Min efterfølger som administrerende direktør for AskovFonden, tidligere Askovgården, Helle Øbo skriver i Berlingske 18. december om socialområdets store forbrug på 25 milliarder. Der siges ingenting om, hvilken del af socialområdet det dækker. Er det social-specialområdet eller det almindelige institutionsområde eller begge?

Helle Øbos forslag kan være anvendeligt for det almindelige socialområde, men når det kommer til det sociale specialområde, så har det undret mig, at der tales så meget på Christiansborg om problemerne på sundhedsområdet og undervisningsområdet, men ikke om behandlingsarbejdet i kommunerne på det sociale specialområde, hvor især børn og unge behandles for et utal af problemer.

Hvad kommer der ud af alle de penge, som bruges her? Hvordan kan man sikre sig evidens, så det vil være muligt at vide, hvad virker, og hvad ikke virker i alle de behandlinger, som tilbydes?

Jeg opererer med tre forskellige handleområder i det sociale område: 

  • Den primære forebyggelse, som skal hindre, at problemer opstår eller bliver for problematiske. 

  • Den sekundære forebyggelse, som sættes i gang, når skaden er sket. 

  • Og den tertiære forebyggelse, som er behandling, når skaden har sat sig fast hos en person.

Det er her, at det sociale specialområde ligger, og her kræves der høj professionalitet i behandlingen, så det virker. På de to første områder kan Helle Øbos tanker bruges, men ikke på det tertiære område.

Kommunerne kan ikke varetage den sociale specialbehandling, da kommunerne ikke har prioriteret evidens på dette handleområde, uvis af hvilken grund, og går mest op i budgetter, som oftest kræver flere penge.

Kommunerne burde lovgives til at få skabt evidens med høj professionalitet og evidensforskning, som kan vise, hvad der virker, og hvad der ikke virker på dette område, som er livsvigtigt for alle de børn og unge, der har en problemfyldt hverdag, som går ud over personen selv og familien.

Hvorfor er der ikke større krav til dette arbejde? Psykologien kan anvise hensigtsmæssige forskningsmodeller, som kan anvendes, og praktiske metoder, som kan anvendes i selve behandlingen.

Sundhedssektoren og undervisningssektoren har evidente forskningsmodeller, men på det sociale område mangler det totalt, så vi ved ikke, hvad alle milliarderne egentligt går til.

Per I. Hensen, direktør hos Institut for Social Analyse