Kære dansker, er du egoist?
Nu nærmer tiden sig til, at vi endnu en gang skal sætte kryds til kommunal- og regionsvalg.
Det er her, vi beslutter, om vi skal passe på grønne områder, hvordan byens børn skal have det i daginstitutionerne – hvordan vores byer udvikler sig. Det er her, politik bliver ekstra konkret. Ikke nationale storløfter, men positive hverdagsændringer.
Alligevel hører man alt for tit argumentet: »Jeg stemmer på det, der gavner mig mest.« Og det kan da være fristende at stemme efter den logik.
Men sandheden er, at de fleste af os allerede efterlever andre værdier. Du holder døren for den ældre dame. Du støtter en indsamling eller giver en mønt til hjemløse. Du hjælper en ven gennem stressede perioder, og du bekymrer dig, når nogen omkring dig har det svært. Vi er, kort sagt, bedre end det, markedslogikken gør os til.
Det er vigtigt at huske på, at kommunalvalg ikke kun handler om mig og mit. Det handler om os og vores. Vi bor sammen.
Vi deler institutioner, veje, fællesskaber og byrder. Demokrati er en forpligtelse, der kommer med et ansvar – ikke kun fordele. Alt for mange stemmer, som om velfærd er noget, man shopper, og klimaet må andre tage sig af.
Det er ikke for at bebrejde dig, der i første omgang tænker på din egen hverdag. Det er menneskeligt. Men jeg tror også, at det er menneskeligt at tænke længere end dét.
Du er et ordentligt, betænksomt og hjælpsomt menneske. Så stem sådan.
Når vi stemmer i kommunen, stemmer vi om pædagoger og SOSUernes arbejdsvilkår, som i sidste ende er vilkårene for vores ældre og vores børn.
Vi stemmer om, hvorvidt almindelige mennesker – unge, studerende, familier, ældre – stadig skal kunne bo i vores byer, eller om boligmarkedet skal afgøre, hvem der har ret til fællesskab og tryghed.
Vi stemmer om grønne områder og grøn omstilling; om vi tør investere i fremtiden, eller bare håber, at nogen andre tager ansvar senere.
Det her valg handler om mere end bare, hvilken kommune vi vil være. Det handler om, hvem du vil være. Så når du står i stemmeboksen, så husk: Du er ikke kun forbruger. Du er medborger.
Stem som jeg ved, du lever eller ønsker at leve. Kommunalvalget er din mulighed for at bruge din stemme til mere end at sikre parkeringspladser for husstande med mange biler.
En stemme for dem, der ikke selv kan råbe højt. En stemme for velfærd, for klima, for tryghed, for fællesskab.
Stem som du er.
Malaika Larsen de Martino, Frederiksberg
Familieafgiften
Vi bor 50 kilometer fra København og har tre voksne børn i byen.
Den kollektive transport til hovedstaden er håbløs, konstant forsinket og tager dobbelt tid. Bilen er ofte nødvendig til større ting og børnegear.
Parkering løber nemt op i 300 kroner pr. besøg, hvis vi kan finde en plads. Vi kalder det »familieafgiften«.
Det er det glade vanvid. København er ikke kun for dem, der bor der, men hele landets hovedstad. Venstrefløjen kan ikke være det bekendt.
Nina Bentzon, Hornbæk
Kvindekroppen er ikke et særligt hensyn
Kystlivredning er et arbejde, der kræver både fysisk styrke, teknisk kunnen og evnen til at handle hurtigt, når hvert sekund tæller.
Men selvom flere kvinder de seneste år er blevet en del af redningstjenesterne, er mange aspekter af arbejdet stadig indrettet ud fra en mandlig norm – både i kultur og udstyr.
Et konkret eksempel handler om noget så simpelt – og alligevel så vigtigt – som våddragter. De dragter, vi livreddere får udleveret, markedsføres som unisex, som i virkeligheden bare betyder, de er designet til mænd.
Unisex er for os kvindelige livreddere lig med dragter, der ikke passer. De er for lange i overkroppen, for korte i benene, poser i skridtet og for brede i taljen.
Det lyder måske som en detalje, men når hvert sekund tæller, og man kæmper sig gennem bølgerne for at redde et menneske, er det alt andet end ligegyldigt.
En dragt, der ikke sidder tæt til kroppen, fyldes hurtigt med vand og bliver tung og kold at bevæge sig i. Det gør det sværere at svømme hurtigt, tungt at trække en bevidstløs person ind til kysten og næsten umuligt at holde kropsvarmen.
Det er altså ikke blot et problem – det går ud over både vores og din sikkerhed som badegæst.
Flere kvindelige livreddere ender derfor med at købe deres egen våddragt for at føle sig tilpas i deres uniformer.
Det er urimeligt, at man som ansat skal bruge sin egen løn på at kompensere for udstyr, der ikke passer til ens krop.
I andre brancher, fra sundhedsvæsnet til politiet, er der sket store fremskridt i udviklingen af uniformer og udstyr tilpasset begge køn. Det bør kystlivredningstjenesterne tage ved lære af.
Men problemet handler ikke kun om våddragter. Det handler om en bredere kultur på mandsdominerede arbejdspladser, hvor kvinders erfaringer og behov stadig ikke tages alvorligt.
Hvis man virkelig ønsker flere kvinder i mandsdominerede fag, må viljen til forandring følge med. Det burde ikke være et »særligt hensyn« at have uniformer, der passer – det burde være en selvfølge.
Mikala Borch, studerende og kystlivredder, København
Det er ikke Kina, der er problemet
Thomas Rohden kommenterer 10. november problemstillingen med at et mærke af kinesiske busser, som kører i både Norge og Danmark, i princippet kan »lukkes ned« på afstand, via systemet til trådløs opdatering af software i bussen.
Yderligere bringer han så spørgsmålet om uetisk behandling af kinesisk arbejdskraft ind i sagen, omend Kinas behandling af landets borgere ikke er nogen videre sikkerhedstrussel mod Danmark.
Risikoen ved trådløse softwareopdateringer er imidlertid ganske reel. Men det er ikke Kina, der er kernen i problemet. Det er, at vi accepterer, at (samfundskritiske) produkter kan opdateres trådløst.
Muligheden for på afstand at ændre på software, som har en betydende funktion for et produkts funktion, er helt grundlæggende en problemstilling, som burde tages op på EU-plan.
Uanset om der er tale om produkter fra Kina, USA, Danmark, eller et andet land. Hvis et produkt kan tilgås via internettet, så kan det potentielt hackes og/eller »opdateres« på en måde, som ændrer produktets brugbarhed.
Selvfølgelig er det lettere (og billigere) at rette softwareproblemer på en bil, bus eller lignende, hvis køretøjet ikke skal forbi et værksted. Men det er en øget sikkerhedsrisiko, som vi bør stille spørgsmål om, hvorvidt vi vil acceptere.
Christian Sørensen, Kgs. Lyngby
Dansk kød
Jeg har lige fået en ny italiensk kogebog, ovenikøbet signeret af forfatteren.
Tidligere elskede jeg at lave mad og var god til det, men interessen er faldende på grund af kvaliteten af de fødevarer, som vi i dag kan købe her i supermarkedernes paradis. Ingen italiener eller franskmand ville spise vore kødprodukter.
Her i Hørsholm, som ligger i en af landets rigeste kommuner, har vi ingen slagter, men er henvist til byens supermarkeder.
Jeg fatter ikke, at landets kødproducenter, som modtager tilskud i milliardklassen fra EU og den Danske Stat, slagterier og udsalgssteder vil lægge navn til deres produkt og påstå, at det er verdens bedste kødprodukter. Her er en kort gennemgang:
Oksehakket – er uanset fedtprocenten et affaldsprodukt. Hvor sidder oksehakket på en ko? Produktet er ikke engang egnet til en pastasauce, og hvis man skal have en hakkebøf, der smager af noget, er det enten hakket inderlår eller klump.
Wienerschnitzel – alle supermarkeder har produktet – kalveinderlår. Tre minutter på den ene side og tre minutter på den anden, og resultatet, et stykke kød, der er sejt som sålelæder. Kalveinderlår er simremad, og er mørt efter halvanden time.
Tatar af hakket inderlår. Nej, tatar er skrabet oksemørbrad.
Chateaubriand af oksefilet, nej, det er det bedste stykke af oksemørbraden.
Jeg kunne blive ved.
Der er efter min mening ingen stolthed eller moral i dagens fødevareproduktion, og jeg fatter ikke, at professionelle kokke og madskribenter ikke råber vagt i gevær.
Som Shakespeare sagde »Something is rotten in the state of Denmark«
Claus Normann, Rungsted Kyst
Befri København for antisemitisme og racisme
København skal være en solidarisk og tolerant hovedstad uden antisemitisme og racisme.
Der skal være plads og rum til alle københavnere uanset etniske baggrunde, eller om de går med tørklæde eller kalot.
Hvis dette skal realiseres, skal børn og unge undervises i etik og moral i folkeskolen og på gymnasier. Og desuden bør fodboldskoler fordele børnene på tværs af etnicitet, køn og niveau, så de fra 7-8 års alderen lære at acceptere og respektere personer, som ikke har samme baggrund som dem selv.
Endvidere bør der indføres ekstravagante bøder til personer, som udøver antisemitisme eller kommer med racistiske tilråb til minoritetsgrupper.
Jacob Vest, København
Danske Banks kundepleje II
En læser besværer sig over Danske Banks kundepleje. Jeg har samme opfattelse. Det er ikke acceptabelt, at vi gamle (jeg er 89) skal stå på gaden for at hæve penge.
Kan man ikke lave et skur, som kan låses indefra, så det ikke er farligt at gå i banken? Eller vende tilbage til, at man kan hæve penge inde i banklokalet?
En forretningsdrivende havde problemer med at indsætte penge i automaten. Du skulle prøve det i »blæsevejr«.
Jeg har sendt et brev til Danske Bank med disse forslag. Jeg har i et halvt år intet hørt, men det var godt nok sendt som »snail-mail«. Jeg har ikke oplevet noget lignende, siden jeg fik min første sparegris!
Jeg forstår, at direktionsløn/overskud giver plads til mere service, hvis man vil.
Det skal nævnes, at personalet altid er venligt og altid gerne går med ud på gaden. Det er jo ikke deres skyld.
Jørgen Weinrich, Nyborg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
