I marts fremkom jeg med et vigtigt budskab her i avisen: Coronavirussen måtte ikke give anledning til aflysning af gymnasieeksaminer, for det ville ødelægge traditionerne forbundet med en studentereksamen. Min glæde var derfor stor, da en politisk aftale sikrede os kommende studenter tre eksaminer. Særligt så jeg frem til den sidste, som kunne danne den klassiske ramme for uddannelsens afslutning og huepåsættelse. Det troede jeg i hvert fald dengang …
Sidenhen har teknikaliteter nemlig vist sig at stå i vejen for dette. De bibeholdte eksaminer skal ligge på den oprindelige dato som planlagt før coronakrisen, og for mange giver det en placering i starten eller midten af juni. På dette tidspunkt er hverken årskarakterer eller skriftlige eksamenskarakterer afgivet, og man er nu engang ikke rigtig student, før man har disse og kan beregne sit gennemsnit. Hvad værre er, skal skolerne også gennemføre ekstra undervisning i perioden som en slags kompensation for de aflyste eksaminer.
Min afslutning på 3.g bliver altså helt bagvendt: Først afsluttende eksamen, derefter ekstraundervisning, og først til allersidst kan jeg få mine sidste karakterer – og dermed min hue. Jeg taler næppe kun på egne vegne, når kalder dette helt hen i vejret. Undervisningsministeriet siger til deres forsvar, at skolerne har mulighed for at flytte rundt på eksaminerne. Skolerne siger derimod, at denne mulighed kun eksisterer på papiret. Jeg siger bare: Få det fikset, Pernille Rosenkrantz-Theil! Giv os nu en traditionel hueeksamen som kronen på tre års hårdt arbejde. Det har vi som årgang om nogen fortjent.
Thomas Bjørn Aalstrup Rasmussen, hhx-elev, Brønderslev
Jammer og ynk
Hver dag kan man for tiden i alle aviser læse det ene indlæg efter det andet, som kun handler om påtaget jammer og ynk. En efterskoleleder skriver, at de unges liv stjæles for, at de ældre kan overleve. Mon ikke det er hans egen pengepung, han er bekymret for?
Sådan kan man flytte fokus. Og dette er ikke det eneste tilfælde, hvor fornuften helt forsvinder. Det er endda kommet så vidt, at adskillige oldinge skriver lange apologier, hvor de undskylder for, at de stadig er i live. Og så er der alle de selvbestaltede »eksperter«, der i en uendelighed udtrykker bekymring for de unge, de velbjergede, de farveblinde, de feriehungrende etc., der ifølge påstanden alle må være lige ved at bryde totalt sammen over denne krise, som har hugget livet fra dem.
Alle disse skal selvfølgelig omgående i terapi, så behandlerne kan få nogle penge i lommen. Det siges bare ikke højt.
Al denne påtagede jammer og ynk er efterhånden værre end politikerne, der er ved at vende tilbage til den almindelige mudderkastning.
Det er faktisk sørgeligt at iagttage. Ikke en eneste konstruktiv tanke fremsættes for tiden. Kun evig jammer og ynk.
Den gruppe, som alle jamrehovederne har mest ondt af, er de unge – men underligt nok, så jamrer de unge ikke. Måske er de unge de mest ansvarlige lige nu. Så man skal ikke længere spørge, om der er en voksen til stede, men om der er en ung til stede. Det ville nok være fornuftigt. Hurra for de unge.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Følelser over information
Lad det være sagt: Optagelserne af dyr og natur i Danmark i DRs serie »Vilde, vidunderlige Danmark« er fantastiske og banebrydende.
I længden kan jeg bare ikke lade være med at føle, det ikke er umiddelbart nok. Næsten det meste bliver vist i slow motion, og underlægningsmusikken synes for voldsom, nærmest melodramatisk.
De vil tydeligvis have os til at FØLE noget, ikke vide noget.
Tidligere tiders naturudsendelser var mere fyldt med information, så man fik viden og forståelse for dyrenes liv, vægt, drægtighedsperiode, føde og adfærd o.s.v.
Nu bliver man nærmere bare forsøgt ført ind i en følelse.
Og speakeren taler så langsomt og i ofte forceret billedsprog, hvor naturen menneskeliggøres, og i hvert fald jeg for min del, sidder med dårlig samvittighed og begynder at få tankemylder efter et kvarters tid.
Ja, i mange henseender minder oplevelsen af at se Vilde vidunderlige Danmark mig faktisk ret meget om at se regeringens coronapressemøder:
Jeg føler ikke, at jeg bliver klogere, det er mere en følelse, og der bliver talt så langsomt og i så overforsimplet billedsprog, at jeg taber tråden.
Asbjørn B. Christensen, Næstved
Hvor er pengene?
Hvis man går en tur på f.eks. Gl. Kongevej, Værnedamsvej og Falkoner Allé, ser man mange mindre butikker. Der er frisører, delikatesser, tøjbutikker mm.
Glædeligt, at mange stadig holder åbent, men mange kæmper en hård kamp for at overleve endnu en måned.
Regeringen og Socialdemokratiet roser sig af de mange hjælpepakker, men hvor er pengene? Der, hvor jeg spørger, svarer butiksejerne og frisørerne, at de ikke har set en eneste krone forud for 1. maj hvor lønningerne skulle udbetales.
Hvem bestemmer, hvornår og til hvem, der skal udbetales lønkompensation? Hvis pengene ikke kommer, må regeringen stoppe med at rose sig selv.
Lukninger truer forude. Butikker lukker og medarbejdere givet op. Der er ingen ros til forvaltningen af de mange hjælpepakker, mest tom snak.
Grethe Rostbøll, fhv. kulturminister (K), Frederiksberg
Pension
I disse tider må vi ikke glemme den sårbare gruppe af samspilsramte pensionister. Denne gruppe modregnes i folkepensionen, fordi de har været så »fornuftige«, at spare op til alderdommen.
Idet der må forventes et negativt afkast af årets pensionsformuer skal det hermed foreslås, at årets negative PAL-skat fradrag udbetales til alle over 68 år, som en engangsudbetaling til fremme af den økonomiske genopretning. Ikke noget med at fremføre tabet til fremtidig modregning i gevinst, nej, få pengene ud i samfundet nu.
Da nogle over 68 år ligeledes er i corona-risikogruppen, vil det da være rettidig samfundssind fra regeringens side, at øge livskvaliteten her og nu for denne gruppe. Det vil måske også få den nye udligningslov til at glide lettere ned. Måske Ældre Sagen og de borgerlige partier kan hjælpe?
Morten Rottbøll, Nærum
Blå og rød fremgang
Norske Høyre svarer til vores Venstre, er nu størst i Norge og har passeret Arbeiderpartiet, som svarer til vores Socialdemokratiet.
Statsminister Erna Solberg har som Mette Frederiksen klart lagt sig i spidsen.
Den meget kraftige medieomtale grundet coronakrisen gør, at befolkningen automatisk vender sig mod den der leder landet og ligesom ens forældre fortæller, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er derfor ikke en selvfølge, at det lige er rød blok, der vinder ved at sidde i regering netop nu.
For når alt kommer til alt er det blot et spørgsmål om, hvorvidt det er rød eller blå blok, der er så heldig at sidde på posten for øjeblikket.
Jan Erik Messmann, fhv. MF (DF), Birkerød
Nu må de unge snart sættes fri
Kære unge mennesker.
Tusind tak, fordi I holder afstand til jeres kammerater for jeres bedsteforældres skyld.
I skal undvære så meget, måske især skolen – mest for at vi ældre ikke skal smittes.
Undskyld, »danske ungdom«. Vi havde ikke ønsket »det forsømte forår« for jer. Vi havde ønsket jer et forår, hvor I havde fået en masse viden i skolen, gode kammerater, cafébesøg med venner, sport og måske en musikfestival.
I lider store afsavn, og det er vi dybt taknemmelige for. Men nu må I lukkes fri. Åbn skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Vi ældre skal fortsat isolere os, som vi hidtil har gjort, og det klarer vi også. Vi har ikke de samme behov som jer.
Venlig hilsen to bedstemødre.
Bente Leick og Mette Løndal, Aabenraa
Sprognævnet
Undskyld, men hvad skal vi dog med det sprognævn? Dets eneste funktion er at blåstemple alle de fejl, som folk begår af sjusk eller uvidenhed. Pengene må kunne bruges bedre til andre kulturelle formål, undervisning i korrekt dansk, f. eks.
H. Pagh Knudsen, København
