I Berlingske 22. juni finder Sarah Rosenville Valentin Madsen det »useriøst«, at en karakter i idræt til en stx-studentereksamen kan påvirke hendes mulighed for eksempelvis at blive en dygtig advokat.

Som idrætsfagkonsulent i Undervisningsministeriet bidrog jeg selv i 1993 til at indføre karakterer i idræt. Faget var på dette tidspunkt det eneste karakterløse fag i gymnasiet.

Andre fag, som dengang var obligatoriske, for eksempel billedkunst, havde tidligere fået indført karaktergivning. Samtidig var undervisningstiden til faget blevet reduceret således, at man ikke længere kunne bringe eleverne i god fysisk form, men måtte fokusere på at give eleverne forudsætningerne for at forstå betydningen af at holde kroppen ved lige.

Således fokuserer læreplanerne i idrætsfaget i dag blandt andet på, at eleven får en god fysisk kapacitet og samtidig opnår viden om fysiologi, træning og færdigheder inden for en række af idrættens discipliner. Særlig vægt er der på forståelsen af bevægelsens sundhedsfremmende betydning.

Faget fokuserer også på at forstå betydningen af at kunne samarbejde, udvikle god adfærd og på betydningen af de forskellige roller, som den enkelte kan spille i samarbejdet.

Derved bidrager idrætsfaget til gymnasiets overordnede mål om studieforberedelse og almen dannelse ved, at eleven lærer at kunne analysere og vurdere de forhold, som har betydning for et sundt og godt liv.

Fagets bedømmelseskriterier er naturligvis ikke på eksaminandens enkelte færdigheder i dele af specifikke discipliner, men en samlet vurdering af studentens opfyldelse af de teoretiske og praktisk-faglige mål.

Dertil kan man spørge, hvorfor unge, som er dygtige til idræt, ikke også skulle få gavn af deres færdigheder og teoretiske indsigt, således som andre unge med interesse for andre af gymnasiets særfaglige områder kan få det?

Der findes mange undersøgelser, som dokumenterer sammenhængen mellem uddannelse og god sundhedsadfærd. Idrætsfaget yder sit bidrag til denne sammenhæng. Og set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv har det værdi, at vi har en befolkning, som er bevidst om bevægelse og motions betydning for livskvaliteten.

Idrætsfaget adskiller sig næppe fra andre fag i gymnasiets fagrække, hvor Sarah Rosenville med lige så stor ret kunne spørge, om specifikke færdigheder i netop dette fags elementer har særlig betydning for et ganske bestemt studium.

Det skal siges, at indførelsen af karakterer fik tydelig indvirkning på en del elevers lyst og motivation til at deltage i faget, og også det er en forudsætning for fagets status i det gymnasiale forløb.

Jens Boe Nielsen, tidligere idrætsfagkonsulent og tidligere rektor

Går den, så gmo den

EU har det hidtil været sådan, at varer med et gmo-indhold over 0,9 procent skulle deklareres som værende gmo. Det har betydet et næsten totalt fravalg af gmo i hele EU. Som forbrugere og vælgere har vi frit valg, så længe vi har den nødvendige intelligens til at foretage de rigtige valg.

I mere end 20 år har Europas forbrugere demonstreret, at de ikke ønsker gmo. Der er brug for mere hjælp. Der er derfor vedtaget nye regler, så gmo fra 2028 ikke længere skal deklareres. Gmo er jo godt for os. For klimaet! Det har vi bare ikke forstået. Så nu får vi en hjælpende hånd. Det er nu trygt at vide, at man som forbruger og som vælger ikke for alvor kan dumme sig. Bliver man ved med at begå de samme fejl, træffe de samme forkerte valg, så er der nogen klogere end os, som finder en løsning. På den måde ved man bare, at man lever i verdens bedste demokrati. Tak.

Hans Peder From, Roskilde

Folkekirken er ikke en forening

Det står naturligvis den nytiltrådte minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen (SF), frit for, om hun vil være medlem af Folkekirken eller ej, men det ville klæde hende, om hun udtrykte sig med mere respekt for mennesker af en anden observans, end tilfældet er i Berlingske 22. juni.

Lise Saxov, Holte

Aperol Spritz

Kære Birgitte Borup,

Er det Emma Gad, der siger: »Om smag kan man ikke diskutere«?

Men lad os nu gøre det alligevel, for det lægger du jo op til. Du mener simpelthen, at Aperol Spritz burde afgå ved døden! Og så er det, at jeg må protestere på vegne af alle os, der bare elsker Aperol Spritz.

Og det har ikke noget at gøre med, om den er et symbol på overskud, eller om den sandelig også serveres på tarvelige beværtninger. Det har noget med smagen at gøre. Og selvom Lisa Hilton (jeg kender hende ikke) muligvis er en kendt smagsdommer, så skal hun ikke diktere min smag.

Jeg er i det hele taget – og har været i mange år – så gammel (og egoistisk), at jeg nægter at spise og drikke noget, jeg ikke kan lide.

I min ungdom drak man whisky, og jeg fortyndede den med cola for at skjule den ubehagelige smag. Den slags er jeg heldigvis holdt op med. Så behold du dine Martini'er og Whisky Sour'er.

De forholdsvis få gange, jeg har fået Aperol Spritz på en restaurant, har jeg altid syntes, den var lige lovlig tynd. Den smagte ikke nok af Aperol’en. Nej, så hellere en hjemmeblandet – og glem bare appelsinskiven. Den er bare til besvær. Den første mundfuld; ah, man nyder både den søde og lidt bitre smag, og det skal ikke være gennem et sugerør.

Tror du virkelig, at vi, der holder af Aperol Spritz, gør det, fordi den er et »kulturfænomen«? Og holder op med det, fordi den nu af en eller anden grund forbindes med »ukultiveret masseturisme«?

Bevar mig vel! Er du selv så overfladisk, at dine drikke- og spisevaner bestemmes af, hvad der er »in«? Det havde jeg ikke troet efter i lang tid at have læst dine ellers udmærkede kommentarer.

Lulu Tøpholm, Holte

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk