Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Det er ikke unge i Folketinget, der er problemet. Det er monarkiet
Der bliver igen talt om, at Folketinget er blevet for ungt. Det er svært at forstå, hvad problemet egentlig skulle være.
Gennemsnitsalderen er 43,9 år – det laveste nogensinde. Den yngste er 23. Det er ikke ekstremt. Det er ikke radikalt. Det er et helt almindeligt parlament valgt af helt almindelige vælgere. Alligevel bliver det fremstillet som en trussel.
Lad os være ærlige om, hvad det her handler om.
En 23-årig i Folketinget er valgt. Har stået i en valgkamp. Har fået vælgernes tillid. Kan miste den igen. Bliver målt, kritiseret og holdt ansvarlig – hver dag.
Det er sådan, et demokrati fungerer.
Men samtidig accepterer vi et monarki, hvor en hel familie er født til en særstatus, som ingen andre kan opnå – og som ikke kræver nogen form for demokratisk legitimitet.
De behøver ikke stille op. De kan ikke stemmes ud. De bliver ikke testet af vælgerne. Og dét kalder vi stabilitet.
Det hænger ikke sammen.
Hvis man mener, at erfaring er afgørende, burde det være oplagt at stille krav dér, hvor der slet ikke er nogen demokratisk afprøvning.
Hvis man mener, at ansvar er vigtigt, burde man kræve, at alle med særlig status kan stilles til ansvar på lige fod med alle andre.
Men det gør vi ikke.
Vi vender kritikken mod dem, der faktisk er valgt – og lader dem, der er født ind i systemet, gå fri.
Det er ikke bare inkonsekvent. Det er en grundlæggende dobbeltstandard.
For i sidste ende er spørgsmålet enkelt:
Skal indflydelse i Danmark komme fra vælgerne – eller fra fødslen?
Man kan ikke påstå det første og samtidig acceptere det sidste.
Derfor er problemet ikke, at Folketinget er blevet yngre. Problemet er, at vi stadig har et statsoverhoved, der aldrig er blevet valgt.
Mads Rundstrøm, formand, Republik Nu
Manglende fremtidsvisioner
Er man i det konspiratoriske hjørne vil man ønske DR og TV 2 samt visse trykte medier tillykke med at påvirke debatterne under valget.
Lidt nullermandsrulning omkring indvandring og flygtninge, lidt formueskat til almindelig forargelse samt sensationsbaskerne som »vandskandalen« og ikke mindst grise og deres haler til udskamning af landbruget.
Hvorledes ville stemmefordelingen have været, hvis alle de opstillede partier var blevet udfordret i de samme grundlæggende udsagn om fremtiden for Danmark i de næste fire år.
For eksempel kunne udsagn, der skulle forfølges, være:
Hvorledes tænker partierne, at ai kan implementeres i den offentlige forvaltning, og hvilke krav ville det stille til lovgiverne?
Hvorledes tænker partierne, at de sammen med arbejdsmarkedets parter kan inkludere og omskole de mange tusinde administrative medarbejdere, der bliver arbejdsløse, når ai for alvor indarbejdes?
Vil de med partiernes indsat kunne erstatte den arbejdskraft som der p.t. menes at mangle?
Hvorledes tænker partierne en arbejdsmarkedsreform, der kan understøtte de cirka 80.000 på kontakthjælp, og vil arbejdsmarkedet overhovedet komme disse reformer i møde?
Hvorledes tænker partierne en økonomisk robusthed i eventuelle nedgangstider?
Hvilke 10-50 love er unødvendige i forhold til borgernes frihed og selvbestemmelse?
Hvilke 10-20 afgifter bør og skal omformuleres/ændres eller afskaffes, som p.t. hindrer en udvikling og vækst i det private erhvervsliv?
Kan den digitale verden få mere velfærd for færre penge?
Hvorledes kunne en anderledes tilgang til den grønne omstilling se ud? Hvad med dannelsen af »solcelle Danmark«, hvor alle offentlige bygninger, der er egnede, skulle forsynes med solceller?
Hvorledes sikrer vi en kontinuerlig elforsyning også i yderområderne?
Jeg undrer mig over, at væsentlige fremtidsvisioner overhovedet ikke var en del af valget.
Henrik Rindom Voigt, seniorkonsulent
Hæv spærregrænsen
Vi bør hæve spærregrænsen for politiske partier til tre procent for at komme ind i Folketinget til næste valg.
Argumentet er, at vi fremover forhåbentlig vil undgå, at små populistiske partier med ekstreme ideologier som Borgernes Parti, Nye Borgerlige og Frie Grønne vil komme ind på borgen.
Sidst, men ikke mindst, vil det også være mere optimalt for vores folkestyre, at vi har partier, som kan og vil samarbejde på tværs af rød og blå blok, når det handler om vigtige emner som EU, sundhed, forsvar og børn og unges trivsel.
Jacob Vest, København S
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Forslaget om formueskat skal dø, mener den magtfulde formand for Dansk Metal, Claus Jensen, der også er medlem af Socialdemokratiet.
Samtidig har Donald Trump mistet interessen for krigen i Iran, lyder det nu er amerikanske medier.
Og så viser nogle af tidens mest populære hunderacer problematisk adfærd.
Tirsdagens historier er udvalgt af Berlingskes internationale kommentator, Birgitte Borup
Oplæser og producer: Ida Skovsgaard
Del:
