Jeg vil opfordre vores kongepar til at finde andre interesser end OL


Efter 31. juli at have hørt »P1 Debat« om OL-åbningsceremonien i Paris tænker jeg: Hvorfor udstille vestlig frihed og kultur som dekadent med et overdrevet og unaturligt seksuelt fokus på køn? Det mindede mere om Roms forfald i år 476 end om et oplyst samfund med en veludviklet vestlig kultur.
Handler OL ikke om sport, eller er det blevet en konkurrence om, hvilke kønsidentiteter atleterne har, herunder mænds ret til at stille op som kvindelige atleter, blot de benævner sig som kvinder i deres pas?
Jeg zappede ind i åbningsceremonien på et tidspunkt, hvor der lå en blå person på et fad, hvilket virkede både meningsløst og plat. Hurtigt zappede jeg videre, for lidt senere at zappe tilbage og blev præsenteret for drivvåde atleter, der sejlede i både på floden, samtidig med at der var en del vredt udseende dansere, der dansede i vand langs molen. Besynderligt og kedeligt.
Med tanke på verdens udfordringer – både i forhold til gensidig respekt og forståelse – og med henblik på vores klimaudfordringer mener jeg, at OL i Paris bør blive det sidste. Det giver ingen mening, at værtslandet bevidst eller ubevidst laver et show, der provokerer, og det giver heller ingen mening at bruge verdens kostbart knappe ressourcer på sportsbegivenheder. Sidst, men ikke mindst; det er groft over for værtslandets borgere, at der skal bruges så mange ressourcer på sikkerhed, ressourcer der ikke kan bruges på landets interne problemstillinger med bekæmpelse af uro og kriminalitet.
Jeg vil opfordre vores kongepar til at finde andre interesser og steder at blive set, gerne i mindre samfund i Danmark, hvor det almindelige liv leves.
Fillippa Gottlieb, Allerød
Det er en fornøjelse ugentlig at læse de tre præsters livskloge indlæg, ofte filosofiske og altid interessante, men aldrig missionerende. Behold endelig Kathrine Lilleør, Sørine Gotfredsen og Karsten Møller Hansen, som nu er præst London.
Berlingske har rigeligt teknisk stof, som dækkes af dygtige skribenter om jura, teknisk udvikling, økonomi, etc. Det sørger blandt andet Ole P. Kristensen, Lars Aagaard, Ditlev Tamm og mange flere for.
I vores urolige verden med polariseringer, ekstreme holdninger og undskyld mig – egoisme – er det herligt at få et tænksomt pusterum om blandt andet livets indhold og relationer til vores omgivelser. De tre præster er kloge, og jeg vil ikke undvære deres ugentlige indlæg.
Og ja, jeg er medlem af folkekirken og Det Konservative Folkeparti og savner bestemt ikke Mogens Nørgaard Olesens ønsker om moderne kosmologi og partikelfysik i Berlingske. Det læser jeg om andre steder.
Per Lausen, Værløse
Efter at have læst Mia Amalie Holsteins (MAH) krystalklare kommentar i Berlingske 2. august,
så kunne jeg godt tænke mig MAH eller en MAH-klon som statsminister.
Forestil jer en statsminister, der med stor indsigt og kløgt – så klart og tydeligt – kunne forklare befolkningen, hvilke reformer der er nødvendige og hvorfor.
Substans og gennemsigtighed betyder mere end partifarve, og for min skyld måtte vedkommende så gerne sammensætte sin regering baseret på viden og evner hos de kommende ministre uden skelen til partifarve.
Jeg savner politikere af Mia Amalie Holsteins kaliber.
Anna Dawids, København
Berlingske har fat i, at der er et fald i fødselsraten.
Det illustreres bedst med et interview med en mand, der har otte børn!
Længere henne i avisen er der en uddybende artikel, ledsaget af et foto af en mand med børn.
Var det ikke muligt at finde en kvinde til et interview? Eller et foto af en kvinde med børn?
Hvad med at se på sammenhængen mellem fødegangenes manglende omsorg, daginstitutionernes faldende kvalitet og kvindernes manglende lyst til at føde børn.
Det er dér, den ligger.
Kirsten-Marie Roed, Vejle