Hvis jeg skulle definere en jobbeskrivelse for en politiker, ville jeg slet ikke være i tvivl om hvilke punkter, jeg ville skrive øverst på min liste:

  • En, der tager ansvar.

  • En, der tør tage upopulære, men modige beslutninger for Danmark.

  • En, der vægter Danmarks bedste over sit eget partis popularitet.

Alligevel virker det, som om vores folkevalgte ikke lever op til ovenstående. 

I stedet for at bruge tiden på at indgå kompromisser, danne en regering og tænke fremad, peger I fingre ad hinanden. Og mens I peger fingre ad hinanden, peger russiske soldater deres våben mod Ukraine, Europa og demokratiet. 

I stedet for at udnytte det truede demokrati til at angribe hinanden, bør I forsvare det.

Danmark bliver ikke stærkere af splittelse. Vi bliver stærkere, når der er ledere, der tør tage et ansvar. Når ledere, uanset politisk holdning, vil samarbejde. 

Når der er ledere, der hæver sig over partitaktik og tænker på Danmarks bedste frem for deres eget partis popularitet. Politik bør handle om at lede et land, ikke om at blive genvalgt.

Som et ungt menneske ser jeg ind i en fremtid, der er usikker. Der er krig i Europa, konflikt i Mellemøsten og en verdensorden, der ændrer sig med stor hast. 

Og samtidig står jeg over for valg, der skal definere mit liv. Hvilken uddannelse jeg skal tage, og hvordan jeg skal indrette min fremtid. Jeg bliver bedt om at tænke langsigtet, træffe kloge beslutninger og tage ansvar for mit eget liv. 

Jeg mener også, at vi som unge mennesker kan forvente netop dét af vores politikere. At de tænker længere end næste valg, og at de tager ansvar for den fremtid, som jeg og min generation skal leve i.

Lige nu står Danmark uden en stærk regering. Det efterlader Danmark svagere. Når I, de folkevalgte, sidder til regeringsforhandlinger, har I et ansvar, der rækker langt ud over jeres eget partis interesser. 

Hvis forhandlingerne bliver til et taktisk spil om ultimatummer og ministerposter, mister forhandlingerne deres egentlige mål: en handlekraftig regering, som kan stå fast, når verden er uforudsigelig.

Det kræver store kompromisser, og ja, jeg ved godt, at det ikke er nemt. Men det er nødvendigt. Det er et spørgsmål om at give afkald på en del af jeres eget for Danmarks bedste. Det er ikke en svaghed at give efter, det er at lede. At være ansvarlig.

Så kære folkevalgte, tør I være politikere, tør I tage ansvaret?

Simon Nyhus, 1. g-elev på Falkonergårdens Gymnasium

Omvalg? Ja tak

Folketingsvalget gav det resultat, at magten i regeringsdannelsen endnu en gang ligger hos Lars Løkke og hans »midterprojekt« Moderaterne. 

Et projekt, der for mig at se kun blev sat i verden for at forlænge Løkkes politiske liv og holde ham i magtens centrum, da Venstre dumpede ham som formand. 

Løkkes første misfoster af en midterregering – SVM-regeringen – var historisk upopulær og endte med det dårligste folketingsvalgresultat for både Socialdemokratiet og Venstre i 100 år

Løkkes midterdrøm er dog også aflivet. De blå er ikke til at lege med, så det eneste han kan få, ud over et risikabelt omvalg, der sætter hans egen elskede magtposition på spil, er en centrum-venstre-regering, hvor han bliver afhængig af sine ideologiske ærkefjender fra Enhedslisten. 

Men lad os få det omvalg, så vi kan få en ren rød eller ren blå regering og dermed aflive Løkkes politiske karriere og hans selviscenesættende midterprojekt.

Jonas Schmidt, Brobyværk

Derfor er DR på YouTube

I sit læserbrev i torsdagens Berlingske skriver Le Gammeltoft, at »regeringen indfører aldersgrænser på sociale medier for at beskytte børn og unge. Det er prisværdigt«. 

Og jeg kunne ikke være mere enig – for alt for længe har YouTube været det vilde vesten. Men dertil at konkludere at »DR sender vores børn ind i YouTubes fangarme«, er en lodret forkert opfattelse af DRs tilgang. 

For vi vil selvfølgelig helst have, at børn ser indhold på DRTV. Det er vores egen platform, uden kommercielle interesser og uden algoritmer designet til at fastholde brugere. Det er her, public service står stærkest. Derfor skal vi investere i egne platforme, så børn og voksne vælger os til.

Så mens vi venter på det store maskineri af reguleringer, vil vi forholde os til børn og unges hverdag, som den ser ud i dag. For størstedelen af de store børn i Ultras målgruppe (9-14 år) er YouTube deres foretrukne platform, og her de opsøger nyheder, underholdning og fakta. 

Men forbruget er demografisk skævt. Forskning fra VIVE viser, at det i høj grad er børn fra ressourcestærke hjem, der bruger public service-tilbud som DRTV. Mange andre børn er i langt højere grad på YouTube og andre sociale platforme.

Den skævhed kan vi ikke acceptere. Public service er for alle og ikke kun for dem, der allerede finder os.

Hvis vi valgte en helt principiel afstandtagen til YouTube, ville vi samtidig fravælge kontakten til en stor del af de børn, vi er sat i verden for at nå. Det ville skabe en endnu større skævhed i adgangen til dansk public service-indhold. Det kan vi ikke acceptere. 

Derfor er vores tilstedeværelse på YouTube ikke et mål i sig selv, men et middel til at sikre, at alle børn uanset baggrund møder dansk indhold og fælles referencer, også før de finder vej til DRTV.

Marlene Boel, DRs chef for B&U

Stakkels Hillerød

Hillerød er en smuk by med Frederiksborg Slot og en spændende bykerne. Også et stort industrikvarter med mange indkøbsmuligheder gør byen attraktiv.

Men vejen til Hillerød er farlig. Senest en forfærdelig togulykke umiddelbart nord for byen – og inden for de seneste uger – slemme trafikulykker på den endnu ikke færdigbyggede del af vejen til Hillerød fra København.

Også skandalen vedrørende sygehusbyggeriet vest for Hillerød trækker byens navn ind i noget mindre behageligt. Det er synd for Hillerød.

Erik Tang, Klampenborg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

Efterdønningerne af weekendens skudepisode runger stadig. For Donald Trump kan det ligne en tiltrængt pause, at fokus er flyttet væk fra kritik af krig og benzinpriser. Men vil det være nok til at vende hans politiske skæbne? Samtidig tømmes USAs våbenlagre hurtigere end ventet under Iran-krigen. Nu må amerikanske allierede vente på våben. Og så uddeler kendisfrisør »røvfuld« til alle danske kvinder. Det overskrifterne i dagens “Lyt til Berlingske”, der er udvalgt af international kommentator Birgitte Borup. Oplæser og producer: Frederik Riis-Jacobsen