I Berlingske søndag havde professor Charlotta Pisinger en fremragende kronik, som bl.a. var henvendt til politisk kommentator Amalie Lyhne. I kronikken forklarede Pisinger sagligt og uddybende, hvorfor det ikke kan være de unges eget frie valg, om de vil starte med at ryge eller ej. Jeg håber meget, at alle sundhedsordførere hos de politiske partier læser kronikken, og tænker over tingene – men forhåbentlig ikke for længe!

I Berlingskes indlæg, lørdag 27. oktober, under overskriften »Sundhedsministeriet: Hæv prisen på en pakke cigaretter til 60 kroner«, kunne bl.a. udledes følgende: Hvis prisen på cigaretter hæves fra 40 til 60 kr. pr. pakke, vil danskernes samlede forbrug falde med 20 pct., men forbruget af tobak blandt unge vil falde med hele 75 pct.