikerne sagde. Landene kunne vælge den fulde pakke eller stå i yderkanten som tilskuere.
Det var kernen i folkeafstemningen i 1992 om blandt andet den monetære union og forsvarssamarbejdet. Modstanderne advarede om, at dansk suverænitet ville gå tabt.
Tilhængerne stillede sig tvivlende ved, om Danmark overhovedet havde suverænitet at miste og pegede på det større gode – Europas fælles suverænitet.
Dengang var det principielt. I dag er det nødvendigt. Kuglerne hvisler om ørene på os.
Ungarn blokerer afgørende beslutninger om Ukraine og udfordrer de demokratiske principper, der er fundamentet for hele EU-samarbejdet.
Spørgsmålene melder sig: Skal beslutningsprocessen ændres, så ét land ikke kan lamme de 26 andre? Skal kravene til demokrati og retsstat skærpes – måske allerede inden optagelsesforhandlingerne med Ukraine tager fart?
Og skal Danmark forlade tilskuerrollen og træde ind i det nære samarbejde på de områder, hvor vi i dag står på sidelinjen?
Så til partierne – på tværs af farver – og til dem, der forhandler på Marienborg: Drop berøringsangsten og find modet til debatten om EUs og Danmarks fremtid. Lad ikke bekvemme opinionsmålinger styre. Stil det eksistentielle spørgsmål: Hvad gør vi nu, lille du?
Lars Hasselager, Kgs. Lyngby
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
En amerikansk præsident har før bombet sin vilje igennem. En direktør blev fyret efter at have kritiseret kontantudbetalinger til fagforeningsmedlemmer, og så må vi leve med det stigende antal politiske løsgængere, da alternativet er langt værre.
Det er overskrifterne i dagens Lyt til Berlingske
Oplæser og producer: Frederik Riis-Jacobsen
Del:
