Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg har fået det samme livsændrende indgreb som Niels i »Klassefesten 4«, og i modsætning til anmelderne synes jeg, at det er en varm og kærlig film
»Klassefesten 4« er en varm og kærlig film
Det var med bange anelser, jeg satte mig i biografsædet lørdag aften for at se Klassefesten 4. Jeg havde jo læst anmeldelserne og var forberedt på det værste: »At kalde den lort ville være en fornærmelse mod afføring« og så videre.
Nåh, jeg satte mig til rette, og filmen startede. Hos lægen, hvor Nicolaj Kopernikus’ karakter, Niels, fik »dommen« efter hans operation for prostatakræft og imødeså en potensløs fremtid med bleer og andet ubehageligt. Farvel til at være en rigtig mand.
Jeg fik deja-vu – jeg har selv prøvet det, præcis samme situation. Fik fjernet prostata for et par år siden med samme besked hos lægen. Jeg gik ikke helt så bersærk som Niels, jeg har trods alt skabt syv børn med naturmetoden og har vel så gjort min pligt. Men fornemmelsen af at være amputeret er den samme – om end det på sigt har vist sig slet ikke at være så galt som, det så ud til i starten.
Og nu er det så, at jeg er hægtet helt af på den kritik, der er kommet af filmen. Jeg synes, det er en film om endeløst venskab – om tre fantastiske venner, der vil gøre alt for at få Niels på højkant igen – og hans lille vedhæng også. De går jo gennem ild og vand for ham, uanset hvor modløs han er.
De laver »ultralydsbehandling«, »elektrobehandling« og får ham til sidst til at tro, at han i fuldskab har været sammen med en kvinde. Han liver jo fuldstændigt op. Det er da dejligt at opleve – og slet ikke »lort«. At den så er lavet med humor og gags, gør bestemt ikke filmen ringere.
Altså: Jeg synes, der er en helt anden vinkel end den forudindtagede holdning, som anmelderne har haft: Det er en smuk film om grænseløst venskab, om tre venner, der vil gøre ALT for at hjælpe deres kammerat, der er helt ude at svømme.
Jeg gik ud af biografen med ønsket om, at jeg havde venner som ham, og med en følelse af varme og kærlighed.
Så: Fuld plade af stjerner herfra.
Peter Ludvigsen, København
Demokrati kræver tvivl
Det allervigtigste i politik er ikke at tro, at man selv har 100 procent ret. Det lyder måske simpelt – måske endda lidt banalt – men jeg mener faktisk, at det er helt afgørende.
For sandheden er, at ingen politiske partier har monopol på sandheden. Der findes ikke et parti, som alle kan være fuldstændig enige med i alt. Ligesom vi mennesker er uperfekte, er vores politiske ideer og partier det også.
Politik handler i bund og grund om prioriteringer. To mennesker kan være enige om målet – for eksempel bedre velfærd, mere frihed eller et stærkere samfund – men være uenige om vejen dertil.
Den uenighed betyder ikke, at den ene nødvendigvis tager fejl. Ofte handler det om forskellige værdier, erfaringer og perspektiver, som former vores syn på verden.
Derfor er det så vigtigt, at vi ikke bliver så overbeviste om vores egen ret, at vi lukker ørerne for andres argumenter. Hvis vi stopper med at lytte, stopper vi også med at udvikle os. Diskussioner bliver hurtigt til skænderier, når målet ikke længere er at forstå hinanden, men blot at »vinde«.
Vi kan i princippet diskutere hele livet uden at komme videre, hvis vi ikke oprigtigt forsøger at forstå modargumenterne. For det meste rummer de faktisk gode pointer. Det betyder ikke, at vi altid skal ændre holdning, men det betyder, at vi bør være villige til at overveje, om der er noget, vi kan lære.
Et sundt demokrati kræver nysgerrighed, ydmyghed og respekt. Det kræver, at vi tør indrømme, at vi kan tage fejl. At vi kan sige: »Det havde jeg ikke tænkt over« eller »det er et godt argument«. Det er ikke et tegn på svaghed. Det er et tegn på styrke.
Politik og debat bør derfor handle om at forsøge at se verden fra flere perspektiver samtidig med, at man står ved sine egne holdninger og argumenterer for dem. Ikke for at nedgøre andre, men for sammen at blive klogere. Hvis vi mister evnen og viljen til at lytte, kan vi lige så godt give op på forhånd. Men hvis vi lytter – rigtigt lytter – kan uenighed faktisk blive en styrke frem for en splittelse.
Liv Gönül Damstedt Atiser, medlem af Venstres Ungdom
Det danske sprog
Tak til Adam Grandjean, som her i avisen 12. februar også undrer sig over, at der ikke længere er nogen, der mener noget, men til gengæld er der mange, der tænker.
Hidtil skulle man være tankelæser for at kende deres mening, men nu bliver de bedt om at sætte ord på deres tanker i et interview, hvor der spørges: »Prøv at sætte ord på, hvad du tænker om det?« Eller på Dansk: »Hvad mener du om det?«
Kurt Mejer, Ølstykke
Vejkrydsfeminisme
Henriette Laursen, direktør for KVINFO, mener, at rækkefølgen af snerydning i vejkryds er en ligestillingsproblematik. På engelsk hedder vejkryds »intersection«. Det gør unægteligt begrebet »intersektionel feminisme« meget konkret.
Lars Jensen, Aarhus
Fødevarecheck
Niels Peder Ravn har i et debatindlæg her i avisen 12. februar et yderst relevant indspark omkring fødevarechecken, som regeringen sender til to millioner danske vælgere samtidig med, at de svageste svigtes.
Jeg efterlyser nu et initiativ til at oprette en fond/indsamling på landsplan, hvor man kan donere sin fødevarecheck, som man alligevel ikke har brug for. Disse indsamlede midler kan så gå til den svage gruppe, som ikke tilgodeses af regeringen.
Vi er et pensionistægtepar, som står til at modtage en fødevarecheck, som vi absolut ikke har brug for.
Vi er ikke på sociale medier, så det er ikke den vej, som vi kommunikerer på. Men jeg er overbevist om, at nogen gerne vil tage stafetten og gå i gang med dette.
Måske kunne Odd Fellow eller lignende private organisationer være en aktør i dette. Men måske støder de bare på en mur af love, regler og bureaukrati, som er ødelæggende for en god sag, så der er ikke nogen, som kan få det gennemført. Nu er bolden i hvert fald givet op.
Niels Peder Jensen, Grindsted
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
I dagens udgave af Lyt til Berlingske begynder vi i Frankrig, hvor drabet på 23-årige Quentin Deranque ved en demonstration i Lyon allerede har udløst politisk storm. En drabsefterforskning er sat i gang, mens et af landets største partier beskyldes for at bære et moralsk medansvar. Dernæst ser vi på rygterne om en mulig genoplivning af filmserien Rush Hour. Ifølge Berlingskes internationale kommentator, Birgitte Borup, afslører hypen omkring filmen en svaghed hos Donald Trump - nemlig på kulturens slagmark. Og til sidst skal vi med Søren Frank til Ryparken i København, hvor restauranten Xian Xian serverer hjemmelavede nudler, der ifølge anmelderen er både fremragende og prisvenlige.
Dagens historier er udvalgt af Berlingskes nyhedschef, Peter Burhøi.
Oplæser og producer: Ida Skovsgaard
Del:
